21 :: kuldelyst

I går morges nåede jeg at skrive dette: Om præcis en halv time går jeg udenfor. Jeg tager det sidste af morgenens kaffe med i en termokop og et lammeskind med at sidde på. Jeg sætter mig på en sten, og faktisk tror jeg, at jeg kommer til at se solen stå op i år. Det er en af undtagelserne i år, men bare en, fordi det er nemlig blevet min regel for denne dags fejring. Den må ikke stivne.

At fejre vintersolhverv er for mig dette: At vide, at dagene i en tid er blevet kortere, og at de nu vil blive længere, indtil de igen vil blive kortere. At vide, at det er i den rytme, min krop er blevet til og findes, indtil den ikke findes længere.

Hver eneste gang jeg stopper op og bruger de her jævndøgn, så bliver jeg samtidig forstyrret af netop den tidsudmåling, vi lever efter. Jeg har datoer og klokkeslæt som fortæller mig at det er NU det sker, og på den ene side værdsætter jeg netop den mulighed for at sidde ude NU og vide, at solen står op NU og at det er NU årets korteste dag begynder. På den anden side … ville jeg ønske, at jeg ikke vidste det. Jeg ville ønske, at jeg vidste noget andet. Jeg ville gerne vågne hver dag og på en mere organisk måde mærke dagene blive kortere. Jeg ville gerne have muligheden for at lade mine dages rytme følge årstidernes skiften, sådan at alting blev langsommere, mere indesluttet, hule, hi, dvale. Indtil lyset ude lokkede og dagene gradvis blev små eksplosioner af fart og lyst.

Sådan er det ikke. Sådan er jeg ikke, sådan er mit liv ikke, sådan er alt omkring mig ikke.

Og jeg er pragmatisk anlagt. Jeg bruger, hvad jeg har. Nu har jeg en dato og et klokkeslæt og om ikke andet, så har det sin egen tilfredsstillelse at ære den viden, at det er NU.

I dag er himlen frostspændt rispende klar. Jeg tror, jeg kommer til at se solen stå, og de fleste år er der bare overskyet heldagsgråt. Visheden om solhvervs-solsynet er sjældent for netop denne dag er også både fin og tankevækkende.

Hvorfor kan vi mennesker så bedst lide undtagelsen, når livet nu består af cirkler, der griber ind i sig selv og hinanden igen og igen og igen?

Nu vil jeg ikke skrive mere om det. Nu vil jeg skynde mig at fortælle om den dag, der venter. Om sytten minutter sidder jeg ude, inden da skal jeg nå at lukke hønsene ud og hælde kogende vand over deres frosne vandbeholder. Der var minus ni grader ude i nat. Vi bor i et telt. Så kan kulden mærkes. Det er meningen. Vi bliver så tit spurgt, om vi da ikke fryser? Det er svært at svare kort på det spørgsmål. Ja, kan jeg jo bare sige, men der ligger underforstået i spørgsmålet at det er en dårlig ting at fryse. Og sådan har jeg det jo ikke. Men det er heller ikke fordi jeg som sådan kan lide at fryse, det er mere sådan her:

Når vi vågner om morgenen og det er koldt i vores hjem, som ikke er isoleret på den massive måde, så ligger jeg under en varm dyne og har det lunt. Vi sover varmt og godt. For at komme op, skal vi mærke kulden på vores krop i det øjeblik, hvor vi tager vores tøj på. Så skutter vi os. Så tænder vi op. Det tager knap en halv time før temperaturen er oppe over 20 grader, men det tager måske ti minutter før det ikke er sådan decideret koldt. Vi bor i en yurt, et rundt rum på knap 30 m2, vi bor småt men højt til loftet, vi bor så smukt, og jeg kan høre alle skovlydende også når jeg er inde. Nu er jeg nødt til at afbryde, for jeg kan høre hønsene er gået ud, jeg skal give dem optøet vand at drikke nu.

Længere nåede jeg ikke med dette sidste afsnit i min julekalender i går. Dagen gik med et mylder af ting, ude og inde og fordelingen i tal var vel ca 90% hverdagsgentagelser og 10% solhvervsundtagelser, men bevidstheden om at dagen var årets korteste lå som et særlighedsskær over alt, jeg gjorde. Og himlen var virkelig meget særlig og smuk.

