At støde panden imod mur efter mur (del 1)

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang tænkte, at jeg ikke kunne skrive den bog uden at ændre mit liv fundamentalt. Jeg havde allerede ændret mit liv. Alting bider sig selv i halen, rækkefølgen er omvendt men alligevel er det rigtigt:

At skrive ‘Når vi rejser til Mars’ var nødvendigt, fordi jeg havde ændret mit liv fundamentalt, og nu hvor jeg (endelig!) har skrevet bogen, er jeg nødt til at ændre mit liv fundamentalt.

Jeg må hellere prøve at opsummere på en lidt mere konkret måde …

I 2013 flyttede jeg fra et liv i lejlighed i København. Jeg boede først tre år i Värmland, otte timer fra Danmark, i et hus, som hverken havde el eller vand, men som var godt indrettet til det primitive liv. Bondsäter er godt isoleret, har spisekammer og brændekomfur, og mens jeg boede der, anlagde jeg en køkkenhave, som var så gavmild. Min dreng var 2 1/2 da vi flyttede ind og det var den perfekte alder til det liv. Jeg lærte så meget i de tre år, både praktiske ting og rent mentalt. Det var tre år med heling af sår og erobring af nye muligheder. Det er en historie, som er meget større og rummer flere mennesker, men nu er dette jo bare en opsummering, så kort fortalt: Efter tre år flyttede vi.

(Hvis du gerne vil have den længere flytte-historie, så kan du læse blogindlæggene fra den periode, hvor beslutningen blev taget – og så handler min nye roman jo også netop utrolig meget om flyttedilemmaet.)

De næste fire år boede vi i Skåne, i et hus, som jeg simpelthen fik lov at låne, fordi husets ejer ikke selv havde mulighed for at bruge det. Helt fra begyndelsen kunne jeg kun tænke på det som For-godt-til-at-være-sandt-huset. Det var noget med hele præmissen, som murrede, og ejendomsmæglernes mantra om beliggenhed var kernen af problemet. Igen er det en virkelig lang (og i romanen velbeskrevet) historie, som jeg her vil koge ned til: Det var virkelig for godt til at være sandt, fordi i bund og grund havde jeg jo ikke råd til den beliggenhed.

Der er så mange aspekter i spil, der er så mange brikker i det her puslespil. Der er de basale behov, der skal dækkes, der er den tid, det tager at tjene penge til at købe sig til løsningerne – der er den tid, det tager at dække de behov med sine hænders kraft. Der er ejendomsretten, der er tingenes reelle værdi, der er det ekstra lag af spekulation, som ligger henover alting. Der er den værdi, der handler om viden og erfaring og hvad har vi fået med hjemmefra? Som individer, som samfund?

Nu gentager jeg mig selv, men altså, jeg begyndte at skrive ‘Når vi rejser til Mars’ mens vi boede i Skåne og jeg begyndte at skrive fordi alle mine forsøg på at få mit personlige regnestykke til at gå op blev ved med at mislykkes.

At støde panden imod mur efter mur, og til sidst få mistanken om at vejen ud/frem/væk slet ikke findes?

Da jeg begyndte at skrive, havde jeg faktisk fortrudt at vi flyttede fra Värmland. Der var nogle ting, der fungerede deroppe, som gik fuldstændig i stå i Skåne. I Värmland fungerede den helt nære hverdag, den primitive livsstil virkede virkelig for mig. Livet med køkkenhave virkede. Vi var på vej, læringskurven var stejl og det var tilfredsstillende.

Det, som ikke virkede i Värmland handlede om afstanden til alle omkring os. Både de nære relationer som familie og venner og de mere institutionelle, især skolen. Det, som ikke virkede, var at vinteren var så lang og vintervejen så uforudsigeligt farlig.

Skåne skulle forestille at være det perfekte kompromis, men var mest af alt en underlig ingentingstilstand, som sugede mig ned. Huset havde indlagt el og vand og elkomfur. Det var godt nok brændeopvarmet, men med nogle ineffektive skrumler, og husets indretning var i det hele taget upraktisk i forhold til alle ideer om selvforsyning.

Selve grunden var eventyrlig! Stor og ugeneret, vildtvoksende og fyldt med muligheder. Men jeg havde ikke råd til at købe, så alle langsigtede drømme druknede før de blev til konkrete handlinger.

