Hverdagslængsel og hønseflytning

I dag vil jeg fortælle om september. En måned, hvor vi så småt kunne tage hul på nogle af de ting, der er del af den langsigtede drøm. For mig handler det meget om køkkenhave. Noget af det første jeg gjorde, var derfor at køre til Skåne og hente alle mine krydderurter – eller i hvert fald så mange, jeg kunne klemme ind i bilen.

Lige så snart beslutningen om at flytte yurten var taget, var jeg begyndt at afdække et område med pap og gammelt hø, der på længere sigt skal blive til en skovkøkkenhave. I år skal der lægges kartofler stort set over alt – til næste år kan lidt sjovere ting blive plantet. Krydderurterne fra haven i Skåne blev sat i en ring rundt om det område, der kommer til at ligge foran min yurt. Som kommer til at ligge lige ved siden af Simons yurt. Når altså vi har bygget den…

Men nu er jeg langt fremme, i dag gælder det jo bare september – og det næste, som skulle fikses, var endnu en ‘genbygnings-sag’. For selvfølgelig skulle hele hønsegården jo også flyttes med ned fra den vindblæste eng.

Det var heldigvis en af de mere overskuelige opgaver, især da vi fandt ud af at den midlertidige legehus-løsning fungerede godt nok til vores miniflok også for denne vinter. (Isoleret både indefra og udefra i takt med at kulden er blevet en del barskere end først forventet.)

Selve hønseflytningen foregik i mørket, med de halvsovende høns i papkasser, og hvor må det bare være bizart pludselig at vågne et helt nyt sted! De tog det fint, og den nye placering bød på mere skov og mere læ, lige som høns kan lide det.

Når jeg kigger på billederne fra september måned, er det første, der slår mig i det hele taget hvor frodigt alt er! Så grønt, så mange små træer med så mange blade. Nu, hvor alting har været dækket af sneens tætte tæppe i over en måned, er det virkelig svært at fatte at her bliver sådan igen. Men selvfølgelig gør der det, og hvis jeg skulle være i tvivl, så er lyden af tø-dryppende sne udenfor i dag en fin påmindelse. (Og jeg måtte lige afbryde skrivningen for at flytte bilen, som stod i risiko for at få et helt ladetags sne over sig.)

Men selvom det stadig var varmt, vidste vi godt at efteråret ville komme. Og vi vidste at det ville være urealistisk at nå at bygge min yurt før vinteren. Både fordi vi var blevet en måned forsinket af flytningen fra engen, og fordi hedebølgen havde gjort den proces ekstra sejlivet. Vi var møre! Vi savnede et liv, der ikke kun handlede om at bygge. Hverdag, simpelthen.

Mine forældre har en gammel campingvogn, der forlængst har kørt sin sidste tur, men som er så hyggeligt indrettet & malet. Den blev flyttet (se hvordan her) og fungerede hele efteråret og godt ind i vinteren som mit kontor i dagtimerne, og nogle gange som ekstra soveværelse. Drengen har sit eget værelse i mine forældres hus, og vi andre er også altid velkomne deroppe på små miniferier fra tiny-livet. På den måde har vi fået det til at fungere at vi alle tre bor i én yurt henover vinteren.

I campingvognen skulle jeg først og fremmest arbejde videre på den roman, som jeg er blevet ved med at tro var færdig NU, men så var den hele tiden alligevel ikke rigtig. Ikke rigtig rigtig. Ikke rigtig til at sætte fingeren på hvad der manglede, men noget …

Men jeg kunne også pakke alle mine materialer og redskaber til at lave håndlavede bøger ud – og det var et fantastisk gensyn med en kreativ proces, som jeg bare bliver gladere og gladere for.

