Jeg kan huske hvordan jeg længtes efter at der skulle komme blade på træerne. I evigheder ventede jeg, og det gjorde nærmest fysisk ondt at kigge på de nøgne, ens-sorte grene dag efter dag, mens min kalenderhjerne råbte APRIL! April er for fanden da en forårsmåned!!
Nu er det efterår, og jeg kan ikke helt huske at det var sommer?
Det er selvfølgelig fordi jeg brugte det meste af den på at lave drastiske, omfattende ændringer i den roman, jeg ellers troede var færdig. Kamikaze-redigering, det er en ting. Jeg fortryder intet, bogen VAR ikke færdig, det VAR nødvendigt & slutningen er tusind procent bedre, men … sommeren?
Jeg tror den var her, men jeg missede den ligesom, og nu er efteråret ovenikøbet et af dem, som suser forbi.
Fordi årstiderne skifter altid på nye måder, bladene skifter farve og falder af, ja, men: de kan falme så langsomt at alle nuancer får uger at findes i, så kroppen kan suge det ind og forstå at en ny tid er på vej. Det er rart. Men det kan også ske at tidlig frost gør bladene sorte og sprøde, før de bliver røde. Eller tre dages kraftig blæst kan pille de fleste ned, før man rigtig har set sig mæt.
Det sidste er sket her, og jeg arbejder lige lidt med tempoet, at det gik så hurtigt? Næste år! Næste år skal jeg selv være langsommere, så jeg når at få det hele med, det lover jeg mig selv.
Igen.
Igen.
Og hvem ved, måske bliver det næste år at det faktisk lykkes?
Maja Elverkilde // Pote Produktion 