Det med de to halve hjem

Nu vil jeg forklare hvad jeg mener, når jeg skriver at vi i sidste uge flyttede to halve hjem. Fordi man kunne jo tænke, at et yurtegulv og nøddestokke til vægge og tag helt oplagt kunne samles til ét. Det var også den oprindelige plan.

Da vi for snart to måneder siden begyndte processen med at flytte Simons yurt fra Skåne til Halland, så havde vi mulighed for at placere den to forskellige steder. Mine forældres grund er formet som en stor, lidt uregelmæssig, trekant. Ca i midten ligger huset og de to staldbygninger, og rundt om dem ligger atelier, væksthus og jordkælder. Der går en skovvej gennem grunden vest for bygningerne, og på den anden side af vejen ligger et aflangt stykke. Det er blevet ryddet for store træer for et års tid siden, men har efterfølgende fået lov at vokse til igen, fordi det er det sted på grunden, som er mest afsides. Ligesom lidt tilovers.

Det var der, mine forældre foreslog at vi skulle sætte vores yurte op.

Men så er der spidsen af grunden, som ligger øst for bygningerne. Den skråner opad og er holdt så fint som en park, og man har den højeste himmel over sig. Og solnedgangen. Solnedgangen er så smuk der. Forførende, lokkende.

Dér ville vi bo. Der satte vi Simons yurt op, og det var planen at min skulle stå ved siden af.

IMG_1403

Men dagen efter Simons yurt var oppe, kom blæsten. Det skrev jeg om her. Og selvom stormstødene gik over tre dage senere, så er det som om det aldrig rigtig holdt op med at blæse igen. Men kun heroppe. Alt det, der giver skråningen dens høje himmel og smukke udsigt, gør også at der altid blæser.

Det er egentlig ikke fordi det er et problem for yurten, den er udviklet til at stå på stepper. Men det blev hurtigt et problem for mig. Jeg hader blæst. Jeg synes selv det lyder som noget, man ikke skal tage SÅ alvorligt, men det er et reelt problem. Alt muligt andet vejr har jeg det fint med at være udenfor i, bare ikke blæst. Vindens evindelige susen gør mig decideret vred, og jeg bliver stædigt, trodsigt, konsekvent inde.

Det er ikke sådan rigtig holdbart, når man nu netop har valgt at bo så småt som i en yurt, fordi udenfor skal være et rum, der bruges mindst lige så meget som det indenfor.

Vi har overvejet det meget, frem og tilbage, fordele og ulemper. Læhegn kunne være en løsning. Men så gik vi oftere og oftere ned til grunden på vestsiden af vejen. Jeg fik lyst til at anlægge en køkkenhave der. Jeg flyttede tipien derned. Vi kunne begge to virkelig godt lide at være der. Følelsen af at bo i en skov, som vi nød så meget i Skåne, den fik vi også her. Vi havde i begyndelsen modvilje mod den placering, fordi skovvejen er så tæt på, så vi besluttede at være dernede, mens biler kørte forbi for at mærke, hvordan det egentlig var. Problemet var bare at vi ventede og ventede, men der kommer jo stort set aldrig nogen biler. En søndag kom der tre biler i alt, det er fordi svenskerne kan lide at køre på søndagstur. Men det er også så vildt, det bliver. En af de lokale kører den ene vej om morgenen, og den anden om aftenen. I perioder kommer der tømmerbiler, så ryster hele grunden. Men sådan er det jo at bo i skoven, det er en del af hverdagen at skoven også er business for nogen, ellers ville den ikke være her.

Nå, enden på mange, lange, grundige overvejelser blev at vi nu gør det, som om noget er nomadisk. Efter knap to måneder på grunden, er det snart flyttetid for Simons yurt igen.

Lige nu forbereder vi flisefundamentet, derefter skal vi save de nye stammer op til stubbe i passende højde. Og så skal hele det fundament og gulv, som vi flyttede fra Skåne igen bære Simons yurt.

IMG_2452

Det nye fundament vi byggede oppe på skråningen, skal senere også flyttes derned og blive gulv under min yurt. Det var ikke planen, og det er der derfor jeg i forrige indlæg skrev at vi flyttede to halve hjem. Det betyder både at der bliver byttet rundt på gulvene og at vi skal lave fundament-arbejdet tre gange, i stedet for to. Til gengæld er vi ved at blive toptunede på processen, og har det ret sjovt imens. Især fordi: Ryggen har det bedre!

IMG_2382

Som en sidste lille detalje, før jeg går ud og fortsætter med at grave fliser ned, så vil jeg fortælle hvordan vi har fået de nye stammer. Mine forældre har haft stedet i over ti år, og har gennem tiden opbygget et netværk hvor de udveksler arbejdskraft med de lokale skovbønder. Nu er vi kommet med i puljen på den dejligste måde. Mens vi var i Skåne blev stammerne afleveret i vejkanten, og lørdag aften hjalp jeg til gengæld med hø-høsten. Det er ikke et regnskab, som så er afsluttet – det er simpelthen bare en stående mulighed for at bede om hjælp, når man har behov, og så får man det, man har brug for, hvis det ellers er muligt for de andre at levere.

Som man måske kan fornemme på billedet, havde jeg en fest med opgaven – jeg er jo vokset op på landet & havde hest, så det var nostalgisk på den bedste måde. Især fordi vi fik lov at sidde på hø-læsset, da det skulle køres til laden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s