Nå, men hvad skete der lige …

Hvordan kommer man i gang med at blogge igen, når man faktisk rigtig godt kan lide det, men der lige pludselig er gået et halvt år siden sidst?

Man går vist bare i gang.

Så det gør jeg. Og jeg kan passende begynde med et resumé over det sidste halve år, for der er sket virkelig meget …

August blev måneden, hvor Simons yurt endelig kom op på sin rigtige plads! Lige nu, hvor vi har ned til minus 18 grader om natten, er det svært at forstå – men dengang var der jo hedebølge. Hver dag i flere uger, stod vi op før klokken seks for at nå at arbejde før middagsheden smeltede os.

Vi gjorde det selvfølgelig heller ikke nemmere for os selv, ved at grave hver enkelt græstørv op med skovl og muskelkraft, men det betyder så meget for os at det foregår på den her måde.

Yurten er oprindelig en nomadisk boform, der slet ikke havde fundament, men bare stod på jorden, som eventuelt blev dækket med dyreskind. Når man rejste videre, kunne den plet jord, som man havde beboet igen vokse til og sporene langsomt udviskes.

Vi er trods alt så magelige at vi gerne vil gå på isoleret plankegulv, men det er dejligt at vide, at vi ikke har gravet mere end nødvendigt – og hvis yurten engang skal flyttes igen, kan de fliser, vi har brugt til at stabilisere og nivellere med, nemt fjernes igen. (Og hver møjsommeligt opgravet græstørv er desuden blevet lagt langs en sti, hvor de nu danner en lille vold, som der skal vokse bærbuske på.)

Vi er jo flyttet ind på et hjørne af mine forældres grund, og både de og en af deres gæster hjalp os så meget. På nederste billede til højre, er min far og Simon gulvlægger-team-pot-og-pande, på nederste til venstre, er min mor og gæsten Lena med hver sin trillebør et meget effektivt isolerings-transportbånd, mens jeg fik den bløde, barfodstjans med at lægge isoleringen på plads.

Og SÅ var vi endelig klar til skille flytte yurten ned fra engen og samle den igen! (Forklaringen på hvorfor den skulle flyttes kan man læse i forrige indlæg.)

Min mor, mig og Lena stod for at pille yurten fra hinanden – mens min far og Simon lavede de allersidste detaljer på yurtens gulv.

Og ja, selvfølgelig begyndte det at regne lige præcis på det allermest kritiske tidspunkt, hvor begge gulve var blotlagt. Fordi sådan er reglen, men derfor er vi også ret skarpe i lyntildækninger med kæmpe-presenninger.

Da regnen holdt op igen var det blevet eftermiddag, men vejrudsigten lovede kun mere regn de næste dage – så vi besluttede at sætte yurten op alligevel. Det tager bare et par timer, sagde jeg til vores hjælpere, for sådan huskede jeg bestemt at det var sidst vi satte den op. Og det gik også rimelig hurtigt med at få selve skelettet op – og se lige her, er der noget smukkere end et yurteskelet??

Men så begyndte det at gå langsommere, for jeg havde glemt den detalje, at vi ikke plejer at lægge uldisoleringen på samtidig med at vi sætter hele yurten op. At få tag-dugen (som er i ét, stort stykke) sat op, er i forvejen den absolut tungeste del af processen, og den blev ikke nemmere af at det skulle gøres uden at forrykke de to halvcirkler med uldisolering. Det nåede at blive mørkt før vi blev færdige, og min mor måtte komme os til undsætning med nogle lyskæder.

Først da vi vågnede næste morgen, kunne vi for første gang se yurten i den placering, som er den helt, helt rigtige. Det føltes som at komme hjem, simpelthen.

Nu har Simons yurt stået det rigtige sted i et halvt år, og følelsen af hjem er kun blevet stærkere. Vi er så småt i gang med at bygge skelettet til min yurt, men den heftige frost har sat tempoet lidt ned. Og netop det med vinter, var noget vi håbede ville blive anderledes når vi flyttede fra Skåne til Halland, så absolut ingen klager her, tværtimod!

Lige nu ser der sådan her ud omkring yurten:

Det sidste jeg gerne vil fortælle om august, handler om drengen og skolen. Jeg havde jo inden flytningen lavet den grundigste research, fordi han allerede har oplevet at skifte fra en skole med et ret barsk miljø til en, der var så god for ham. Jeg havde valgt den lille, lokale skole fra, fordi jeg mente at en lidt større ville give ham bedre muligheder for at passe ind. Det har været det absolut værste ved flytningen at han skulle skifte skole, og jeg håbede sådan at den nye skole ville være ok. Det var den ikke.

Billedet er taget i drengens første skoleuge, hvor jeg allerede mærkede at noget var helt, helt forkert, uden at kunne sætte fingeren på hvad. Midt i et byggehandels-besøg kom der det vildeste skybrud. Regn har altid været drengens ubetingede yndlingsvejr, og midt i det underlige blev jeg så glad for at han faktisk var glad for noget.

