Og jeg har altid keeeedet mig i byen. Ud på landet med alle dyr og træer. Der hvor mørket er om aftenen. Og stilheden. Når man har dyr gør det sig selv hvad man skal gøre. Det har jeg altid elsket. Forresten… Har du tænkt på hvor meget det ikke er man kan høre når man kommer ud af skoven. Jeg tog mig selv i at blive vældig frustreret da jeg kom tilbage til byen efter nogle dage i skoven ved søen. Jeg kunne simpelthen ikke høre de små ting. De druknede i den ligegyldige støj.
Lisa Ahlgren
Jeg går med min hund, som undervejs erindrer mig om at glemme i går og i morgen og for et øjeblik siden. Og så er jeg der bare, ligesom ham.
Og jeg fluefisker. Helt optaget af fluens flugt i luften, det perfekte kast, og fluens vej i vandet, fiskens færd på vej op, og fiskens bid, hvis den hopper på min påstand, at fluen er levende og spiselig. Og alt imens fortoner alle bekymringer og ærgrelser sig.
Per Lau Jensen
For mig er det altid værst omkring marts måned, hvor jeg længes sådan efter lyset og efter at være ude. Men alt falder mere til ro efter 1 april, hvor der bliver tændt for vandet i min nordsjællandske haveforening, der ligger på en mark mellem Esrum Sø, Gribskov og Hornbæk. De mange måneder jeg kan være deroppe hen over forår og sommer, gør mig uendeligt godt, for der kan jeg netop bare være. Tale med mit solsortepar, som har boet i haven i årevis, følge græssets væskt, knoppernes daglige bevægelser og vækst på træer og buske, høre dueparret i den gamle tuja, følge gæssenes flugt over himlen, lyset, skyerne, stjernerne. Der er så meget tid, der går med bare at stirre og glædes.
Henriette Rostrup
I de første sytten dage, er der hver dag beskrevet en handling, som jeg har opfundet. En handling, som jeg selv har haft brug for, for at overvinde en modstand, jeg er stødt på i mig selv. Det er en lang historie. Nu prøver jeg at gøre den kort: Jeg har gennem hele mit liv oplevet en diffus længsel efter at være mere forbundet med alt – og en lige så diffus modstand. Kontroltabet i forsøget på ren væren, den ambivalens som alting fylder mig med, så god jeg er til at tvivle og så svært det er at lade være …
Handlingerne har været en åbning for mig, derfor vil jeg gerne dele dem med andre. Andre der længes på den måde, diffust. Fordi jeg er jo netop ikke alene. Og netop fordi jeg ikke er alene, fortsætter kalenderen de næste dage med forskellige menneskers forskellige svar på samme spørgsmål: Hvad stiller vi op med den diffuse længsel? Helt konkret, hvad gør vi med vores krop i den tilstand?
(Dette er tyvende, og dermed næstsidste, låge i min naturtilknytnings-julekalender – læs mere om baggrunden her.)
Maja Elverkilde // Pote Produktion 