‘Den bedste tid at anlægge en skovkøkkenhave var for 20 år siden. Den næstbedste er nu.’

Første januar 2019 vågnede vi op til storm, og et træ væltede ned på gårdspladsen. Lyden af stammen, der gav efter var kolossal, den var præcis så stor som bevægelsen. Og langsom. Jeg nåede at rejse mig fra sengen og gå hen til vinduet og se at det skete. Faldet.

Forskrækkelsen kom bagefter, forsinket. Hvis nu træet var faldet i en anden vinkel! Eller det havde været en af granerne på husets nordgavl!!

Det har været sådan et år. Hvor forskrækkelsen hele tiden har luret og hvor det hele alligevel lige præcis er gået. Lige præcis. Jeg håber at 2020 bliver et år, hvor vi i højere grad selv bestemmer hvordan og hvornår noget skal ændre sig.

Og så har det været det første hele år, hvor jeg ikke har været alene voksen i skoven. Jeg ved jo, at jeg før har klaret alting selv, at jeg kan det, jeg ved at alting er på godt og ondt, at der er fordele og ulemper etc, men: I et helt år har vi været to, og jeg elsker det!
Jeg elsker at vi kan dele så meget, og især begejstringen for de små hverdags-skov-hændelser. Rovfugle-rapporter, gæs og svaner og småfugle på træk, først den ene vej, så tilbage igen. Elgene, som jeg ikke rigtig troede var i området, men som han ser, fordi han har sin yurt lidt længere inde i skoven. Og så en dag, da vi gik tusmørketågetur sammen, så stod elgen pludselig på stien foran os. Stod der bare, gloede på os, vippede lidt med de tunge fløjlsører.

Han er stifinder på en måde, jeg ikke er. Jeg havde boet her 2 år før han flyttede ind, men det er ham, der har fundet den urgamle kilde, som de lokale havde fortalt mig så meget om, og forklaret hvor lå, men jeg forgæves havde ledt efter. Jeg går hen til kilden næsten hver dag, der er noget særligt ved det sted. Man kan ikke se kildens udspring, den ligger skjult under vand og sten, men man kan se bevægelsen som en lille, men konstant sitren i overfladen. At vandet altid strømmer, har gjort det før vi overhovedet blev tænkt på.

Han har også fundet et større, fredet skovområde længere væk. Der er så fredfyldt og faktisk magisk, skov som skov ser ud, når mennesker blander sig udenom. Jeg havde strejfet udkanten af, men aldrig, aldrig opdaget det selv. Jeg håber at 2020 bliver et år hvor vi bliver ved med at dele, både begejstring og bekymring og uopdagede steder.

Første marts 2019 begyndte drengen i en ny skole. Forinden var gået en vinter med et mareridtsagtigt forløb i den lokale landsbyskole, som eskalerede fra almindeligt uro og støj i klassen, til en lærer langtidssygemeldt med stress, en ældre dreng som udsatte min dreng for reel vold, hans klasse der udviklede en stadig mere rå omgangsform, og mit barn, der foldede sig mere og mere ind i sig selv. Blev apatisk, angst, holdt op med at både spise og sove. Det var så skræmmende, og så svært at vide hvad der skulle gøres og hvordan. Men til sidst var han mere hjemme end i skole, og i perioden efter nytår 2019 arbejdede jeg på højtryk for at finde en ny skole. Det var ekstremt svært, og aldrig har jeg følt mig så meget som udlænding, som i forsøget på at forstå systemet for skoleskifte her i Sverige!!

Men det lykkedes at finde ikke bare en ny, men den RIGTIGE nye skole. En helt almindelig folkeskole i den lidt større by 20 km væk, og børnene i hans nye klasse tog så godt imod ham! Stille og roligt søde børn, der taler ordentligt til hinanden og grundlæggende godt gider være i skolen. Det var bare det, der skulle til. Helt frem til sommerferien snakkede han meget om den gamle skole, til alle der gad høre, fortalte han igen og igen om hvor forfærdeligt det havde været. Nye episoder, som jeg ikke havde vidst noget om kom også frem.

Skulle jeg have reageret hurtigere? Jeg ville ønske, han ikke havde oplevet alt det og følt sig så forkert, så længe. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have taget ham ud af den gamle skole allerede i efteråret. Men det kan jeg ikke.

