Barnet og badevandet, os og algoritmerne

Jeg så dokumentarfilmen ‘The Social Dilemma’ i 2020 og på mange måder er den grunden til det, jeg gør nu. Jeg genså den forleden, fordi jeg pludselig kom i tvivl om hvad der egentlig blev sagt i filmen, og hvad jeg selv har lagt til sidenhen. Men så havde jeg nærmere trukket fra igen. Nedtonet, bagatelliseret. Og det tror jeg sker ofte, når jeg får en viden, som kræver at jeg tager konsekvensen på en måde, som stiller lidt trælse krav til mig.

Jeg synes du skal se den film, den ligger sikkert flere steder, men i hvert fald findes den på Netflix. Den handler om de sociale medier, og er et sammenklip af interviews med et væld af de folk, der selv har været med til at udvikle Instagram, Twitter, Facebook, Google etc. Det gennemgående tema er at computernes ydeevne forlængst har overhalet den menneskelige hjerne, og at algoritmerne er så dygtige til at samle data og beregne hvordan de fastholder hver enkelt individs opmærksomhed, at det bare er skørt at forestille sig at vi kan ‘styre det’.

En af de ting, der bliver sagt, som jeg virkelig har taget til mig, er dette: Hvis du ikke betaler for et produkt, så er du selv produktet.

En anden ting, der bliver sagt, er at ideen om at vi på forskellige snedige måder bliver fodret med reklamer, som skal få os til at købe produkter, er forældet. Det er selve vores adfærd, der er målet. Vi bliver manipuleret på gennemgribende måder, og først og fremmest arbejder algoritmerne for at fastholde vores opmærksomhed. Polarisering er en af de effektive måder at engagere os på et følelsesmæssigt plan, som er stærkere end vores vilje. Vi er produktet. Det, der føles som social interaktion foregår på platforme, der er ejet af nogle få, enorme virksomheder, som findes for at skabe profit til deres ejere.

Barnet og badevandet, os og algoritmerne. Den overskrift har jeg givet dette indlæg, og det er fordi der er noget værdifuldt, som jeg gerne vil beholde. Men der er godt nok også noget, jeg gerne vil smide ud. Eller i hvert fald ikke selv deltage i.

Dengang internettet kom til – world wide web – var der så meget håb forbundet med det. Muligheden for at hele verden kunne være forbundet var berusende, og der var en følelse af demokratisering af samtalen, fordi alle, virkelig alle, kunne deltage i samtalen på lige fod. Selvfølgelig var det en illusion fra start, men det var en smuk illusion, og der var også en periode, hvor internettet var et gør-det-selv-klondyke.

Det var dengang folk, der delte interesser fandt hinanden på portaler, som de selv lavede. Dengang internettet var så nyt, at det man fyldte i blev fundet af andre, selv om søgemaskiner slet var opfundet endnu. Man kunne blive færdig, finde enden. Computernes ydeevne voksede og brugervenligheden voksede, mængden af data voksede, mængden af brugere voksede. Det var en naturlig, inkluderende proces, som gradvis blev en mere og mere uoverskuelig proces, og det er svært at sige hvordan det ellers skulle være gået.

Det er ligesom hele menneskehedens akilleshæl: Man har en hverdag, man opfinder et lille hverdagshack, en lille forbedring, effektivisering, en genvej – lidt mere komfort, man får lidt mere, yder lidt mindre. Selvfølgelig skal det fremskridt deles med andre. Selvfølgelig vil andre også have det. Man kan lave nedslag når som helst i historien og finde den slags. Et eksempel kunne være køleskabet. Opfindelsen af forskellige metoder til at opbevare mad, der kulminerer i selve køleskabet. (Alle de del-opfindelser, der skulle til, som forgrener sig i andre hverdags-optimerende redskaber!) Kan man forestille sig at køleskabet ikke skulle være tilgængeligt for alle?

Ja og nej.

Nej, fordi køleskabsproducenterne har en interesse i at sælge så mange køleskabe som muligt, nej, fordi selve tanken om at man skulle sige: Jeg er virkelig glad for mit køleskab, men jeg synes ikke at min nabo skal have et, fordi ….? Ja, hvad skulle argumentet være?

Men også ja, køleskabe er ikke tilgængelige for alle. Fordi køleskabsproducenterne har en interesse i at sælge, men ikke give væk, og fordi den kapitalistiske grundstruktur er skæv. Der er en geografisk skævhed på et globalt plan, og der er skævhed internt i mindre områder, og det er bare ikke alle mennesker, der har mulighed for at skaffe penge til at købe et køleskab.

Tilbage til de sociale medier, og nu til pointen: Der var en grund til at de platforme blev opfundet. De kom ikke ud af det blå, de kom fordi der var et behov. Nogen kunne bruge dem, nogen blev glade for de kom til.