I dag er dagen efter. I dag er et minut længere. Også i dag er der koldt, og jeg har virkelig tænkt så meget over kulden. Og det ER virkelig ikke noget, jeg ville tænke særlig meget over, hvis det ikke var fordi vi så ofte (og som det første) får spørgsmål til netop det.

Fryser I så ikke?

Ja men nej men …

I går tænkte jeg på det på en ny måde. Det er ligesom at vælge at vinterbade. Det er det kolde gys, der gør før og efter varmere. Det er lystfuldt.

Klokken er syv, det er kulsort ude. Drengen sover stadig, i går var der juleafslutning i skolen, nu er hans ferie endelig begyndt. Jeg har været vågen siden klokken seks, fordi det er der min kærestes vækkeur ringer. Nu er han på arbejde, han har tændt op og lavet kaffe til mig før han kørte. Det er min hverdagsrutine lige nu, at dagen starter sådan, det føles ret luksuriøst at ligge i sengen mens han går rundt og gør sig klar.

Men jeg har også været udenfor to gange allerede. Først for at tisse, senere for at hente lidt mere brænde. Og det er koldt. Det er isnende, gysende, frysende. Det er smukt. Det har sneet en smule i nat. Det blæser ikke i dag. Månen er stadig rund, selv om den ikke længere er helt fuld, jeg behøver ikke tage pandelygten med ud nogle dage endnu. Om morgenen gider jeg sjældent tage alt mit tøj på, når jeg bare skal tisse. Bare tæer ned i gummistøvler, vinterjakkken over natkjolen, jeg er hurtigt inde igen, og kulden mod min hud er kulden og kulden er jo ikke farlig?

Når jeg er under dynen igen er det rart. Der er allerede almindelig stuetemperatur i yurten. Om lidt tænker jeg ikke over kulden, før jeg igen går udenfor. Jeg skal hele tiden noget udenfor. Hver dag går jeg ud og ind efter ting, og dag for dag er udenfor lidt anderledes, indtil det pludselig er sommer igen, og brændeovnen står ubrugt, mens alle vinduer og døren står åben døgnet rundt. Så er det noget andet vi mærker. Andre spørgsmål vi får. Så er det myg og flåt, der fylder i andres bevidsthed og bliver til spørgsmål, jeg svarer på.

Jeg kan godt lide spørgsmålene. Det er vigtigt at sige. Lige så meget, jeg holder af kulden, der gør mig opmærksom på varmen, kan jeg lide spørgsmålene, som gør mig opmærksom på at min hverdag ikke er din. At der er flere måder at gøre hverdag på. Og jeg skriver, jeg skriver fordi jeg kan lide at forme mine tanker sådan, og så dele dem med dig bagefter.

Og NU, en dag forsinket, kommer nogle flere ord, jeg har lyst til at dele.

Det er de skovmeditationer, som jeg har delt en ad gangen i løbet af december, men her kommer de samlet i et dokument, som er lige til at printe ud. Så kan man fx have en blank side ud for hver øvelse/rituatl/meditation og skrive sine egne noter, sine egne oplevelser, sine egne tanker, sine egne ideer til nye handlinger. Bagefter kan man skrive dem ind i et dokument, som man kan printe ud og lave til et nyt hæfte. Det hæfte kan man måske dele med andre? Som så blander det med blanke sider, hvor de skriver deres egne tanker, egne ideer, laver egne hæfter. Deler?

Helt praktisk: Der er to forskellige muligheder for at printe. Det første er en enkeltside-opsætning, som også kan læses på skærmen. Hvis man printer den ud og har lyst til at sy den sammen, som en bog, så vil det være oplagt at bruge den metode, der hedder Japansk Bogbinding (her ligger en enkel syvejledning til metoden, vælg evt ‘landscape format’, for at få en bredere sy-margen):

Den anden pdf-fil er en opsætning, som kan printes, foldes og sys i ryggen med den enkleste metode, der ikke som sådan har et navn, men Saddle Stitch er et bud, der kan hjælpe dig på vej hvis du vil google tutorials på youtube, så finder man fx denne fra Sealemon, som i det hele taget er en af mine favoritter til at lære nye metoder.

Men hvis du vælger at printe denne, så skal du huske at gå ind i printerindstillinger og under ‘layout’ vælge ‘short edge binding’ – ellers bliver det noget rod!

(Dette er enogtyvende, og dermed sidste, låge i min naturtilknytnings-julekalender – læs mere om baggrunden her.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s