Mit hverdagsaktivistiske år begynder her

De sidste fire år har jeg været i gang med at skrive på den roman, der skulle forklare for mig selv, hvorfor skovlivet var så svært at få til at gå op. Mens jeg har skrevet, har jeg ledt efter løsninger. Jeg har ledt i fiktion og i videnskab, i bøger, i film, i tal, i forhistorien og i forestillinger om fremtiden. Samtidig har jeg i mit eget, levede liv forsøgt på alle mulige forskellige måder at indrette mig lige tilpas alternativt, uden at det blev for meget.

For meget.

Hvad er det, der ikke må blive for meget?

Det ved jeg ikke engang selv.

Men jeg ved, at der er ting, jeg ikke snakker så meget om, som ikke handler om at de hver især er noget særligt. Det er fordi, jeg er bange for summen. Hvis man lægger alle de ting sammen, som jeg gør, der peger i samme retning, så kan de samles i en kasse. Så får kassen et navn, og så tror jeg ikke længere at nogen ser mig. Så tror jeg ikke længere at det budskab, som jeg synes er allervigtigst kan nå ud.

I fire år har jeg været i gang med at skrive en bog, fordi jeg tror bøger betyder noget i verden. Men hvorfor tror jeg lige netop på bøger? Hvem har egentlig tid til at læse? Hvem kan overhovedet koncentrere sig om at læse? Hvad med mig selv?

Det er her, mit hverdagsaktivistiske år begynder, fordi sandheden om min egen koncentrationsevne er … sørgelig.

Jeg afbryder det, jeg er i gang med, nærmest før jeg er gået i gang. Jeg skal hele tiden lige noget andet. Oftest er det, jeg skal, at tage min telefon og se hvad der sker. Om der er sket noget. Der er altid sket noget, hvert sekund sker der noget, og når jeg er færdig med at se, hvad der er sket på Instagram, så ser jeg hvad der er sket på Facebook, og imens jeg ser det ene sted, så sker der noget det andet sted, og det loop sidder jeg fast i. Længe. Især fordi jeg selv er med til at få ting til at ske, jeg har selv så meget at fortælle, og så er det spændende om nogen mener noget om det, jeg mener. Om nogen nu også ser det, om nok ser det. Mængden, tempoet, flimmeret og mig. Jeg længes efter fordybelse og nærvær, jeg drukner i alt det, der sker som jeg ikke længere rigtig ved, hvad er.

Problemet er at jeg kan sige så mange gode ting om de sociale medier. Problemet er at jeg selv har brug for de sociale medier. Problemet er at jeg selv holder så uendeligt meget af at være der. Problemet er at hvis jeg ikke er der, så er jeg bange for slet ikke at findes. Faktisk har jeg ikke råd til ikke at være der.

Men problemet er også at jeg virkelig, virkelig mener at hele konceptet med store, færdigkonstruerede platforme for social interaktion har så mange indbyggede problemer, og at der faktisk er bedre alternativer.

Der fandtes måder at finde hinanden på også før de platforme blev opfundet. Tilmed før internettet blev opfundet! Men hvis vi nu ikke skal begynde med den fulde maskinstormerbevægelse, så kan jeg bare pege på de fællesskaber, der var brugerstyrede – og jeg kan pege på det medie, hvor jeg skriver lige nu. Bloggen.

Hvor mange ved, at bloggen som medie stort set er dødt?

Jeg har fulgt mange blogs, og havde også selv i løbet af 2020 en snigende oplevelse af at der opstod et tomrum. De fleste af de blogge, jeg læste regelmæssigt findes stadig, der kommer bare ikke nye indlæg. Først tænkte jeg bare at folk havde de her pauser i livet, hvor bloggen af forskellige grunde bare ikke var relevant. Pandemien ramte folks hverdag på så uventede måder, det gav mening at det påvirkede dem, der normalt skrev løst og fast fra deres hverdag.

Også uden pandemier kan der opstå pauser. Sådan har det også været her, lige siden jeg begyndte at skrive i 2008 (i kølvandet på min debutbog.) Der har været årelange pauser, og det har været meget forskelligt om jeg undervejs har annonceret ‘pause’ eller bare sluppet bloggen, indtil jeg samlede den op igen.

Jeg har netop følt det som en frihed, som noget af det særlige netop ved det her medie, at alt ved den var uforpligtende. I modsætning til så meget andet, der har et specifikt formål, så er det at skrive på bloggen ren lyst. Lyst til at dele mine tanker om hvad som helst, der falder mig ind.

