Længslen adskiller sig jo fra savnet ved netop at være diffust, det kan ikke opfyldes af en person eller en ting, men er dybere og måske kun mulig at få tilfredsstillet i korte øjeblikke af NÆRVÆR, som adskiller sig fra nærhed ved ikke at være rettet mod noget specifikt, men mod verden, træerne, bænkebideren, stenen på marken, mennesket på den anden side af skærmen. Lige nu, hvor vi er så langt fra hinanden helt fysisk er min længsel nødt til at få afløb som savn, jeg kalder længslen ved navn: hej lille sehnsucht, vil du med ud at smutte sten på søen. Og så står vi der – VI – mig og længslen, og kaster i blinde og håber at ramme noget blødt. Plop. Eller jeg pakker et blad fra en sukkulent ind i køkkenrulle og lægger det i en tændstikæske (af de store) og skriver “til R – med kærlighed” og giver den til R. Det hjælper mig at give, længslen er ikke altid et underskud men også et overskud, kærlighed der mangler plads.
Louise Juhl Dalsgaard
Jeg drikker en kop kaffe/the i mit træ hver dag – det er egentlig en forvokset busk – ofte kommer katten og kravler op i træet til mig, så sidder vi der og kikker, lytter, indånder frisk luft og mærker træets former, indtil jeg får ondt i røven eller bliver kold
Merete Kann Abildgaard
Marinerer i længslen, koger i den, sylter i den og pønser diskret på hvornår muligheden for den illusioriske lykke mon er klar til at blive angrebet. Jeg ser mig selv som en alligator i vandskorpen på den måde. Siden jeg var lille har jeg haft tilbagevendende syner af mig selv i en skov, i et lille hus, bare mig og en gråpapegøje og en schæferhund. Jeg ved ikke hvorfor. Måske venter det.
Katinka My Artemis Jones
I de sidste sytten dage, er der hver dag beskrevet en handling, som jeg har opfundet. En handling, som jeg selv har haft brug for, for at overvinde en modstand, jeg er stødt på i mig selv. Det er en lang historie. Nu prøver jeg at gøre den kort: Jeg har gennem hele mit liv oplevet en diffus længsel efter at være mere forbundet med alt – og en lige så diffus modstand. Kontroltabet i forsøget på ren væren, den ambivalens som alting fylder mig med, så god jeg er til at tvivle og så svært det er at lade være …
Handlingerne har været en åbning for mig, derfor vil jeg gerne dele dem med andre. Andre der længes på den måde, diffust. Fordi jeg er jo netop ikke alene. Og netop fordi jeg ikke er alene, fortsætter kalenderen de næste dage med forskellige menneskers forskellige svar på samme spørgsmål: Hvad stiller vi op med den diffuse længsel? Helt konkret, hvad gør vi med vores krop i den tilstand?
(Dette er attende låge i min naturtilknytnings-julekalender – læs mere om baggrunden her.)
Maja Elverkilde // Pote Produktion 