Men den første skoleuge var gennemført dårlig. Underlig stemning hele vejen igennem og en dreng, der skræmmende hurtigt krøllede sig sammen og blev skyggeagtig. Jeg havde nok givet det mere tid, hvis det ikke var på grund af to ting: For det første genkendte jeg det fra hans første skole, hvor jeg blev ved med at give tid og give tid langt ud over hvad der var i orden for drengen. For det andet stod hans klasselærer på parkeringspladsen fredag eftermiddag, klar til lige at fortælle alt hvad der var galt med min dreng og hvorfor det var hans egen skyld at han ikke fik nogen venner. Yes. Det gjorde hun. Hun opdagede ikke at han begyndte at græde, og hun blev kun mere aggressiv, da jeg meget klart sagde stop. Meget klart sagde jeg stop, og alligevel lykkedes det hende at holde mig fast i en samtale i en halv time! Jeg var så forskrækket bagefter, jeg var fuldstændig uforberedt på det.

Jeg bad selvfølgelig om et møde, så vi kunne rede det ud – og det møde ville hun da også gerne finde tid til, det kunne blive tre uger senere.

Drengen visnede, visnede, visnede, alle voksne omkring ham var forskrækkede over hvor hurtigt det gik.

To dage inde i den anden skoleuge stod jeg i den lokale skoles gård og var ærlig talt ikke særlig sammenhængende, men blev mødt så varmt og handlekraftigt af den mand, der nu er hans matematiklærer.

For det gik nemlig sådan, at drengen allerede halvanden uge efter skolestart skiftede skole igen. Nu går han i den virkelig lille lokale skole. Den er så lille at 3-6 klasse bliver undervist sammen, og så er de i alt 30 elever. Fagligt er den nye skole virkelig god, lærerne er overskudsagtige på superheltemåden – på trods af at landskolerne er kronisk udfordrede på ressourcer. Men han savner stadig sine venner i Skåne. Vi har været på besøg nogle gange, men corona har gjort det ekstra svært.

Av. Av for ham, av for at være den voksne, som som tager beslutninger, der har konsekvenser for et helt liv.

Og hvorfor fortæller jeg nu det. Det gør jeg, fordi jeg ved, at flere af jer, der læser med enten selv har taget nogle lidt drastiske livsvalg, eller drømmer om det. Og det er så vigtigt for mig at erfaringerne bliver delt, både de smukke og de barske. Jeg bor i Sverige, fordi landet er så stort og skovrigt at det giver mig muligheden for at bo på den måde, som jeg allerhelst vil. Men en del af præmissen er at Sverige er et land, der har skolepligt. ikke undervisningspligt, men skolepligt. Selvom jeg ikke har noget stort ønske om at hjemmeskole mit barn, så kan jeg godt forestille mig omstændigheder, hvor jeg ville synes at det var et fornuftigt alternativ til fx en lokal skole, der bare ikke duede for mit barn. Men den mulighed er på forhånd lukket.

Fordi mine livsvalg handler om at bo så langt ude i skoven som muligt, så primitivt som muligt, så billigt som muligt – så bliver konsekvensen at udvalget af skoler er begrænset. Der er grænser for hvor lang transporttiden til og fra skole kan være.

Jeg er afklaret omkring mine valg, jeg kan stå inde for dem. Men det er et vilkår, som jeg bruger MEGET tid på at overveje. For og imod, og især FOR HVEM er det for, og for hvem er det imod. Hvis alle fordelene kommer mig til gode, og alle ulemperne lander hos barnet – så duer det bare ikke.

Nu hvor vi bor som tætte naboer til mine forældre har vi fået en hel masse ‘for’ i form af fællesskab på kryds og tværs af generationer. Det vejer tungt for mig. Og den tid, jeg har herhjemme, som også betyder overskud til at være nærværende som mor. Jeg har så meget, jeg vil med det her liv, som også handler om hvad jeg vil give videre til ham. Sådan kan man også leve. At åbne det, som en mulighed – som han så i øvrigt kan vælge fra, når han selv bliver voksen.

Men hvis prisen for ham ville være en skole, hvor han visnede lidt hver dag, så ville jeg have et reelt problem, og jeg kan ikke afvise at jeg i det tilfælde ville vælge at flytte tættere på en by, måske ligefrem tilbage til et liv i lejlighed og med fuldstids arbejde på en helt anden måde.

Jeg havde lige nogle uger der i august, hvor jeg holdt vejret, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre.

Men. Det går godt. Den lokale skole er helt ok. Ikke perfekt, men ok. (Lærerne har superheltepower, siger jeg jo, det er faktisk ret fedt, de møder børnene med så meget entusiasme og omsorg og lige præcis de krav, som de har brug for. Fagligt kunne jeg ikke ønske mig mere! Det er det med vennerne, som vi indimellem sukker lidt over, men så er der også åbninger og alt er stadig nyt og, og, og). Den lokale skole er ok.

Så vi slipper for byretræten.

Pyha siger mig og katten!