Det er nok noget af det, jeg har drømt om mest, uden selv at vide det. I hvert fald hvis man skal dømme efter min reaktion, da jeg hørte fra forlaget, at de havde bedt om bøger til panelet.
Shit altså, tænk at min baby/bog skal dissekeres af fem så kompetente læsere!!! Nu jeg skriver det, så burde jeg vel egentlig være panisk i stedet for jublende? Hm, det bliver jeg sikkert også når det nærmer sig …
Hvis du ikke allerede kender til Kritikersalon, så er konceptet helt enkelt at et panel på 3 faste kritikere plus 2 gæster sammen diskuterer to udvalgte bøger. Det foregår i Møllegades Boghandel (på Nørrebro), onsdag d. 3. november kl. 18:30 – og aftenens anden bog er ‘Lysets Jord’ skrevet af Rolf Sparre Johansson.
Jeg kan desværre ikke selv være der, fordi jeg holder foredrag i Viborg samme aften (og ved heller ikke om jeg turde, når det kommer til stykket.) Men det bliver optaget som podcast også, så man kan høre det bagefter.
