Gradvis vil de mange hjem igen smelte sammen til et

Vi er i Skåne for at flytte det gulv, som Simons yurt stod på her. Vi sover i huset, som stadig står intakt med alle møbler. Drengens værelse er blevet opbevaringsrum for de ting der ikke skal flyttes, så længe Simons yurt er vores fælles base. Drengen har fået sit eget værelse inde i mine forældres hus.

Det er en underlig flytning. På en måde er vi hjemløse indtil den næste yurt er bygget, på en måde har vi tredoblet vores hjem. Firdoblet, jeg har jo også tipien slået op, der kan vi også vælge at sove.

Og huset står her, der er et godt stykke tid endnu til vi skal være helt ude. Huset står, og når man træder indenfor er det som om tiden har stået stille. Som om alt det, vi har nået i Halland er sket i et andet liv, en boble, uvirkeligt, fjernt.

Men lige udenfor husets dør findes tiden igen. Den findes som græsset, der er blevet meterhøjt, den findes som en summen af liv omkring blomster, der ikke fandtes sidst vi var her. Og tiden findes allermest massivt som træerne, der vokser sig ind på huset, støt og målrettet. Hønsehuset er næsten ædt allerede.

I morgen kommer en hel lille karavane af folk med trailere, der skal hjælpe os med at fragte gulvet og dets fundament plus alle de nøddestokke, som skal blive min yurts vægge og tag. Så flytter vi igen. Så flytter vi lidt mere. Gradvis vil de mange hjem igen smelte sammen til et, og det fine er at der er god tid til at vænne sig til det, både for mig og for huset og for alt det, der summer og vokser.

Video: Simon Bue