At støde panden imod mur efter mur (del 1)

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang tænkte, at jeg ikke kunne skrive den bog uden at ændre mit liv fundamentalt. Jeg havde allerede ændret mit liv. Alting bider sig selv i halen, rækkefølgen er omvendt men alligevel er det rigtigt:

At skrive ‘Når vi rejser til Mars’ var nødvendigt, fordi jeg havde ændret mit liv fundamentalt, og nu hvor jeg (endelig!) har skrevet bogen, er jeg nødt til at ændre mit liv fundamentalt.

Jeg må hellere prøve at opsummere på en lidt mere konkret måde …

I 2013 flyttede jeg fra et liv i lejlighed i København. Jeg boede først tre år i Värmland, otte timer fra Danmark, i et hus, som hverken havde el eller vand, men som var godt indrettet til det primitive liv. Bondsäter er godt isoleret, har spisekammer og brændekomfur, og mens jeg boede der, anlagde jeg en køkkenhave, som var så gavmild. Min dreng var 2 1/2 da vi flyttede ind og det var den perfekte alder til det liv. Jeg lærte så meget i de tre år, både praktiske ting og rent mentalt. Det var tre år med heling af sår og erobring af nye muligheder. Det er en historie, som er meget større og rummer flere mennesker, men nu er dette jo bare en opsummering, så kort fortalt: Efter tre år flyttede vi.

(Hvis du gerne vil have den længere flytte-historie, så kan du læse blogindlæggene fra den periode, hvor beslutningen blev taget – og så handler min nye roman jo også netop utrolig meget om flyttedilemmaet.)

De næste fire år boede vi i Skåne, i et hus, som jeg simpelthen fik lov at låne, fordi husets ejer ikke selv havde mulighed for at bruge det. Helt fra begyndelsen kunne jeg kun tænke på det som For-godt-til-at-være-sandt-huset. Det var noget med hele præmissen, som murrede, og ejendomsmæglernes mantra om beliggenhed var kernen af problemet. Igen er det en virkelig lang (og i romanen velbeskrevet) historie, som jeg her vil koge ned til: Det var virkelig for godt til at være sandt, fordi i bund og grund havde jeg jo ikke råd til den beliggenhed.

Der er så mange aspekter i spil, der er så mange brikker i det her puslespil. Der er de basale behov, der skal dækkes, der er den tid, det tager at tjene penge til at købe sig til løsningerne – der er den tid, det tager at dække de behov med sine hænders kraft. Der er ejendomsretten, der er tingenes reelle værdi, der er det ekstra lag af spekulation, som ligger henover alting. Der er den værdi, der handler om viden og erfaring og hvad har vi fået med hjemmefra? Som individer, som samfund?

Nu gentager jeg mig selv, men altså, jeg begyndte at skrive ‘Når vi rejser til Mars’ mens vi boede i Skåne og jeg begyndte at skrive fordi alle mine forsøg på at få mit personlige regnestykke til at gå op blev ved med at mislykkes.

At støde panden imod mur efter mur, og til sidst få mistanken om at vejen ud/frem/væk slet ikke findes?

Da jeg begyndte at skrive, havde jeg faktisk fortrudt at vi flyttede fra Värmland. Der var nogle ting, der fungerede deroppe, som gik fuldstændig i stå i Skåne. I Värmland fungerede den helt nære hverdag, den primitive livsstil virkede virkelig for mig. Livet med køkkenhave virkede. Vi var på vej, læringskurven var stejl og det var tilfredsstillende.

Det, som ikke virkede i Värmland handlede om afstanden til alle omkring os. Både de nære relationer som familie og venner og de mere institutionelle, især skolen. Det, som ikke virkede, var at vinteren var så lang og vintervejen så uforudsigeligt farlig.

Skåne skulle forestille at være det perfekte kompromis, men var mest af alt en underlig ingentingstilstand, som sugede mig ned. Huset havde indlagt el og vand og elkomfur. Det var godt nok brændeopvarmet, men med nogle ineffektive skrumler, og husets indretning var i det hele taget upraktisk i forhold til alle ideer om selvforsyning.

Selve grunden var eventyrlig! Stor og ugeneret, vildtvoksende og fyldt med muligheder. Men jeg havde ikke råd til at købe, så alle langsigtede drømme druknede før de blev til konkrete handlinger.

I den frustration blev det meste af romanen til. Ideen opstod, fordi jeg ikke kom længere i mit eget, levede hverdagsliv.

Jeg researchede – læste fakta om absolut alt, bogen er vildtvoksende fordi ingenting egentlig er irrelevant for det spørgsmål, jeg forsøgte at besvare (for mig selv): Når vi nu ved, hvor skadelig vores livsstil er for vores omgivelser, hvorfor handler vi så ikke mere på den viden? Hvorfor lever vi ikke mere nænsomt?

…. og nu stopper jeg for i dag, men jeg skriver videre i morgen, fordi der er noget, jeg vil nå frem til lidt hurtigt nu!