I den frustration blev det meste af romanen til. Ideen opstod, fordi jeg ikke kom længere i mit eget, levede hverdagsliv.

Jeg researchede – læste fakta om absolut alt, bogen er vildtvoksende fordi ingenting egentlig er irrelevant for det spørgsmål, jeg forsøgte at besvare (for mig selv): Når vi nu ved, hvor skadelig vores livsstil er for vores omgivelser, hvorfor handler vi så ikke mere på den viden? Hvorfor lever vi ikke mere nænsomt?

…. og nu stopper jeg for i dag, men jeg skriver videre i morgen, fordi der er noget, jeg vil nå frem til lidt hurtigt nu!

11 Comments

  1. Du formulerer det så præcist ♥️
    Glæder mig til næste reflektion i morgen. Er SÅ glad for, du er tilbage på bloggen, her forsvinder ting ikke i det store flow.

    Like

    1. Og så blev det først i dag, fortsættelsen kom, men jeg tror det er en del af en større mening, som netop handler om noget med flow … det bliver forhåbentlig klarere for mig selv hen ad vejen 🙂

      Like

    1. Hurra, så dejligt at tænke på dig med bogen! Og virkelig dejligt at du er med her også ❤ Jeg tænker så meget over den del af mit arbejdsliv, som er bundet til de sociale medier, som jeg lige nu bare har kappet. Det er jeg slet, slet ikke sikker på at jeg har råd til i længden – men samtidig gør det mig så vred at jeg skal være underlagt en form og et tempo, hvor jeg slet ikke har hjertet med, og jeg håber sådan at det viser sig at de økonomiske konsekvenser ved at vælge det fra ikke er så store som jeg frygter. Det er den der helt regelmæssige udbrændthed, jeg så gerne ville slippe for, som jeg ved du også oplever. Jeg har længe tænkt den bare var et nødvendigt onde, men TÆNK nu hvis man kunne findes som forretning på sine egne præmisser … det er en drøm!

      Like

      1. Åh ja. TÆNK. Dybt suk. Jeg kender den SÅ godt. Og er i mega proces.
        Og jeg er her troligt. Har abonneret på din blog siden… 2017?, tror jeg det stod, da jeg skiftede, hvilken mailadresse, der skal sendes notifikation til.

        Like

  2. Hvor er det dejligt at læse noget lidt længere fra din hånd, savner nu alligevel dine billeder fra Sverige må jeg indrømme. Jeg har læst Når vi rejser til Mars, og det første der slog mig var at Laura er en overtænker. Alt det hun tænker, burde alle tænke, men hvis vi gjorde det, tror jeg alt ville gå i stå. Jeg husker at Nina fra Thiemers var lidt irriteret på hende, det er jeg slet ikke, men jeg kan mærke at jeg er en anden generation. Jeg får ondt af de yngre generationer, at hele deres liv handler om overlevelse og det giver mig selvfølgelig dårlig samvittighed, fordi jeg har skylden. Klimakrise findes også for mig, men den er ikke mit livs omdrejningspunkt. Selvom vi fik styr på klimaet, så skal vi (og jorden) jo dø. Vores liv er alligevel så kort, og det vil være naivt at tro at mit fravalg af bil, at jeg affaldssorterer, slukker lyset i de rum jeg ikke er eller går i genbrugstøj ændrer noget som helst. Men jeg tror at jeg ville være benhård klimaaktivist hvis jeg var 16 !
    Jeg kan særlig godt lide det med tilknytningsforstyrrelserne som vi alle lider af, det tror jeg er rigtigt, vores forhold til planeten er blevet noget vilkårlig og tilfældig. Jeg tænker ikke på planeten som Moder Jord, og slet ikke at det er jorden der er skyld i at vi lever. Tak Jord! Noget der dog har slået mig her under Corona er at selvom jeg ikke har rejst i over to år ( ikke en gang til Jylland :-)) så savner jeg det ikke rigtigt. Og jeg har jo rejst i årevis som en vild ! Så Corona er i hvert fald skyld i at jeg udleder mindre C02. Jeg har også en masse tanker om det med at udleve en drøm og hvilken pris det har for ens børn, men det bliver en anden gang
    God bedring til din mand
    KH
    Marianne

