4 :: Materiale, der slynges ud fra de indre dele af skyen, strømmer ud og danner nye, men mindre, fortætninger.
FJERDE HANDLING: Gå og saml noget op, som du kan sætte fast i dit hår (fx fjer, blomster, blade). Find et sted, hvor der vokser strå og sæt dig ned. Pluk fire strå og vikl dem om dine håndled og ankler, træk derefter et femte strå igennem de fire løkker. Sid og vær samlet, forbundet, fæstnet i alle yderled. Sid og vid at du selv har valgt at binde dig fast, at dette er undtagelsen, mærk at du er et væsen, som kan flytte sig frit omkring på Jorden. Sid, til du ikke vil sidde mere, tag tingene ud af håret og sæt dem fast i jorden, der hvor du sad. Eller lad dem være til de selv falder ud.
Indendørs-variation: Gå og saml noget op, som du kan sætte fast i dit hår (fx organiske ting som kviste fra krydderier, stilke fra grøntsager i dit køleskab, blomster eller blade fra potteplanter, men det kan også være det modsatte, fx plastic eller metal, smykker eller pynt i dit hjem, legetøj fra børnenes værelse). Find noget snor (fx et garnnøgle, sytråd, snørebånd fra sko) og sæt dig ned et sted, hvor du kan binde dig fast til noget tungt (fx en radiator, spisebordet eller sofaens ben). Klip fire stykker snor og vikl dem om dine håndled og ankler, træk derefter et femte stykke snor igennem de fire løkker og bind det bagefter fast til det møbel, du har valgt.
Sid og vær samlet, forbundet, fæstnet i alle yderled.
Sid og vid at du selv har valgt at binde dig fast, at dette er undtagelsen, mærk at du er et væsen, som kan flytte sig frit omkring på Jorden.
Sid, til du ikke vil sidde mere, tag tingene ud af håret og læg dem på gulvet, der hvor du sad. Eller lad dem være i håret til de selv falder ud.
(Dette er fjerde låge i min naturtilknytnings-julekalender, læs mere om baggrunden her.)