November begyndte med storm, som igen bekræftede at det var en god beslutning at flytte yurten væk fra den åbne eng og ned til det beskyttende skovbryn.
Hver gang det blæser, går vi op for at sikre os at mit fundament, som har fået lov at overvintre på engen, stadig er godt nok beskyttet.
Nu hvor det er blevet marts, er vi så småt begyndt at snakke om at pille det fra hinanden, og gå i gang med at flytte det ned ved siden af Simons yurt. Men så sner det fx igen i dag, så vi må vist holde os i skindet lidt endnu …
Det bliver virkelig dejligt, når vi får to hele yurte at boltre os i – og i november føltes plads-savnet lidt ekstra hårdt. Måske var det derfor at jeg blev akut draget mod den her minimalisme-udfordring, hvor man udvælger 10 stykker tøj, som så er de eneste man har at vælge imellem i 10 dage. Undertøj og strømper fraregnet! Det er en vigtig detalje at få med, ellers kan udfordringen godt blive lidt suspekt.
Jeg blev inspireret til udfordringen af fine Jane Ibsen Piper, hvis blog og facebookgruppe jeg i det hele taget kan anbefale at man følger med i. Og så dokumenterede jeg mine egne erfaringer undervejs på instagram, hvilket førte til at jeg opdagede hvor uvant jeg var med at fotografere mig selv i helfigur.
Det der med at posere, ikke, det er faktisk ikke nemt, nærmere akavet. Men i afslutningen af eksperimentet følte jeg for alvor at jeg fik et gennembrud, med det her all-in-på-uldundertøjs-foto:
Efter de første ti dage med udfordringen besluttede jeg at tage en omgang mere, hvilket førte til en helt uventet aha-oplevelse omkring hvor mange strømper og strømpebukser der egentlig gemte sig i min vasketøjskurv. Jeg har ikke skrevet mere om det, men faktisk er jeg endt med at gøre konceptet med at have ti stykker tøj fremme ad gangen til en helt fast rutine. Det egner sig simpelthen så godt både til yurtens tiny livsstil, og til mit eget tøj-temperament.
Nå, hvis det her indlæg skal nå at blive færdigt, så skal jeg vist til at skynde mig lidt. Jeg har ekstra travlt for tiden, fordi jeg er ved at gennemskrive min nye roman for aller-aller-sidste gang. Jeg har været i gang med ‘Når vi rejser til Mars’ i tre år og det svinger meget, hvor intensiv skriveprocessen er. I november var det meget intenst.
Mens drengen var på efterårsferie hos sin far, var Simon i Tyskland og lære hvordan man bygger den ring, der holder yurtens tag oppe. Det betød at jeg havde en hel, sjælden uge alene i yurten. Tiden alene tilbragte jeg (i uld-outfittet ovenover) med at skrive hele romanen igennem endnu en gang …
… men denne gang var gennemskrivningen anderledes, fordi jeg forinden simpelthen havde lavet en aftale med et forlag om udgivelsen!
Her er en meget glad fejrings-selfie fra den aften i slutningen af november, hvor aftalen var helt på plads:
I de her uger skriver jeg så det hele igennem igen, men denne gang er det vitterligt SIDSTE gang. Når jeg er færdig, så sender jeg manuskriptet til en korrekturlæser, og så … så skal jeg virkelig ikke ændre mere, men bare stole på at alt er som det skal være og glæde mig til at dele ordene med verden.
Det har jeg det enormt blandet med. Jeg har noget sidste-øjebliks-panik & tvivl, det indrømmer jeg gerne. Men erfaringen siger mig at det faktisk er en vigtig del af den sidste gennemskrivning. Den omhu, som jeg lægger i bogen nu, den er vigtig. Bogen bliver bedre.
(Og detaljerne omkring udgivelsen og (mikro)forlaget, og forklaringen på at jeg ikke udgiver selv denne gang, det skal jeg nok fortælle om senere, men det er først til efteråret bogen udkommer, så der er stadig god tid til det hele.)
Og NU skal jeg faktisk gå ud af døren, jeg skal hente drengen ved skolebussen. Om torsdagen går vi de to kilometer hjem, i dag bliver det åbenbart i snestorm. I går troede jeg vi var på vej mod forår, men sådan er der så meget man tror man ved.
I november troede vi fx slet ikke rigtig på at det ville blive vinter. Det regnede og regnede og regnede, så meget regnede det, at jeg skyndte mig at tage det her billede en dag med en sjælden solnedgang.
I campingvognen fortsatte notesbog-produktionen. Min oprindelige plan om at lave en bog ad gangen uden nogen større plan – den saboterede jeg selv, da jeg spontant opfandt tre adventskalendre med fire bøger i hver. På den måde er jeg god til at holde mig selv beskæftiget.
En af kalender-serierne fik et salt-tema:
Jeg laver stadig håndlavede notesbøger, faktisk er jeg lige nu i gang med noget stort & spændende. Ideen voksede lige så langsomt frem mens jeg arbejdede, der i november, som allerede virker så længe siden. Men sådan set var det jo nærmest i går, og lige om lidt er det virkelig forår.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 