    Like

    1. Kære Marianne

      Allerførst, til beroligelse: Det kommer billeder fra skovlivet her igen! Når jeg lige er på den anden side af nogle lidt større meta-overvejelser om form & tempo & diverse, så planlægger jeg at gøre nogle af de samme ting som jeg gjorde på instagram og facebook. Der skal nemlig OGSÅ være plads til både kort, let og hyggeligt her 🙂

      Og så til din læsning af min bog – som jeg er så helt utroligt glad for at du deler her. Du kommer nemlig ind på flere ting, jeg gerne vil snakke videre om netop i sådan en lidt åben form, hvor andre også er velkommen til at byde ind.

      Jeg håber flere vil blande sig her!!

      Først det med at overtænke: I bogen lader jeg jo Laura udfolde nogle tankerækker, hvor hun strækker de eksistentielle forpligtelser helt ud, både i tid og rum. Uden at nå frem til noget entydigt svar (på noget, i øvrigt). Og selvfølgelig har du ret, hun overtænker groft! Og alting går i stå, hvis man altid laver den bevægelse.

      Men hvis man nu vender den om, så kan man også spørge: Hvornår ‘undertænker’ man? Hvornår stopper man for lidt op? Jeg ved det ikke selv, kan bare mærke at det spørgsmål synes jeg som samfund vi snakker alt for lidt om, mens de fleste, der har grublertendenser nok har hørt en gang eller to (eller tusind) i deres liv, at de skal lade være med at overtænke 🙂

      Så er der det med generationer, her er virkelig noget spændende, synes jeg … Det der med at klimakrisen kan fylde mere eller mindre, afhængigt af hvor man står i livet. Jeg er jo selv midaldrende, og jeg tænker også: Hvis jeg var 16 så ville mit liv ikke handle om andet end klimaaktivisme!! Der er en sorg i mig over at jeg ikke handlede meget mere på alt det her allerede som ung – samtidig med at jeg er fuldt bevidst over de omstændigheder, der har haft indflydelse på at min opmærksomhed på klimakrisen er kommet senere.

      Lige nu er status på mit personlige engagement at det sker fuldblods og på hverdagsbasis – men at jeg er nødt til at tage meget hensyn til at jeg har et barn på ti år, som samtidig skal have mulighed for at forme sit hverdagsliv, sådan at det matcher den normalitet, som han bliver mødt med i hverdagen. Skolens hverdag, klassekammeraternes hverdag, de relationer, som OGSÅ er en vigtig del af hans fremtid.

      Der er lidt et catch 22 på spil, synes jeg. Når jeg forholder mig aktivt til den fremtid, som jeg kan påvirke mere eller mindre radikalt nu – så gør jeg det bl.a. af hensyn til mit barns (men også alle andres, både menneske, dyre og plantevæsners) fremtidige eksistensmuligheder. Men det griber hele tiden ind i mit barns her&nu-eksistens med modsat fortegn. Mere radikalt = godt i fremtiden MEN dårligt her&nu. Det er et dilemma, jeg godt kunne tænke mig at høre hvordan andre med halv-store børn forholder sig til?

      Men jeg er egentlig generelt nysgerrig på om der er andre, der på samme måde tænker sin alder/livsfase så konkret sammen med klimakrisen. Hvordan ser det fx ud for de unge, som mig og Marianne lige her er enige om nødvendigvis må leve og ånde kun for klimakamp? Og er der nogen, der slet ikke ser alderen som relevant for det på den måde?

      Like

  3. Kære Maja

    Tak for en masse billeder, det glæder mig. Jeg er lidt i tvivl om jeg skal skrive i det nyeste indlæg, eller bare fortsætter tråden her? Men:

    Det lyder lidt som om jeg har opgivet på klimaet nu hvor jeg læser, hvad jeg skrev til dig. Det har jeg ikke, jeg taler bare ikke så meget om det, så derfor kan jeg nemt komme til at udtale mig lidt rustent. Det må der rådes bod på.
    Det er lidt ligesom når jeg nævner #metoo, Black lives matter, feminisme, madspild, eller kønsidentitet ved bordet, når jeg er inviteret ud, så bliver mange helt trætte i ansigtet. Det er bare nogle af de ting jeg gerne vil tale om, men det betyder så ikke nødvendig vis at alle gider. Heldigvis har jeg et par yngre veninder i slut tyverne, først trediverne og de gider godt. Jeg tror at mange (mig selv inklusiv undertænker klimakrisen, fordi den er så stor og så uoverkommelig). Når vores politikere kun magter b.la. Bl.a. b.la, så føler man sig lille ikke?