Søgemaskinen Google og det sociale mødested Facebook var de første-største (med forskellige tilløb, forsøg & fejl inden, som nu er glemt), og så er der ellers kommet et væld af knopskydninger derfra, som jeg forlængst har mistet overblikket over, men spørg en trettenårig, hvis du vil vide hvor det nye sker. Det, de kunne, var at organisere den voksende mængde af data og ditto brugere. Ligesom der kom et behov for en fysisk telefonbog, efterhånden som mængden af hjem med telefon voksede. Ligesom behovet for vejskilte opstod, efterhånden som byerne voksede og man ikke længere bare vidste, hvor man var. Gadekæret, Bagvejen, Villavej, Hovedgaden. Det er rent faktisk vejnavnene i den landsby, jeg er vokset op i, jeg ved ikke hvornår skiltene kom til, men jeg kan huske dengang der kom to ekstra tal på vores telefonnummer. De to første, der angav hvilken landsdel, vi boede i. 98 for Nordjylland, inden da ringede man bare 34 17 29, og nu har vi alle sammen mobiltelefoner, og behovet for en område-kode er begrænset til landekoden. Det er infrastruktur, det hele kan sådan set koges ned til at vi mennesker har brug for infrastruktur, lige meget hvad vi skal navigere i og det er en flydende bevægelse, der hele tiden er i gang.

Mit problem med de sociale medier handler med andre ord overhovedet ikke om det behov, de dækker. Det handler heller ikke om at der er noget galt med menneskers behov for at mødes også i virtuelle rum. (Jo, en lille smule har jeg jo imod det, men ikke i dag, i dag er jeg med på præmissen om at landsbytorvet som det naturlige mødested ikke længere findes, og at internettet er det, vi har til rådighed som erstatning.)

Barnet og badevandet. Barnet, som jeg virkelig ikke er interesseret i at smide ud, men tværtimod har lyst til at vi sammen passer rigtig, rigtig godt på, det er netop vores fælles møder. Møder om særlige interesser, men også møder på tværs af interesser, møder om stort og småt, måske især det allermindste. De møder, der bare handler om at udveksle en smule tid, tidsfordriv, formålsløs slentren rundt. De der stunder, hvor man hænger ud i hinandens nærhed og bare ser hvad der sker. Om noget sker.

De sociale medier har været så ekstremt gode til at samle os op netop i det behov. De har været så gode, at vi nærmest har glemt hvordan man gør uden en præfabrikeret platform, som serverer rammerne for os.

Det er lidt som om vi engang lærte at cykle, men en nat kom nogen og gav os støttehjul på, og det var egentlig meget rart, så vi lod dem være der. Og nu tror vi ikke længere vi kan cykle uden.

Nu stopper jeg for i dag, men næste gang vil jeg skrive om alt det, der kan lade sig gøre. Alle de muligheder vi har for selv at skabe de rammer, hvor vi kan interagere med hinanden på internettet uden de sociale medier som støttehjul. (Og det skal vi, fordi de ikke er en neutral ramme, men en ramme med nogle interesser, der manipulerer os groft, jeg siger lige igen at jeg synes du skal se dokumentarfilmen ‘The Social Dilemma’.)

Og det spørgsmål, jeg egentlig stiller, sådan helt, helt grundlæggende, det er vel hvorfor vi aldrig går baglæns?

Vi lever vores hverdagsliv, og indimellem bliver vi præsenteret for en ny opfindelse. En lille forbedring – effektivisering, komfortivisering, servicisivering, glattivisering – genveje, gærdet gjort lavere, pænere, lågen måske tilmed vidt åben. Nogle gange er det virkelig bedre. Nogle gange er det endda bedre, uden at det er dårligere for andre. Jeg tror nok at der noget, som ubetinget er et fremskridt uden at have grimme bagsider.

… jeg tror det nok. Måske. Nej, helt ærligt, så er jeg virkelig skeptisk. Jeg tror faktisk mere på at hver eneste gang et menneske får en hverdag, som er lige den tand glattere, har mindre modstand, kræver færre kræfter, mindre omtanke – så findes den modstand et andet sted. Jeg tror at man kan flytte rundt på kræfterne, men jeg tror ikke man kan fjerne besværet. Det er lidt som med energiudladninger på et mere generelt niveau. Eller alkymi. Tror man at evighedsmaskinen findes, tror man at man kan lave guld?

5 Comments

  1. Kære Maja
    I starten af november måtte jeg trække mig med stress. Sige nej tak til arbejde, socialt liv osv osv. For at hele mig selv og ikke mindst mit nervesystem indførte jeg daglige gåture i min nære natur. Jeg vidste at Facebook, instagram og smartphone også var ild til bålet så jeg stoppede med at tjekke, tjekke og tjekke, jeg stoppede helt i en periode. Det var en kæmpe øjenåbner.