Mens jeg skriver dette sidder han i skolen, den sidste rigtige dag før juleferien, i morgen er der juleafslutning. Jeg nyder at vide, at han sidder i et rum med børn, han kan lide og som kan lide ham. Lide ham sådan som han er, uden at han behøver at slå knuder på sig selv eller gøre sig hårdere end han er. Blide væsen, krøllede hjerne, den fineste jeg kender. Jeg ønsker at 2019 var afskeden med følelsen af at være forkert for evigt. Jeg håber at jeg har lært en gang for alle at reagere, med det samme, når mine instinkter siger mig at: Sådan skal det ikke være at være barn.

I januar 2019 flyttede vi et hønsehus, en hønsegård og en hane. Nogen var flyttet, og vi fik det gratis mod at flytte det – og redde den stakkels, smukke men ensomme hane. Bræt for bræt blev afmonteret, flyttet og sat sammen igen.  Hegnsstolper revet op og banket ned igen. Hanen blev indfanget i en snedig fælde; en kattetransporter med mad i og en snor, der lukkede døren. Urealistisk nok virkede den. Der var ankeldyb sne og isnende koldt mens det stod på. Nu hvor regntiden har sat sig fast, føles det som et fjernt, eksotisk minde.

Lige siden jeg flyttede fra Bondsäter havde jeg savnet at have høns. Savnet bondegårdslivet med dyr og køkkenhave. Samtidig var der noget sorg over at forlade den køkkenhave, som jeg i løbet af de tre år der byggede op og ud, som havde sat sig på tværs. Og hele det midlertidige ved min situation. At jeg bare låner det her hus, at jeg ligesom ikke rigtig bliver afklaret omkring hvor jeg vil være og hvordan. Hvert år tror jeg at det sker. At dette bliver året, hvor jeg løser den store gåde omkring fremtiden. Resten af mit liv. Planen, du ved. PlanEN.

I januar 2019 fik vi høns igen, på den baglæns, uplanlagte måde, som sikkert skulle til for at løse beslutningslammelsen.

Da hønsegården var på plads og hanen installeret, købte vi hurtigt tre selskabshøner. Bare nogle billige nogle, senere ville vi købe et kuld kyllinger af en race, som vi lige skulle tage stilling til. Det var planen, sådan gik det så overhovedet ikke …

Første problem var at den smukke hane, Bobby Beauty, viste sig kun at tolerere de to hvide høner. Sky og Stormvind. Den lille Karamella jagtede han, og til sidst hakkede han hende i halsen så hun var ved at dø. Så lyn-købte vi to høner mere – i et forsøg på at holde ham så beskæftiget at han måske glemte sine fikse ideer. To dyre racehøner, meget smukke og store, den ene med ildfjer, hun fik navnet Ember. Gnist. Men planen mislykkedes, hanen fortsatte sine udfald mod Karamella og nu også Ember. Den nye hvide høne, Marcipan, blev indlemmet i den flok han passede. Som han til gengæld passede så grundigt, at de nærmest havde tics af at følge med.

Vi slagtede Bobby Beauty. Det var en fælles, nødvendig beslutning, åh at ikke være alene om den! Og endnu mere åh, at ikke skulle være den, der gjorde det. Det blev min stifinders første hønseslagt, jeg instruerede, fordi jeg kan jo godt, sådan rent praktisk, men jeg er rent ud sagt elendig til den opgave. Min gummiarm, der svigter, så pinen bare trækker ud, det er synd for dyret. Synd, synd, synd. Han anede jo ikke hvordan han var til det inden. Det viste sig at han kunne. Han kunne beslutte og gennemføre, resolut og sådan at det blev hurtigst muligt overstået.

Siden gik det så sådan med vores hønseflok at Karamella blev taget af en rovfugl, mens vi var på sommerferie i Värmland. Og Marcipan måtte nødslagtes umiddelbart efter, da den race viser sig at være fremavlet til at lægge så store æg, at deres tarme risikerer at følge med ud. Det gjorde de. Synd, synd, synd. Vi holder godt øje med Ember, og (jeg) har svoret en ed på at være klogere næste gang, ikke falde for smukke fjer og prangende racenavne, men faktisk vide hvilke dyr vi (jeg) vælger.

Men, øh, næste gang kan så godt trække ud, for de to hvide høner, som vi (jeg) lynkøbte allerførst kom med en kronisk sygdom, som ville smitte videre hvis vi fik nye høns i flokken nu. Sky og Stormvind lever fint nok med det, og Ember er åbenbart immun. Det betyder ikke noget for deres æg, men det ville ikke føles ok at udsætte flere for smitten. Til gengæld er de simpelthen så tamme, faktisk nærmest kælehøner, så vi kommer aldrig til at nænne at slagte dem. Selv om de ikke engang er særligt flittige æglæggere.