    Jeg har tænkt meget på det med at Lauras barn nærmer sig en alder, hvor det ikke er så fedt at leve som hendes mor gerne vil, også selvom som du selv skriver, at det er for alles bedste. Så er det ufedt at være anderledes, når man er halvstort barn, og jeg kommer til at tænke på, hvordan det historisk har været de sidste 100 år.
    De kulturradikale insisterede i efterkrigstiden på munterhed og deres opgør med meget støvende og konservative normer og traditionsbundne tankesæt blev byttet ud med fri seksualmoral, jazzmusik, fest og farver, men gav ikke meget plads til bearbejdelse af det nære. De voksne festede men børnene blev der ikke lyttet til.

    De kulturradikales børn blev hippier, der levede det romantiserede 1970’er liv, den glade hippitid, en grænseløs legeplads for voksne, hvor de voksnes selvrealisering altid kom først. Hippiernes børn blev der ikke lyttet til, de måtte nemlig bestemme alt selv! (Deres børn fik dog idyllen til at krakelere i flere romaner og dokumentarfilm, hvor de som hippibørn har fortalt, hvordan de har knoklet med traumer og svigt i deres voksenliv)
    Børnene af hippierne forsøger sig nu med nyfeminisme, wokisme, veganisme og det at få børn er blevet i bedste Anders Fogh Jensen stil til projektforældre/projektbørnliv.

    Og her er det Laura kommer ind, hun ved godt at hendes datter ikke har lyst til at bo så primitivt og anderledes end hendes kammerater gør og det er så dilemmafyldt, for hvis man som voksen ved, at det man byder sine børn i deres barndom ” ender godt”, er det så i orden at gøre noget helt anderledes og leve radikalt og autentisk? Og er ”projekt børn” overhoved lykkedes, hvis ens børn ikke har været med på råd og haft en gyldig stemme i beslutningerne?
    Mon Laura kunne tænke, at hun må tage ansvar som den voksne hun er? Hun diskuterer vel ikke om Bea skal have børstet tænder? Måske skal hun beslutte med hjertet og hjernen at skovlivet er hendes (og Beas) liv og om 10-15 år må hun så stå på mål, hvis Bea konfronterer hende, ganske som hippiernes børn gjorde det og de kulturradikales børn gjorde det. Det er det der hedder at være forældre.

    Synes du jeg er for skrap ved Laura?

    Mange hilsner og god weekend
    Marianne

    Like

    1. Kære Marianne

      Jeg synes ikke du er for hård ved Laura! Jeg synes det er nogle meget gyldige indvendinger. Samtidig har jeg jo skrevet den slutning, fordi jeg oprigtigt ønsker at give hendes valg en stemme. I mit ‘virkelige liv’ har jeg jo gjort det, som du foreslår som alternativet: Jeg har som den voksne besluttet at nu er det her skovliv det, jeg kan stå inde for, selv om jeg ikke fuldstændig kan overskue konsekvenserne, og så må jeg stå på mål for det. Hvis jeg nu havde valgt at flytte i en lejlighed, så havde romanen måske sluttet på en anden måde – netop med en insisteren på skovlivet. Man kunne også forestille sig at romanen var sluttet med noget tredje og at jeg i mit eget liv havde valgt en fjerde løsning.

      Jeg synes din beskrivelse af de forskellige generationers valg giver god mening, og jeg synes også at min, og måske endnu mere de yngre, generationers pres på forældreskabet har mange bagsider. En af dem er netop at hvis forældrene indretter deres liv så målrettet på at deres børn skal have DEN perfekte barndom, så ender børnene med for stort ansvar. Hvem skal ofre sig – hvad skal ofres? Der er noget med skilsmisseforældre og 7-7 deleordninger fx, hvor jeg kan synes at forældre nærmest stavnsbinder hinanden, fordi ingen må flytte sig geografisk, fordi børnene skal have lige meget hverdag med begge forældre. Og flytninger i det hele taget; at man ikke må flakke omkring, fordi børn skal have stabilitet. Og det hele er jo rigtig godt, hvis det faktisk ER godt for de voksne. Men hvad nu hvis man er blevet skilt, fordi man har meget forskellige drømme – og hvad hvis de drømme kræver at man flytter sig?

