Det er tre år og otte måneder siden jeg skrev de første ord

… og om en måned udkommer min nye roman ‘Når vi rejser til Mars’. Nu er den endegyldt ude af mine hænder, på vej til tryk, den udkommer i oktober, snart kender jeg datoen. I tre år og otte måneder er alt, jeg har læst og set og tænkt potentielt blevet del af den bog. Jeg har læst og set og tænkt med den bog som prisme, min tryllekugle at skabe mening med, den lygte, der har givet mig mod til at gå ad ukendte stier.

Nu skal vi skilles. Det er ikke helt rigtigt, men det er alligevel sådan det føles. Nu står ordene fast, og jeg skal stole på at de blev rigtige – og jeg skal acceptere at jeg selv går videre, og måske finder ud af nye ting, som ikke bliver del af den bog.

Nu skal jeg ikke længere skrive bogen, nu skal jeg fortælle om bogen. Forklare hvad det er, jeg har levet med og lavet.

Det er svært.

Altså, jeg mener, jeg har selv gjort det svært.

Jeg har skrevet en bog, der forsøger at rumme alt. Alt. Fordi jeg oprigtigt mener at alt er filtret sammen, og at meningen ville forsvinde, hvis jeg gjorde det enklere.

Ok, så i bogen er der: fakta om rumfart, om Mars og om kroppens fysiologiske ændringer i rummet, men også fakta om de uforudsete konsekvenser af landbrug, om ejendomsret og værdispekulation og hvordan det snævrer mulighedsfeltet ind, men også fakta om spædbørns tilknytning til de voksne, der passer på dem, men også overvejelser om hvordan de større strukturer vi vokser ind i påvirker menneskers generelle evne til overhovedet at vise omsorg. Menneskers tilknytningsforstyrrelse til selve den planet, vi lever på og af, men sjældent rigtigt med. Det har jeg skrevet om, det handler bogen om.

Men så handler den også om Laura, som er mor til Bea. Det er en roman om et enkelt menneskes forsøg på at leve et liv, der stille og roligt er i overensstemmelse med hendes værdier.

Det går ikke skidegodt med det. Laura er god til at lave storslåede planer, mindre god til faktisk at gøre det, hun beslutter sig for.

Og så er der alt det i bogen, som hverken er fakta eller fiktive personers historier, for jeg har også skrevet noget, som er en slags poetiske monologer. Jordens stemme, solens stemme, støvets stemme, den rådnende blommes stemme.

Det er også bogen. Ikke en del af bogen, men selve bogen. Bogen er, at det hele hænger sammen og er sammenhængende, netop sådan som jeg synes livet er. Det har altid været min drivkraft som skrivende, at jeg så gerne vil udvide mulighedsrummet for liv – og så duer det jo ikke at man begynder med at skære noget fra, for at gøre skrive- og læseoplevelsen mere overskuelig.

Jeg har skrevet lige præcis den bog, som jeg allerhelst ville skrive. Jeg er lige præcis så glad og stolt, som jeg synes man skal være, når man beder andre om at læse noget, man har skrevet. Så det her er ikke egentlig et problem, mere en beskrivelse af hvor skræmmende den bevægelse, jeg lige nu står i, er. Jeg skal skilles fra den del af processen, hvor bogen og mig er i symbiose, fri fra andres blik. Jeg skal slippe mine egne ideer om hvordan bogen er, jeg ved ikke hvordan andre kommer til at læse den. Men jeg skal opfinde nogle ord rundt om den, som forhåbentlig vil gøre at flere får lyst til at åbne den.

Så det er jeg i gang med. Tror nok der skal nogle forsøg til før det bliver rigtigt (dvs ikke en hel lille roman i sig selv).

Foto: Simon Bue Schrøder

2 Comments

  1. En bog, en fortælling der forsøger at omfatte SÅ meget kan du være vis på, at jeg vil læse. Hver enkelt af os har jo et liv, der omfatter ALT (hvad vi få øje på).

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s