Yurteliv – en slags generalprøve på hverdag

I dag er det søndag, og det er helt tilfældigt, men meget passende, at det er den første dag i laaaang tid, hvor vi holder hviledag. Hele dagen! I morgen kører vi til Skåne, og når det bliver onsdag skal vi have nedmonteret hele det fundament, som Simons yurt stod på der. Gulvbrædder, isolering, bjælker og fliser. Det hele skal flyttes til Halland sammen med alle de nøddestokke, der skal blive min yurts vægge og tag.

Men i dag holder vi fri, og måske går vi faktisk en tur ud i skoven senere, men lige nu hygger vi os med hver vores fridags-syssel – hans er at løse komplicerede regnestykker, min er så at skrive her … hej nørdeliv!

Her er forresten et billede vi tog af os selv, efter en af de for tiden helt almindelige dage, hvor vi har arbejdet til vi segner & snakker sort af træthed, men stadig kan lide hinanden ret meget. Jeg er så glad for at det er ham, jeg lever det her liv med!

Tempoet er så højt, at jeg hele tiden er bagud med at fortælle om hvad vi laver – men så kan man heldigvis samle sammen, og fortælle om flere dage samtidig. I dag handler det om arbejdet med at vedligeholde yurten, så den kan blive ved med at være rar at bo i.

Udvendigt er yurten beklædt med stof, som er en blanding af polyester og bomuld, der er naturligt regntæt. Imellem træ-skelettet og yderstoffet er der normalt et lag uldisolering, men da vi satte yurten op efter flytningen, lod vi det være af, fordi taget trængte til at blive vasket indvendig. Fugt er yurtens akilleshæl nummer et, og der vil altid danne sig noget kondens på grund af de svingende temperaturer. Uldlaget er meget effektivt til at opsuge og afgive fugt, men efter to vintre var der alligevel kommet nogle kedelige skjolder rundt omkring. En eftermiddag på stiger og stoffet blev så fint som nyt igen.

Gulvet er helt nyt, og lige da vi lagde det på havde vi ikke tid til at behandle det, fordi yurten kom op netop som vores ferie med børnene begyndte. Nu er alle børn på ferie med deres andre forældre, og forleden ryddede vi gulvet – en halvdel af gangen – og gav det første sæbe-skure-behandling. Der er jo forskellige muligheder, når det kommer til gulve – men sæbeskuring har mange fordele, der passer til vores liv lige nu. Vigtigst er at vi kan vi bo i yurten imens! Vi skal gentage sæbeskuringen snart, to gange mere før brædderne er mættet med sæbe, men vi bestemmer selv hvornår, så det kan times med alle de andre projekter vi jonglerer med pt. Den anden helt store fordel er, at hver gang vi gør gulvet rent, så plejer vi samtidig behandlingen. Det kan jeg godt lide – og jeg kan lide at brædderne forbliver bløde og levende, og at det ikke kræver andet end brun sæbe og vand at komme i gang.

Nå ja, og så at flytte ALT i yurten, først til den ene side …

Så til den anden side …

Men gulvet blev så smukt!

Og heldigvis er det med at flytte ALT også noget nemmere, når tallerkner etc er minimeret til det, der kan stå på fem hylder:

Og når jakkerne hænger på selve væggen, og ikke behøver at flyttes for at man kan komme til gulvet:

Det her med at vi alle bor i Simons yurt indtil min er bygget, er selvfølgelig udfordrende for enspænder-forsamlingen, men for mig er det samtidig en slags generalprøve på yurte-hverdagen. Indtil nu har jeg jo haft et almindeligt hus som base. Et primitivt, gammelt og rimelig faldefærdigt hus, men trods alt et hus med flere adskilte rum og separat køkken. Simon har haft yurten som hjem i to år, så han er for længst vant til den livsstil – men for mig er det nyt. På den gode måde. Og så minder det mig om da jeg boede i min tipi, hvor jeg netop elskede det ved den, at jeg så tydeligt kunne høre skoven udenfor. Til forskel fra tipien, så er yurten heldigvis konstrueret sådan at den faktisk fungerer som helårsbolig – så jeg slipper for at blive tvunget ind i et hus igen når kulden kommer krybende.

Tænk at det her faktisk bliver ved, at mit liv nu er et yurteliv? Det er ret fantastisk.

I mens jeg skurede gulvet indenfor, gravede Simon et hul under yurten. Hullet forede han med en gammel voksdug, og så satte han en plastickasse derned. Det er vores nye køleskab. Der mangler kun et rigtigt yder-låg, det er fundet og rengjort, skal bare lige monteres. Men boksen fungerer – og det er dejligt igen at have en ost, der faktisk smager af ost og ikke af smeltet gummi.

Også i kategorien dejligt, var da jeg var færdig med at skure gulv og bare sad og så på mens Simon lavede mad.

Jeg siger det lige igen, jeg er så glad for at det er ham, jeg lever det her liv med!

Ps. Vi har jo også skaffet brænde til vinteren! Meget vigtig detalje at få med, nu jeg fortæller om hverdagslivet – og ideelt set får man styr på sit vinterbrænde allerede vinteren før, men der er vi så ikke, og heldigvis var der en lokal brændepusher, der havde noget tilovers til os, selv om vi er håbløst sent ude. Så indimellem alt muligt & mere har vi også stablet brænde. Og vi skal have bestilt lidt mere, så snart vi har tid til at stable igen. (Det skal i ly i stalden, men havde brug for at lufte lidt først, så kryds gerne fingre for mindst en tør uge eller to før efteråret sætter ind.)