      Selvrealisering, bliver det kaldt, og det er ikke positivt. Men hvad nu hvis det, man drømmer om er at rette op på en fejl, der ligger så langt tilbage i tiden, at man ikke havde muligheden for at handle på den tidligere. Og så netop spørgsmålet om presset på børnene. Når de bliver voksne – vil det så være bedst for dem at kunne skælde ud på forældre, der traf beslutninger, de selv troede på – eller at skælde ud på dem, fordi de var martyrer, der ofrede sig selv for børnenes skyld?

      Nu sætter jeg det meget firkantet op, og grunden til at jeg valgte at slutte romanen som jeg gjorde, det er jo netop udfra et oprigtigt ønske om at udvide mulighederne. Jeg vil også gerne tage ‘projektforældrene’, som jeg på godt og ondt er en af, alvorligt. Samtidig ønsker jeg virkelig for projektforældrene at vi bliver friere til at handle på både lyst og idealer. Jeg aner ikke om jeg har truffet det rigtige valg i virkeligheden, eller om jeg skulle have gjort som Laura i bogen. Eller om jeg skal gøre noget tredje, fjerde. Men allermest tror jeg ikke at ‘det rigtige’ findes. Mange muligheder, mere rummelighed, mere nysgerrighed på nuancer og flere alternativer. Det ønsker jeg mig, og livet i en lejlighed kan være en helt rigtig beslutning, permanent eller som en fase på vejen mod noget andet, lige som livet i yurt eller livet i hus eller livet ombord på et sejlskib.

      Giver det mening? Jeg er selv i tvivl om meget af det her … Men netop derfor er jeg virkelig glad for den her kommentartråd, dejligt at tænke højt sammen!

      Like

  4. Kære Maja

    Du skriver helt enormt smukt og gribende om meget vigtige emner. Tak for det! Tak for at ruske op i store vigtige spørgsmål, som jeg virkelig genkender om klima og hvad vi hver især kan gøre, hvad giver mening, hvordan kan vi trives og værne om planeten eller hvad hvis vi ikke kan, og hvad beslutter man, når man har sat sig i saksen med mand og barn og lejlighed og overforbrug men kan mærke, det føles forkert. Spændende tanker om balancen mellem at være projektforælder og være sig selv tro. Hvor er det vildt for mig at du kunne skabe en kæmpe køkkenhave og skrive og få hugget brænde mens du havde et lille barn. Det lyder som om du er en fantastisk mor.

    Tak for at bakke op om overtænkning fremfor undertænkning.

    Jeg er kun lige gået i gang med din bog og er lidt lettet og skuffet over at kunne gisne slutningen ud fra det I skriver her i kommentarerne. Jeg var netop nysgerrig på hvor meget Laura og Maja minder om hinanden, da jeg sidst havde læst på bloggen, dengang, du lige var flyttet til Skåne.

    Tak igen for masser af inspiration!

    Like

    1. Kære Rebecca, jeg blev så glad, da jeg læste din besked – det er virkelig komplimenter som varmer ❤ Jeg er også glad for at bloggen på den måde kan være lidt som et supplement til romanen, mens man læser, før og efter 🙂

      I forhold til slutningen, så havde jeg netop kæmpe problemer med at skrive den, og var nødt til meget drastisk at skille Laura-mig fra mig-mig, for at få det til at lykkes. Jeg kan nemlig på en måde overhovedet ikke anbefale børnefamilier at flytte ud i skoven – og samtidig ville jeg ønske at mange flere børnefamilier flyttede ud i skoven. Modsat, ambivalent, sådan har jeg det med alt det her 'normalitet' og 'alternative livsvalg'. Derfor forstår jeg SÅ meget når du skriver at du både blev lidt lettet og skuffet 🙂

      … og jeg håber læsningen bliver spændende nok, selvom slutningen nu er lidt afsløret.

      Like

Skriv et svar til Marianne Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s