At støde panden mod mur efter mur (2)

Når vi nu ved, hvor skadelig vores livsstil er for vores omgivelser, hvorfor handler vi så ikke mere på den viden?

Hvorfor lever vi ikke mere nænsomt?

Så langt nåede jeg i fredags, og planen var at skrive videre i går, men sådan blev det ikke. I går begyndte nemlig med at der kom svar på min kærestes coronatest, og den var positiv. (Han er ikke meget syg, vil jeg lige skynde mig at sige.) Det er en af de der langsommelige historier, hvor vi har været småforkølede længe, og begge havde taget test lige før nytår, som var negativ, men så fortsatte det med de symptomer, som man skal reagere på. Han arbejder som fysioterapeut på et hospital, så testfrekvensen er i det hele taget høj, sikkerhedsforanstaltningerne er mange – og jer, der læser med kender jo rutinen, vi har levet med det halvandet år nu, og ingenting er nyt. Bortset fra at det alligevel kom bag på os, og vi kan simpelthen ikke regne ud hvornår vi blev smittet?

Dagen i går gik med det. Med at kontakte de (få, heldigvis), vi har været i kontakt med, med at få mig og drengen testet, med at forsøge at regne ud, hvad det betyder for den kommende uge. Den svenske skoleferie er i forvejen lang, først på tirsdag åbner skolen igen, men udsigten til testsvar er lang for tiden. Og det er ikke fordi det i sig selv er sindsoprivende spændende, at jeg skriver det nu. Det er fordi jeg synes der er en sammenhæng mellem den måde, dagene kan diffusere på, og så det her med ikke at være på de sociale medier, som jeg er optaget af lige nu.

Det har jeg slet ikke skrevet om endnu, fordi der bliver ved med at komme ting i vejen.

Tiden er så underlig. Jeg er underligt i tiden.

Jeg har arbejdet som selvstændig i mange år nu, lige siden jeg i 2011 gik på barsel fra mit arbejde som sekretær og ikke kom tilbage. Inden da var mit liv som lønmodtager mildest talt uregelmæssigt, fordi jeg hele tiden var klar til at smide alt, hvis muligheden for at skrive viste sig. Der var en kort periode, hvor jeg boede i København med en baby, i noget der lignede normal hverdag med vuggestue og jobsøgning, men han var kun to og et halvt år gammel, da vi flyttede til Värmland.

Bondsäter-årene. Jeg tænker meget på dem for tiden. Der skete noget med tiden, da jeg flyttede langt ud i den skov. Jeg tror, jeg tænker på den tid, fordi jeg igen står i en slags vadested. Men jeg må hellere blive færdig med mit flytte-resumé, før jeg forklarer hvordan jeg får de her ting til at hænge sammen …

Altså, hvis vi nu laver en grov generalisering af mit liv, så er det sådan her:

Barndom i landsbyidyl i Nordjylland, ungdomsår og underlige stilstandsår i Aalborg, med afstikkere til Paris og Åbo (Finland), hvor jeg legede verdensborger, men mest bare var til fest med andre udlandsdanskere. Så et ærligt forsøg på helt nyt livs-udspring ved at flytte til København i 1998, der blev til noget diffust midt-imellem at være (evigheds)studerende, deltidssekretær og tilløbs-skrivende. Min debutbog i 2008 blev til i en blanding af desperation, vrede, længsel og nyforelskelse og sådan tror jeg egentlig at mange gode ting bliver til.

Det, man skal forstå, er at jeg ALTID har drømt om at være forfatter, og at jeg virkelig troede, at det ville ændre mit liv fundamentalt, hvis det lykkedes.

Det, man også skal forstå, det er at jeg har levet størstedelen af mit liv som nærmest professionel drømmer.

Det, man også skal forstå, er at jeg har kædet den fysiske flytning meget hårdt sammen med de fundamentale livsændringer, jeg er blevet ved med at længes efter. Det er noget med rammerne om mit liv, som jeg forestiller mig skal være rigtige – og så bliver jeg automatisk mere rigtig inde i den ramme.

Vi kan sagtens blive enige om at det ikke er helt sådan, det foregår – men jeg tror ikke jeg er den eneste, som er tilbøjelig til at lave den kobling i mit hoved, når jeg føler mig fanget i en hverdag, som ikke er helt, som jeg drømte om at mit liv skulle være.

Jeg har altid drømt stort, jeg har altid drømt om store, livsændrende begivenheder. At blive forfatter. At flytte på landet. Den store kærlighed. Det store udlandseventyr.

Nu kunne jeg tilføje ‘at blive mor’, men den er lidt i en kategori for sig. Faktisk var jeg mere bange for den livsændring. Jeg forbandt det at få børn mere med noget, som lukkede døre. Gjorde livet småt og fastlåst.

Og i virkeligheden, så havde jeg jo misforstået det hele fuldstændig. Det er noget med selve den bevægelse, jeg længtes efter, som slet ikke findes.

Det store før og efter. Forvandlingen. Erobringen.

Det skridt, der overflødiggør flere skridt.

Den Endelige Opvask, der betyder at jeg aldrig mere skal findes i noget så trivielt genkommende, men fremover er hævet op i noget (diffust) større, mere meningsfuldt, skinnende, rent, klart, enkelt, nyt.

At der sker noget nyt. At jeg er ny.

Det er en drøm, som jeg stadig skal være på vagt overfor.

… og nu er jeg en lille smule ærgerlig over at jeg igen er nødt til at stoppe, og sige ‘jeg fortsætter i morgen’ – men samtidig overhovedet ikke.

Det hænger nemlig sådan her sammen: Jeg arbejder hjemme og jeg har et barn, som er hjemme. Jeg kan ikke være nærværende to steder samtidig. Dengang han var lille og vi i tre år boede på Bondsäter, der fandtes elektricitet stort set ikke i vores hverdag. Mit arbejde var stadig med udgangspunkt i min hjerne, men jeg skrev helt konkret på en skrivemaskine. Happy days, jeg lover, at det var alt muligt hulter til bulter, men det VAR også happy days, og jeg savner det. Jeg var kreativ på en måde, jeg har mistet igen. Jeg lavede så meget praktisk, fysisk i løbet af dagen og han var med i det hele, kendte kun den måde at være i verden på.

Nu er han ti år gammel og alt er anderledes – og det er godt. Det skal være anderledes nu, og hans måde at være i verden på skal være en anden, fordi den omgivende verden, som han skal sluses ud i er en anden (end min maskinstormer-idyl).

Men. Der er stadig noget, jeg gerne vil. Vil nå. Noget med nærvær. Væren i verden her og nu.

Jeg sidder lige nu og taster ord og kigger på denne skærm, og det er meningsfuldt og en del af det, jeg vil. Men jeg kan ikke blive ved dagen lang. Det er sådan helt lavpraktisk dumt, hvis jeg sidder her og skriver længselsfuldt om nærvær, i samme rum som mit barn og min kæreste, mens jeg vrisser ad dem, når de siger noget til mig. Det er dumt, at jeg fortæller min dreng, at han ikke skal sidde foran en skærm dagen lang, når jeg selv forsvinder så lykkeligt ind i den verden – og er så rastløst, uvant i selve det fysiske rum.

Så derfor bliver det heller ikke i dag, jeg når frem til ‘det’. Ikke helt. Men jeg er lidt tættere på, netop fordi jeg stopper nu.