Bloggen er et sted, hvor jeg selvfølgelig stadig er en, der lever med ordene som min profession. Det vil sige at ordene også her findes som noget, jeg skal leve lige så meget af, som med.

Det særlige ved bloggen er, at jeg ikke skal tænke på hvordan jeg begynder eller slutter. Her findes ordene som en strøm, jeg kan falde ind i og ud af mere umiddelbart.

Det særlige ved bloggen er at der ikke findes nogen indbygget skabelon-begrænsning for hvor mange ord, jeg må fylde i – altså hvor længe ad gangen, strømmen må flyde.

Grænsen er min egen. Noget, jeg mærker, når mine ord ikke vil længere ad den vej, lige der, den dag, den strøm.

Det er derfor jeg er blevet ved med at vende tilbage til bloggen, både som læser og skrivende.

Jeg havde en lang pause fra min egen blog, mens jeg skrev min bog. Men jeg læste stadig andres blogge og jeg registrerede at flere og flere blev tavse. Jeg tænkte; det går over, alt bliver normalt igen.

Men så var der alligevel noget anderledes ved den her pause-tilstand i blogland. Folk vender ligesom ikke tilbage. Og det er ikke kun dem, der blogger privat og uden indtægter, det er også sket med en række af de professionelle bloggere. Dem, vi nu kalder influencere. Dem, der stadig er aktive på Instagram og Facebook og de sociale medier, jeg selv er alt for meget en last mover til at kende. Det er vidt forskellige typer blogge, men dem, jeg fulgte var typisk kvinder, der skrev om en blanding af hverdag med familie og børn, rejser, mode, mad, underholdende iagttagelser af tidstypiske tendenser og så typisk et emne, der var deres særlige interesseområde. Haver fx, jeg interesserer mig selv for køkkenhaver, så selvfølgelig har jeg fulgt en del af dem gennem tiden.

Det var faktisk lidt af en lettelse, da jeg fandt dette indlæg: ‘Er blogmediet ved at dø?‘ hos Miriams Blok, en af dem, der heldigvis holder stand, og som jeg virkelig holder af. En lettelse, fordi det bekræftede min oplevelse af at noget var anderledes. Men det var også foruroligende, fordi det pegede på noget. En forandring, der sker så langsomt, at den næsten ikke kan mærkes.

Da jeg så begyndte at skrive på min egen blog igen, oplevede jeg for alvor at noget var anderledes.

Læserne er væk.

Min blog har aldrig været stor, men læsertallene har været stabile. Der kan være en lille opstartsperiode med udsving, fordi nogle ekstra læsere synes det er spændende at der sker noget nyt – mens nogle af de mere trofaste blogelskere, lige skal opdage at der nu sker noget igen. På den anden side af de udsving, så stabiliserer tallene sig og der er en ro i at vide, at man skriver til nogen, der kan lide netop denne form for tekst.

De samme udsving er sket, den samme stabilisering er sket. Men i en skala så lille, som jeg aldrig har oplevet før.

Og nu vil jeg understrege at det, jeg gerne vil pege på virkelig ikke handler om hvorvidt jeg har for få læsere. Det er større end mig, det spejler min egen oplevelse af mit eget problem med min egen koncentration.

Det er min egen uro over hvor dårlig jeg er blevet til at fordybe mig.

Det er min egen længsel efter en udveksling af ord, som får lov at være strømmende, umiddelbare, søgende, legende … måske endda en smule formålsløse.

Det er min egen tilstand af rastløshed, der præger mit humør, min energi, min dag. Dag efter dag. Jeg virrer flimrende rundt på de sociale medier, jeg lægger lidt billeder og tekst op, og med det samme fylder det alt om nogen nu reagerer. Reaktionen larmer så meget, især når den ikke er nok. Reaktionen er aldrig nok. Så lægger jeg et andet billede op, et lidt anderledes billede, en lidt anderledes tekst. Jeg famler, jeg tester. Kant eller idyl eller humor eller drama eller hvad med noget tættere på? Men i hvert fald noget kort. Kortere.

Det er her mit hverdagsaktivistiske år begynder.

Det begynder med at jeg fortæller dette. At jeg fortæller det netop her, på min blog. Det begynder med en beslutning om at jeg i det næste år vil gøre forskellige ting, der alle peger i samme retning.

Retningen er: At forene mine idealer, værdier, holdninger mere med mit hverdagsliv.

