At støde panden mod mur efter mur (3)

Nu beslutter jeg at dette er sidste indlæg, der har denne overskrift, fordi nu vil jeg videre. Nu vil jeg til sagen.

Hvis du som læser er lidt forvirret, så skal du ikke blive urolig, det er bare fordi jeg selv er lidt i tvivl om hvordan det hele hænger sammen efterhånden. Så her kommer et resumé af resuméet:

Hvorfor lever vi (mennesker i nutidens privilegerede vesten) ikke ‘bare’ mere nænsomt? Vi ved at den moderne livsstil har skadelige konsekvenser for vores omgivelser, vi kender til klimakrisen og til uretfærdigheden i ressourcernes fordeling.

Hvorfor handler vi ikke på den viden vi har, de idealer vi har, de længsler vi har? ‘Vi’ er som minimum mig, men der er plads til andre, der kan spejle sig i det dilemma.

Det spørgsmål har jeg forsøgt at besvare i min nyeste roman ‘Når vi rejser til Mars’ – og mens jeg skrev, vidste jeg at det måtte få konsekvenser også i mit levede hverdagsliv. Det er der, jeg er nu. Alt, jeg gør nu, handler om det spørgsmål.

Og min flyttehistorie, som jeg har beskrevet i de to forrige indlæg, handler også om det. Så nu skynder jeg mig at gøre den færdig:

Efter fire år i Skåne, i en mellemtilstand, som var kvælende for hverdagslivet, men helt sikkert god for at skrive min bog – så var det på tide at tage konsekvensen af den mangel på fremtidsmuligheder, som vi sad fast i. Huset var virkelig for godt til at være sandt, det ville altid være uden for vores økonomiske rækkevidde at købe det.

(Ejendomsretten findes. Den findes så bastant og den findes sammen med nærmest obligatorisk spekulation i værdiforøgelse, og det griber ind i vores hverdagsliv på tusind måder, det er en af de helt store faktorer, når det gælder spørgsmålet om hvorfor vi ikke ‘bare’ ændrer ting i vores hverdag. Så ejendomsretten bliver også et af de tilbagevendende temaer her på bloggen i det næste år.)

Vi flyttede til Halland i sommeren 2020, ind på et hjørne af mine forældres grund. Med os havde vi min kærestes yurt, som er en meget vigtig del af vores fremtidsplan. Et flytbart hus, det føles lidt som at have hacket systemet – og den kommer jeg til at skrive rigtig meget om til foråret, hvor vi skal bygge yurt nummer to.

Jeg fandt dette indlæg, som jeg skrev lige da vi var flyttet, og kan se at jeg stadig var et sted, hvor jeg ligesom … holdt kortene lidt tættere på kroppen. Dette interview i Politiken giver faktisk et bedre indblik i de overvejelser, som har ført til at vi nu bor her. Men jeg er nødt til at tilføje at normalitets-dilemmaet er vinklet ret skarpt, i vores hverdag er det en underliggende præmis, som skal balanceres med omtanke – men det er overhovedet ikke så akut eller eksplosivt, som det er fremstillet i interviewet.

Så her er vi nu. I Halland, i et nabofællesskab, som både vi og mine forældre finder meningsfyldt (og udfordrende og sjovt og praktisk og i hvert fald ikke kedeligt.) Men der er også den mere brutale sandhed: Jeg havde brug for hjælp. Jeg flyttede ud i skoven på en økonomisk kamikaze-måde, og har klaret mig overraskende godt på fra-hånden-til-munden-måden. Men jeg ramte panden mod en mur da flytningen blev ufrivillig, mere end spændende – og især blev det uholdbart for drengens skolegang. At vi kan bo her er et ekstremt privilegie, som jeg er meget bevidst om, og det giver mig muligheden for at indhente det økonomiske efterslæb, der spænder ben for mere langsigtede løsninger. Jeg har helt enkelt brug for at lave en boligopsparing. Jeg er stadig imod ejendomsretten, dybt og inderligt, men jeg har overgivet mig til at jeg ikke kommer længere i retning af det hverdagsliv, jeg tror på, uden at eje den jord, jeg planter træer på.

Dette er også en forretning, bloggen er også en butik. Hver gang jeg skriver, er jeg også i gang med at sælge dig noget. Jeg drømmer om at det kunne være anderledes, og jeg vil sige til mit forsvar, at jeg er en mere idealistisk end effektiv forretning, fordi jeg altid vælger den længste og mest håndlavede vej. Men. Forretning er forretning, og det er vigtigt for mig at det bliver sagt meget højt og fra start.

Jeg drømmer om at leve sådan at mine kredsløb sameksisterer med andre livsformers kredsløb. Et nænsomt liv. Et mindre liv, et langsommere liv. Men jeg lever i en virkelighed hvor nogle meget veletablerede rammer påvirker mine muligheder helt ned i hverdagens mindste detaljer. Jeg prøver at hacke systemet. Jeg er underlagt systemet. Der er ikke noget, som ‘bare’ kan ændres, hver eneste ændring er et tandhjul, der griber ind i andre tandhjul og bevægelserne er så træge, vil hele tiden helst tilbage i de gamle hak og riller.

Mit hverdagsaktivistiske år handler om at justere nogle udvalgte tandhjul så grundigt at de forhåbentlig når at lave nye riller. Gentage, indtil det bliver rutine.

At skrive om det her, hjælper mig til at fastholde det fokus. Det offentlige, synlige er også en måde at forpligte mig selv på at gennemføre. At skrive om det her, handler også om at jeg håber på andre kan bruge det som inspiration til egne eksperimenter – og allermest håber jeg at nogen vil være med til at udveksle erfaringer! Men der er også det aspekt, at ord er det, jeg lever af.

I næste indlæg vil jeg vende tilbage til den ændring, som er hele grunden til at jeg skriver dette netop på min blog, istedet for de større, sociale platforme. I næste indlæg vil jeg fortælle, hvorfor det måske er en ændring, jeg overhovedet ikke har råd til at gennemføre.