    Først opdagede hvor afhængig jeg var, det føltes meget som dengang jeg holdt op med at ryge. Men langsomt kom roen også snigende, nærværet og forholdet til det omkring mig voksede. Det er jo ren gevinst. Men… efter ca 14 dage begyndte jeg at få underretninger om at jeg burde skifte min adgangskode på Facebook, da nogen tilsyneladende prøvede at hacke sig ind på min konto, jeg måtte tilbage på platformen for en stund, skiftede min adgangskode og hurtigt ud igen, inden fingeren fik lyst til liiige at scrolle… efter endnu 14 dages fravær, skete det samme igen….. og igen måtte jeg skifte password….
    Jeg begyndte at undre mig, jeg har aldrig i mit lange forhold med Facebook fået den slags beskeder…

    Vores bibliotek ligger i byens lokale fritidscenter og vores sportshal. En dag jeg ventede på at min datter blev færdig med sit gymnastik, snusede jeg rundt blandt bøgerne, jeg faldt over og lånte bogen: “Offline” af Imran Rashid & Søren Kenner… Jeg læste den… Måske kender du den allerede. Den handler om hvordan vi bliver manipuleret af smartphones, SoMe osv. Så kom tanken, kan det være Facebook der savner mig, og forsøger at lokke mig tilbage med advarsler om at man bliver hacket? Jeg ved det ikke. Nu er jeg så små på job igen. Da en del af mit job består af at ligge opslag på vores Facebook konto, er jeg igen tilstede, advarslerne om at nogen prøver at komme på min konto er forstummet….

    Kan man “gå tilbage”… Åh jeg ville ønske det, jeg ville ønske mig et liv før SoMe, jeg ville ønske mig et liv for min datter uden SoMe. Jeg holder igen, prøver at have en mere simpel tilværelse, mere analog, mere knokkel, men med mere tid – det er det jeg ønsker tid. Mit nervesystem kan ikke tåle alt det digitale støj, og min hjerne kan ikke finde ud af have der er sandt og falsk.

    men gud…. jeg kan ikke undvære alle de “relationer” mennesker, jeg måske aldrig var blevet inspireret af hvis det ikke var for Facebook… eller hvem ved – måske vi var stødt på hinanden alligevel 🖤

    Elsker dine indlæg her – stop endelig ikke med det.

    Men det hele handler vel om balance 🖤 måske….

    Like

    1. Kære Metteline, jeg genkender så meget i det, du skriver om dit stressforløb! Også det med at man først forsinket opdager hvor afhængig man er blevet af det der lille fix. Og jeg bruger også selv afhængighedsparallellen, jeg mærker helt fysisk abstinenserne i begyndelsen når jeg ikke er ‘på’. Det ved jeg er ret omdiskuteret, og det er ikke alle, der oplever det sådan – men for mig er det virkelig sådan, det rammer mig. Lige ind i et lyst-drift-center, som jeg mister kontrollen med. Og det skræmmer mig. Netop fordi jeg har det så følelsesladet som jeg har det – så er jeg bare helt, helt sikker på at din mistanke er rigtig! Det er da garanteret en af metoderne til at få folk tilbage til facebook! Og jeg har selv oplevet det samme, netop i forbindelse med en af mine hyppige pauser, jeg har bare ikke tænkt over det før, men det er altså påfaldende hvor meget man bliver hacket lige netop når man ikke er der?

      I forhold til det med mennesker, man møder – så kommer et af mine næste indlæg netop til at handle mere konkret om det. Jeg ved ikke om det er sådan lige til at gå baglæns i forhold til netop mødesteder på nettet, men jeg vil bare heller ikke give op uden at have prøvet! Eller, det er jo så netop overhovedet ikke noget jeg kan gøre alene – så mere præcist vil jeg så gerne have at flere vil være med til at prøve. Lige nu ender man nemlig bare så alene i skolegården hver gang man tager timeout fra sociale medier.

      Og: Tak for boganbefalingen, den skal jeg have fat i!

      Like

  2. Jeg læser i din bog. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, faktisk. For at leve mere udenfor de sociale medier. Men din bog gør noget godt. Og dine skriv her gør noget godt. Tak ❤️ og jeg skal vænne mig til at skrive det her, i stedet for på SoMe. Men det er meget godt. Det tænker jeg.

    Like

    1. Kære Majken, som jeg lige har skrevet i et nyt indlæg, så er januar bare gået uden at jeg har nået alt det jeg troede, jeg skulle. Men jeg har ikke givet op, lader bare januar-planen sive ind i næste måned – og en af dem er netop at komme med nogle helt konkrete ideer til hvad jeg – og andre, der har det på samme måde – faktisk kan gøre ‘udenfor’. At du kommenterer på mine indlæg er allerede en stor ting for mig, fordi det betyder at noget af det liv, der findes der er fulgt med, så helt vildt meget tak for det. Og, åh, at min bog gør noget godt ❤ ❤ ❤

      Like

Skriv et svar til majaelverkilde Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s