20 :: bare at stirre og glædes (kor tre)

Jeg går med min hund, som undervejs erindrer mig om at glemme i går og i morgen og for et øjeblik siden. Og så er jeg der bare, ligesom ham.

Og jeg fluefisker. Helt optaget af fluens flugt i luften, det perfekte kast, og fluens vej i vandet, fiskens færd på vej op, og fiskens bid, hvis den hopper på min påstand, at fluen er levende og spiselig. Og alt imens fortoner alle bekymringer og ærgrelser sig.

Per Lau Jensen

Jeg har en ting, jeg gør – jeg ved ikke, om det er sådan noget, du mener – men når jeg er i sådan en diffus tilstand, ikke rigtig lyst til noget, men længes måske efter noget, som jeg ikke ved, hvad er, måske føler jeg endda meningsløshed, eller noget helt anden.

Så forbinder jeg mig med min krop, mig selv, og mig og min krop med omgivelserne.

Det kan være indendørs eller udendørs, det er lige meget.

Jeg starter bare lige der, hvor jeg er; samler karamelpapiret op fra gulvet, går hen til skraldespanden og putter papiret i. Måske skraldespanden trænger til at blive tømt, så går jeg ud med den, og ved skraldestativet ser jeg måske en lille blomst, som jeg plukker og går så ind og sætter den i vase, tager vasen i skabet, hælder vand i, sætter blomsten i vand, finder en plads til den, der står måske et lys på bordet, som jeg tænder, eller…

Det kan være tusind ting, man gør, men pointen er at være tilstede lige her og forbinde sig med sig selv, det fysiske, omgivelserne inde eller ude. Og at man starter præcis der, hvor man er, med det man opdager, og handlingerne sker af sig selv fra sted til sted, uden at tænke, blot være med det, der sker.

Og vupti, ofte oplever jeg at blive levende og opmærksom på ret kort tid.

Vibeke

For mig er det altid værst omkring marts måned, hvor jeg længes sådan efter lyset og efter at være ude. Men alt falder mere til ro efter 1 april, hvor der bliver tændt for vandet i min nordsjællandske haveforening, der ligger på en mark mellem Esrum Sø, Gribskov og Hornbæk. De mange måneder jeg kan være deroppe hen over forår og sommer, gør mig uendeligt godt, for der kan jeg netop bare være. Tale med mit solsortepar, som har boet i haven i årevis, følge græssets væskt, knoppernes daglige bevægelser og vækst på træer og buske, høre dueparret i den gamle tuja, følge gæssenes flugt over himlen, lyset, skyerne, stjernerne. Der er så meget tid, der går med bare at stirre og glædes.

Henriette Rostrup

I de første sytten dage, er der hver dag beskrevet en handling, som jeg har opfundet. En handling, som jeg selv har haft brug for, for at overvinde en modstand, jeg er stødt på i mig selv. Det er en lang historie. Nu prøver jeg at gøre den kort: Jeg har gennem hele mit liv oplevet en diffus længsel efter at være mere forbundet med alt – og en lige så diffus modstand. Kontroltabet i forsøget på ren væren, den ambivalens som alting fylder mig med, så god jeg er til at tvivle og så svært det er at lade være …

Handlingerne har været en åbning for mig, derfor vil jeg gerne dele dem med andre. Andre der længes på den måde, diffust. Fordi jeg er jo netop ikke alene. Og netop fordi jeg ikke er alene, fortsætter kalenderen de næste dage med forskellige menneskers forskellige svar på samme spørgsmål: Hvad stiller vi op med den diffuse længsel? Helt konkret, hvad gør vi med vores krop i den tilstand?

(Dette er tyvende, og dermed næstsidste, låge i min naturtilknytnings-julekalender – læs mere om baggrunden her.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s