Så det er så vores forsigtige tilbagevenden til landbrugslivet.

En tøvende begyndelse, der passer meget godt til alt det andet om fremtiden, som vi stadig forholder os tøvende til. Hvor skal vi slå rod? hvordan, hvornår? Vi ved det virkelig ikke, for der er så uendelig mange parametre i spil! Økonomi, børnene, både mit og hans, og deres andre forældre og skoler og transporttider og skovpriser og drømme og planer og og og og og …

Jeg ved noget. Noget, er jeg blevet klogere på i løbet af 2019. Eller klar til igen. Det er køkkenhaven og Bondsäter, den ‘første kærlighed’, som jeg havde så svært ved at forlade, at jeg ikke turde begynde forfra. Jeg tør godt nu. Jeg vil det. Igen. Jeg vil have en køkkenhave, men den skal også være en skovkøkkenhave. De dyrkningsprincipper kendte jeg ikke, men efter jeg begyndte at læse om dem, er der sket noget. Noget længsel, noget lyst. Nye drømme.

Alt med træer kræver tid. Tiden fra et træ begynder at spire, til det sætter frugt. Det er langtidsdyrkning, og jeg har lyst til det. At bo på jord, hvor jeg kan plante et træ og vide at jeg stadig er der, når det blomstrer for første gang.

Jeg ved ikke om det går så hurtigt. Eller rettere sagt, min erfaring siger mig at det ikke går hurtigt. Men i 2019 har jeg taget et første, vigtigt skridt. Jeg har solgt Jægerhytten. Mit lillebitte stykke himmel i Värmland. Det var ikke let. Selv om det hele tiden har føltes lettere surrealistisk at eje den plet jord, og der aldrig har været nogen speciel plan med det sted, så var det trods alt en slags tryghed. Et tilflugtssted hvis alt andet … brændte. Men hvis jeg for alvor vil kunne slå rod et sted, kræver det penge at investere og Jægerhytten bandt nogle penge, som kan gøre en stor forskel. Lille hytte, småpenge, sådan er det nok for nogen, men i min lilleput-økonomi er det vildt. Og spændende. Så spændende hvad der skal ske, hvornår, hvor og hvordan.

Som sagt; min erfaring siger mig at alt går langsommere end jeg tror og der er et væld af hensyn at tænke med, men.

Men.

I foråret 2019 såede jeg fire æblekerner. De stammer fra Bondsäter, fra en periode hvor drengen gemte kernerne, når han spiste et æble. Fordi vi skulle plante æbletræer, sagde han. Han var med så tit med i haven, så mig høste frø fra alt muligt andet, jeg syntes det var sødt. Ikke noget, vi for alvor skulle bruge, men sødt og jeg gemte dem. I kaffefiltre og med årstal på. Og glemte dem. Indtil jeg i foråret læste om skovkøkkenhaver. Om frøformering, grundstammer og podning. Om alt det, man skal vide og kunne, hvis man vil have en skovkøkkenhave. Mottoet for den bog, jeg læste, var:

‘Den bedste tid at anlægge en skovkøkkenhave var for 20 år siden. Den næstbedste er nu.’

Tiden, der går fra et frø fanges op som idé, til det modner. Længslen. Trangen til at gøre noget, noget konkret, med hænderne.

Jeg såede fire tilfældige æblekernefrø, der har som eneste sikre kvalitet at de findes som en god historie. Historien om Bondsäter, hvor drengen var lille og jeg lærte mig selv at kende igen, hvor vi blev friere og stærkere. To frø spirede, en lever stadig. Er blevet 15 centimeter høj og overvintrer netop nu i gangen. Spæde blade, spinkel kvist. Det første træ, jeg selv har sået.

Jeg håber at det æbletræ vokser sig så stort, at det vokser ud af krukker og skal plantes i jord, som det kan sætte dybe rødder i. Blive i. Jeg håber at jeg til den tid har fundet en plet jord, som vi også kan blive på. Der er valg at træffe, hvert tilvalg er også et fravalg, det er svimlende for en nutids individualist, men jeg tror jeg er klar, snart. I 2020 tror jeg at jeg bliver klar til at vide mere om min fremtid. Lidt, og lidt mere.