Jeg søger altid naturen og bliver altid skuffet over, at mine indre billeder af ro og min længsel efter at blive favnet ikke bliver virkeliggjort. Der er altid for koldt eller for varmt, myg, fluer, træerne er ligesom rygvendte eller for få, fuglenes lyde er ikke helt autentiske, eller vinden går i øjnene. Naturen er for mig bedst forestillet. Så er kronerne store og susende, man er alene, luften er sød og blid, havet høres og glimter mellem stammerne, man er på vej til at møde sin(e) elskede, og alt gør sit bedste. Kun få gange har jeg haft sådan en oplevelse, senest i en lille skov ved Nysted Strand Camping, hvor bunden var fyld af hvide og lyseblå blomster, solen glimtede mellem stammerne, min hud var salt af havbad – og det bedste – kronerne brummede af biernes liv. En skov med sit eget soundtrack! Det var fantastisk.
Christine Lind Ditlevsen
Jeg øver mig i at sidde og bare glo. Følge et blad. Jeg er rastløs. Det er ikke let. Jeg leder efter åbninger og leder for hårdt.
Mai Misfeldt
Jeg fornemmer ikke, at jeg længes, eller savner, eller hvad det nu er, jeg måske mangler i det følelsesregister. Jeg plejer at tilstræbe følelsen af, at være tilstede i nuet. Ofte sidder jeg bare, sidder og lytter, dufter og nogle gange smager, men det er mest om sommeren. En af mine yndlingsspladser er søen i skoven. Her kan jeg sidde og nyde, være, opleve sindsroen. At samle en håndfuld mos, jord, visne blade, grankviste osv. og med lukkede øjnene indsnuse hvad skoven og dens fundament dufter af. Jeg lytter efter fjerne lyde, så nære. Jeg vender den ene side af ansigtet mod vinden, så den anden og føler hvad der hænder i min hud, i mine næsebor, i mit øre. Det hele handler om nuets påvirkning af mine sanser. Vinden, der kruser vandoverfladen, der får de tynde grene, blade eller græs og strå til, at danse. Jeg er sikker på, at de træer jeg krammer, føler mig, som jeg føler dem, indsnuser deres duft, føler deres “hud”. Skoven er måske min form for længselsskaber. Det er ihvertfald den der trækker i mig, fører mig steder hen, skaber sinds- stemninger og -oplevelser i nuet, for kun nuet er vort. Så hvorfor ikke fylde det med intens indre ro og oplevelser.
Michael Roer
I de første sytten dage, er der hver dag beskrevet en handling, som jeg har opfundet. En handling, som jeg selv har haft brug for, for at overvinde en modstand, jeg er stødt på i mig selv. Det er en lang historie. Nu prøver jeg at gøre den kort: Jeg har gennem hele mit liv oplevet en diffus længsel efter at være mere forbundet med alt – og en lige så diffus modstand. Kontroltabet i forsøget på ren væren, den ambivalens som alting fylder mig med, så god jeg er til at tvivle og så svært det er at lade være …
Handlingerne har været en åbning for mig, derfor vil jeg gerne dele dem med andre. Andre der længes på den måde, diffust. Fordi jeg er jo netop ikke alene. Og netop fordi jeg ikke er alene, fortsætter kalenderen de næste dage med forskellige menneskers forskellige svar på samme spørgsmål: Hvad stiller vi op med den diffuse længsel? Helt konkret, hvad gør vi med vores krop i den tilstand?
(Dette er nittende låge i min naturtilknytnings-julekalender – læs mere om baggrunden her.)
Maja Elverkilde // Pote Produktion 