I evigheder stod jeg og skar rådne stykker fra, mens jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke måtte være sammen med de andre

Jeg havde mareridt i nat. Hele natten drømte jeg at alle andre var samlet i et hus, men jeg skulle være alene i et andet, og jeg skrællede en rodfrugt, som var en mellemting mellem en kartoffel og en rødbede og en melon, og der blev ved med at være rådne områder, som jeg skulle skære fra. I evigheder stod jeg og skar rådne stykker fra, mens jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke måtte være sammen med de andre.

Det er meget kedeligt at høre om andres drømme. Det vil sige, der er to typer mennesker: Dem, der elsker at høre om andres drømme og dem, der synes det er det kedeligste i verden. Når jeg skriver om mit mareridt, ved jeg det og går i panik, fordi jeg ikke ved hvem af dem, der begyndte at læse, som nu holder op fordi jeg skriver om mit mareridt.

Jeg ved godt hvorfor jeg har det mareridt.

I går forsøgte jeg igen-igen at skrive et blogindlæg færdigt. Jeg gik jo i gang med den her grundige gennemgang af hver måned, siden jeg i sensommeren gik noget så eftertrykkeligt i stå med at skrive. Og så gik jeg noget så eftertrykkeligt i stå igen. Hele ugen har jeg forsøgt at skrive videre på en digtsamling, som jeg gik noget så eftertrykkeligt i stå med igen-igen for to år siden. Og jeg bliver ved med at ikke-skrive min roman færdig. Selv om den faktisk er antaget af et forlag og har fået en udgivelsesdato. Og nok egentlig er færdig. Jeg kan bare ikke lide det, at den er færdig.

Jeg kan ikke lide at jeg ikke ved, hvem der skal læse og hvad de synes. Hvem, der holder op med at læse. Hvem, der rynker på næsen. Hvem der sukker og himler med øjnene. Hvem, der keder sig. Hvem, der fniser fordi jeg er ufrivilligt sjov. Hvem, der synes jeg er for meget. Pinlig. Dum.

Det værste er at være dum, pinlig og for meget.

Hvis du ikke allerede har regnet det ud, så er det, jeg skriver nu en slags djævleuddrivelse. Nu tror jeg, at jeg kan overvinde min modstand mod at skrive noget færdigt, ved at skrive min største frygt her. Sige det højt.

(Og nu er jeg bange for at sige højt, at jeg virkelig tror på at det virker, fordi så er der helt sikkert nogen der: sukker, himler med øjnene, rynker på næsen.)

Her kommer et billede, fordi det er også vigtigt at man ikke skriver for langt, fordi folk kan ikke lide langt, og i øvrigt er der slet ikke nogen, der læser blogs længere.

Det er sandt. Jeg ved det og hvis du kigger dig lidt omkring i blogland, så vil du opdage at påfaldende mange af de store bloggere nærmest fra den ene dag til den anden er holdt op med at lave nye indlæg. Det er fordi læserne er faldet fra og når læserne falder fra, så vil sponsorerne ikke lægge sine penge der længere. Så vil de kun betale for kampagner de steder, hvor man faktisk kan fange og fastholde folks opmærksomhed længe nok til at trænge igennem med et budskab.

Nu kom jeg fra det med billedet, jeg finder noget som er smukt og rart at hvile øjet på:

Nej, jeg gider alligevel ikke, det bliver så sarkastisk-distancerende, og jeg mener slet ikke det.

Jeg ved ikke lige hvad jeg mener, jeg havde bare det her mareridt og jeg føler mig lidt ensom og selv om jeg ikke er det i hverdagen, så er jeg … arbejds-ensom. Altså, jeg er en forfatter, der ikke-udgiver. Jeg bliver ikke-læst fordi jeg ikke-skriver. Jeg skriver hele tiden. Og så gemmer jeg det væk. Så skriver jeg noget andet, som jeg viser frem. Så føler jeg mig ensom, fordi folk reagerer på det, jeg viser frem, men ikke det, jeg gemmer væk. Det er jo dumt. Det er objektivt set dumt, men det er jo bare fordi jeg er bange for at det, jeg virkelig mener er dumt.

Det dilemma. Ikke.

Og så det større dilemma. Pandemien, den er lidt svær for alle, og jeg synes hele tiden at jeg er meget privilegeret fordi jeg bor i en skov og har de vigtigste mennesker tæt på. Så jeg synes ikke jeg skal klage. Andre har det sværere.

Men i over et år har jeg ikke været ude, på den måde som er forfatterens måde at have kollegaer på. Min skrivegruppe kan ikke samles, jeg kan ikke holde workshops om at skrive eller sy bøger eller hugge med økse, hverken i min egen skov eller på biblioteker i danmark eller noget som helst. Jeg vidste ikke hvor vigtigt det var for mig. Jeg vidste ikke hvor meget af mit mod til at skrive, der bliver hentet fra de møder med mennesker, som jeg ikke kender på forhånd – men som jeg kender, fordi vi brænder for noget af det samme.

Jeg savner at møde mennesker, som jeg kender uden at kende.

Jeg savner at snakke med mennesker, om vigtige ting, som jeg nogle gange først ved er vigtige, når de bliver sagt højt til dem, i den glasklare tilstand af ukendthed, som gør en anden slags nærhed mulig.

Det er vildt svært at forklare.

Jeg kan ikke forklare det bedre.

Der kommer ikke noget smukt billede at hvile øjet i.

(Jeg skynder mig at udgive dette, før mareridtet slipper sit tag i mig og trangen til at gemme mig bliver større end frygten for at blive væk.)