Mit hjerteblod på hverdagspapir

Jeg afbarker nøddestokke til mit yurtetag, i dag arbejder jeg inde fordi vejret er sådan. Rusk og regn og stormstød. Mens jeg ser barken falde i flager, arbejder jeg indvendigt med den nyhed, jeg fik i går: Nu er der papirmangel i verden (coronakonsekvens), derfor kan ‘Når vi rejser til Mars’ ikke trykkes med den normale tykkelse papir. I stedet bliver det tyndere, 80g, som er ligesom det kopipapir vi bruger til alt muligt hver dag.

Hverdagspapir.

Men min bog, mit hjerteblod, min dyrebare skat, alle de ord jeg har finpudset i årevis!!! Sådan skulle det jo ikke være, det skulle være tykt og andægtigt at bladre sig igennem!

Jeg er ked af det. Ægte trist. Samtidig ser jeg det udefra, pinligt bevidst om hvor småt det er i det store hele. Og paradoksalt – når jeg tænker på ordene i min bog, der netop er båret af en længsel efter at leve mere nænsomt og med respekt overfor naturens ressourcer. Og mit eget hverdagsliv. At jeg netop nu står og møjsommeligt afbarker tagstok for tagstok, høstet lokalt, mine hænder som eneste maskine, fordi jeg tror på det. Tror på mindre, på nærmere, på langsommere.

Egentlig er masseproduktion af bøger slet ikke noget, jeg går ind for.

Der er en grund til at jeg syr bøger selv og fuldblods elsker mine fra min-hånd-til-læseren-pote-udgivelser.

Men. For der er altid et men.

Det første ‘men’ er at jeg oprigtigt håber at ordene i min nye roman når frem til flere, fordi jeg har et budskab, som jeg gerne vil dele. Et budskab om langsom nærhed & nænsomhed.

Det andet ‘men’ er mere lavpraktisk. I foråret eksperimenterede jeg med at lave papir selv. Af savsmuld, men også af bark fra de her nøddestokke til yurten. Og ved du hvad jeg fandt ud af? Hjemmelavet papir er noget svineri. Dvs genbrugspapir er ok, men med begrænset funktionalitet. Det smukke, hvide du finder på insta-profiler er stort set altid lavet med færdigkøbt, maskinfremstillet masse. Eller, hvis det faktisk er lavet helt fra bunden, så opstår der i processen et spildprodukt, sort vand, kaldes det. Det er træets lignin, der med kemi skal udskilles for at cellulosefibrene kan klistre sammen til ark.

Og hvor skal det sorte vand så hen, når man gør-det-selv derhjemme?

Jeg stoppede mine eksperimenter der. Dér, da jeg opdagede at de store papirfabrikker faktisk (måske mere pga lovgivning end idealisme,) har fundet en løsning, som jeg ikke kunne efterligne godt nok. De har med årene udviklet et lukket system, hvor spildevandet slet ikke ledes ud, men filtreres og genanvendes.

Jeg siger ikke det er perfekt, det er ingenting og slet ikke store systemer. Men papirfabrikker sviner faktisk mindre end jeg ville gøre, hvis jeg fortsatte min papirproduktion.

Så, sådan er alting så komplekst.

Det siger jeg til mine følelser, som vænner sig til tanken snit for snit.

Og min bog har jo de samme ord uanset, det er egentlig kun hænderne, der skal holde om noget lidt mere skrøbeligt. Hvilket vel dybest set giver mening på sin egen poetiske måde?

Ps. Jeg har (selvfølgelig) også et nyt, kemifrit papirmasse-eksperiment, som jeg glæder mig sådan til at teste på den anden side af yurtebyggeriet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s