Det er ikke tilfældigt at jeg skriver ‘mere’, fordi det, jeg er bange for bliver væk, er altid nuancerne. Det, jeg er bange for bliver for meget, det er strengheden. Askesen. Jeg er bange for det rigide, det ortodokse. En af mine grundværdier er at ingenting må stivne.

Men sådan som jeg har levet indtil nu, så har jeg bare også været så bange for den bevægelse henimod det stivnede, at jeg ligesom bliver stående på vippen og aldrig rigtig springer. Tøvende indtil den bevægelse også er stivnet.

Hvis jeg nu skal sige det mere konkret, så vil jeg i det næste år undersøge forskellige ting. Det første er at simpelthen lade være med at skrive på Instagram og Facebook, bl.a. fordi jeg oprigtigt er foruroliget over hvad det gør ved min egen koncentrationsevne. I stedet vil jeg være mere her. Jeg vil undersøge om jeg kan få noget af det nærvær og den fordybelse, jeg længes efter. Jeg vil undersøge om jeg kan etablere en form for fællesskab med andre, der er baseret på netop den længsel.

Der er også andre konkrete ting. Der er en yurt, der skal bygges færdig og indrettes med mere gennemtænkte hverdagsløsninger, end dem vi lever med nu. Der er en skovkøkkenhave, som jeg ved at jeg kan etablere – men jeg ved også, at jeg tidligere har haft svært ved at gøre det, jeg dyrker til en selvfølgelig del af madlavningen. Vi vil gerne vide mere om vores co2-aftryk. Kende det bedre, tage mere aktivt stilling til det. Jeg vil også fortælle om de ting, der allerede er en så integreret del af min hverdag, at jeg næsten glemmer det. Småt og stort, let og svært. Jeg vil være nysgerrig på det, jeg i årevis har haft lyst til at ændre, men som bliver ved med at flagre ud af min bevidsthed igen.

Jeg ved ikke hvor ofte, jeg kommer til at skrive her, men det bliver sikkert langt hver gang. Jeg skriver det nu, med det samme, fordi det er noget, der altid bliver kommenteret. Hvorfor skriver du så langt? Det ville være nemmere at følge med, hvis du skrev lidt kortere. Men nemmere er lige præcis ikke pointen, og for mig er der en mening i at strække opmærksomheden lige lidt længere end hvad der føles komfortabelt. Det er en muskel, der skal holdes ved lige. Det er den muskel, jeg er bange for at vi kollektivt er ved at miste styrken i.

Til gengæld vil jeg også gerne læse med hos andre, der bruger mange ord til at cirkle søgende omkring det komplekse. Hvis du kender steder, der også undersøger andre måder at udveksle tankestrømme, som også insisterer på at findes udenfor de præfabrikerede platforme, så fortæl mig meget gerne om dem – jeg samler links til aktive bloggere, hjemmesider, portaler etc på en side for sig, så det bliver nemmere at finde hinanden.

Okay, jeg skal jo slutte på en eller anden måde, om ikke andet, så fordi det er nytårsaften. Selv om jeg for evigt har det ambivalent med den her tilfældige måde at opmåle tiden på, så fejrer jeg det jo alligevel, det er hele den her idé om mit hverdagsaktivistiske år jo et ret godt eksempel på. Så, hvilken sætning kan jeg finde, som tilpas effektfuldt kan hægte mig af dagens strøm …

Måske et slogan?

Alle har ret til at stå på en ølkasse, men vi skal bygge dem selv?

Giver det mening?

Altså, at jeg er imod det her gamle koncept med scener, hvor nogen skal op på et podie mens andre skal være passive publikummer. Og at de sociale medier har været en god bevægelse i retning af det kollektive, og en god markering af netop det, at alle har noget at kaste i den fælles gryde. Men at der er et alvorligt problem i at den meget store ølkasse vi lige nu deles om er ejet af nogen (få, hvide, mænd), der har diffuse, men ekstremt ens (profit)interesser og derfor styrer os som marionetdukker. At vi hver især tror at vi er stærkere, mere modstandsdygtige, mindre påvirkelige end vi helt basalt som mennesker er i stand til at være.

Det giver mening for mig, men jeg vil gerne snakke mere om det, så jeg håber også at du vil fortælle mig, hvad du tænker om alt det her. Du behøver ikke have faste meninger, de kan være tøvende, famlende, undersøgende og ambivalente. Selv selvmodsigende skal der være plads til. Det bestemmer jeg, fordi det kan jeg her.