Hjertenød, bo med mig

Det allersidste der skete i oktober, var at vi plantede et træ. Et valnøddetræ, nej hjertenød, er det jo. Det skal jeg minde mig om, fordi det stadig er et lidt fremmed koncept for mig – men da jeg læste om muligheden for at have valnødder i Halland, var det denne sort, som virkede til at være det bedste kompromis mellem vinterhårdførhed og lækre nødder. I oktober var det stadig mildt, og heldigvis fortsatte det også ind i november. Så kom januar og februars isnende omslag, som har gjort det ekstra spændende om træet har overlevet.

Men i forhold til mine tidligere flytte-historier, og min langtrukne længsel efter en have, hvor det overhovedet giver mening at gøre noget så langsigtet som at plante et træ, der først giver afkast om 5-6 år, så var det en befrielse bare at kaste mig ud i det. Og jeg kan heller ikke afvise, at jeg til foråret henter det blommetræ, som allerede har været igennem én flytning. Noget med at samle mine rødder lidt, tror jeg. Noget symbolsk, som overhovedet ikke bliver anbefalet i nogle havedyrkningsmanualer, men altså, livet er jo bare heller ikke altid som en havedyrkningsmanual, vel?

I oktober fik den kommende skovkøkkenhave også en uventet sten-gave! Den oprindelige plan var bare at dække et område til med pap og halm, tilplante alt med kartofler til foråret, og så først til næste år begynde at anlægge egentlige bede.

Men mine forældres ombygning af baderummet i en af staldbygningerne, betød også en omlægning af elledninger, som betød opgravning af gårdspladsen = åbent stenbrud i nogle dage. En gave, som jeg skyndte mig at benytte mig af! Med en trillebør i pendulfart blev en drøm i mit hoved pludselig synlig for alle. Også hønsene, som ivrigt inspicerede de nye bedes kanter.

Da den første sne dækkede jorden, blev planen for skovkøkkenhaven næsten endnu tydeligere – som en skitse tegnet op med blyant på hvidt papir:

Men det første, der skete i oktober var noget helt andet – selvom det sådan set også var planterelateret. Jeg var nemlig på noget så eksotisk som et kursus! Før pandemien lukkede ned for stort set alt, var jeg godt i gang med at planlægge flere skovkurser selv. Nu ved jeg ikke hvornår det bliver muligt igen, og at jeg selv kunne komme afsted på kursus i oktober virker også lidt surrealistisk nu, hvor alt er blusset op igen. Men det kursus var sådan en gave af ny viden om planters evner til at afgive farver og mønstre. Jeg har skrevet lidt om kurset her, og jeg kan virkelig anbefale at man holder øje med de kurser som Sara Gade og Louise Midjord holder, både sammen og hver for sig.

Da jeg sluttede sidste indlæg, det der handlede om september, skrev jeg om mine håndlavede bøger. At jeg havde fået campingvognen som skrivested og pakkede papir & redskaber ud. Og fik en idé.

Jeg havde en del materialer liggende. Rester fra workshops og kurser, som normalt ville indgå de næste kurser. Jeg savner at undervise! Jeg har hele tiden ventet på at det værste skulle være forbi og man igen kan begynde at planlægge udadvendte aktiviteter. Jeg glæder mig stadig. Men i efteråret begyndte realiteterne at gå op for mig, også de økonomiske. Jeg ved ikke hvornår det igen bliver muligt at undervise i håndlavede bøger. Jeg kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente.

Hvis man følger med på Pote Produktions instagramkonto, ved man allerede at den idé, jeg fik i efteråret, sidenhen er vokset – men det begyndte helt simpelt med at jeg besluttede at bruge de materialer, jeg havde liggende. Lave notesbøger, gæstebøger, dagbøger – begynde uden de store investeringer, simpelthen for at undersøge om jeg kunne trives med at sælge håndlavede bøger i lidt større omfang, og om nogen ville købe dem. Jeg lavede et opslag på instagram, og min første bestilling blev en gæstebog.

Hjørnerne inde i bogen blev dekoreret med udklip fra gamle flora & fauna-bøger, selve omslaget blev lavet med inderpap fra en vinkarton, udskåret og beklædt med italiensk eco-papir.

Bogen blev syet sammen med hjemmespundet uldgarn efter den traditionelle metode Japansk Bogbinding. Som en sidste detalje fik den et udskåret pote-logo på bagsiden, til at matche den udskårne forside:

Så sådan gik oktober, og hvis det nu skulle summeres op, så må det jo være noget med en slags dobbeltbevægelse. Noget med at være nået til et sted, hvor jeg både kan slå rødder og lade nye skud spire frem på de stammer, der allerede er … sådan noget, noget plantepoetisk i hvert fald.