Den første bog, som blev til i campingvognen var til mig selv. Eller til mig og drengen. Vi stiftede nemlig – meget formelt og højtideligt – vores helt egen skovskole. Lidt i protest mod at alt det med skoler var svært, og udenfor vores kontrol. Skovskolen bestemmer vi selv over og den har netop derfor virkelig få regler. Til gengæld har den sit eget sted ude i skoven, som er ægte magisk. For eksempel kunne vi overhovedet ikke finde det, anden gang vi skulle derop – selvom om det ligger ret tæt på og vi ledte i flere timer. Tredje dag var kattene med som vejviser, de vidste selvfølgelig udmærket hvor vi skulle hen.

At Skovskolen har en logbog, når nu det vigtigste ved den er at den er fri fra krav – det kan være lidt svært at forklare. Det er jo nok et temperaments-spørgsmål, hvordan det virker, men for mig har det med at skrive altid været forbundet med frihed. Om det så er genetisk arv eller prægning, så virker det i hvert fald også sådan for drengen. At fortælle historier til hinanden og sammen, har altid været vores ‘ting’, og så snart han lærte at læse og skrive, begyndte han også at lave sine egne, små bøger. Når vi går til Skovskolen har vi et tæppe med og hver vores termokop med kogt vand. Undervejs plukker vi hvad vi finder af blade, som egner sig til te – og når vi kommer frem, så fylder vi en side i logbogen ud. På en side er der fortrykt de her basale spørgsmål: Hvem er tilstede, hvordan er vejret, hvad har vi i teen den dag. Og så den sidste, mere åbne, ‘særligt’.

Det er en enkel ramme, vi bruger ikke lang tid på det – men fidusen er selve kontinuiteten. At vi sidder samme sted, at vi hver gang beskriver de samme ting, men påny. Gentagelse & variation. Jeg ved, jeg har sagt det mange gange før, men for mig findes magien netop i de små forskydninger, der uvægerligt sker, når vi er opmærksomme på det samme, men påny og igen.

Den anden side i logbogen er blank, og på den samlede og pressede vi i efteråret blade, efterhånden som de falmede og ændrede sig. Imens snakkede vi om hvilke træer, der voksede omkring os, om forskellene på bladene – i hvilket tempo de falmede, om de overhovedet faldt af etc. Nu hvor sneen ligger tungt, går vi sjældnere derop og bliver ikke så længe – men i efteråret blev vi nogle gange siddende længe efter at vi var færdige med det, der var defineret som ‘skole’. (Igen et temperaments-spørgsmål, men jeg har et barn, der ægte elsker skole-konceptet, noget jeg faktisk i en periode var lidt skeptisk overfor, fordi der hurtigt kan gå ret meget præstationsræs i alting. Så sidder jeg der som hippie-mor og prøver at skabe gode rammer for at vi bare lige er lidt i nuet – men who am I kidding, jeg er selv så indædt perfektionistisk og konkurrenceminded, så hvordan kan jeg forlange at han er fri af det? Well, vi øver os. Og imens har vi vores helt egen fest med at lære mere om træerne omkring os.)

Og: I efteråret skete det virkelig ofte at vi bare blev siddende. Sad i stilhed, faldt i staver. Var der. Bare var der. Indtil vi rejste os og gik hjem igen.

Skovskolen er lige så meget til for mig som for drengen. Det er en måde at holde mig selv fast på noget, som jeg virkelig tror på er vigtigt – men som har det med at blive væk i den hverdag, som på nogle måder er så skoveksotisk, men som skåret ind til benet handler om det samme, som hvis vi boede i en by:

Hvordan får vi råd til mad, tag over hovedet og forhåbentligt også en smule tid til overs til hvile?

Og her kommer de håndlavede bøger ind i billedet på en ny måde.

Det begyndte bare med at jeg pakkede ud – en hel masse rester af materialer, fra de kurser, som jeg holdt før pandemien lukkede alting ned. Rester, der bare havde ligget glemt på hylderne på mit kontor i Skåne. Men som her i den lillebitte campingvogn gjorde mere opmærksom på sig selv. Jeg fik en idé! Som jeg fortæller om i næste indlæg, der handler om hvad jeg lavede i oktober …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s