I år snakker vi om brænde

For præcis et år siden stod vi i de sidste efterdønninger af en museinvasion, der var så heftig, at selv de lokale ikke kunne huske noget lignende. En hundredeårsinvasion. Det normale er, at der er en periode i overgangen mellem efterår og vinter, hvor musene søger ind efter varme og mad. I den periode er der mere opmærksomhed på at pakke madvarer forsvarligt væk om aftenen, der er musefælder lidt rundt omkring, og efterhånden som musene finder (eller selv gnaver) indgange, så lukker man de huller. I løbet af et par uger, måske en måned, så stilner det som regel af igen.

Sidste år begyndte musene allerede at gøre opmærksom på sig selv i sensommeren, og det blev hurtigt værre. De var overalt! Uge for uge måtte vi opruste, der stod musefælder på rad og række både ude og inde.

Selv bilerne blev invaderet. En dag mig og min kæreste kørte sammen i hans bil, så jeg en mus hoppe op af motorhjelmen, løbe på ydersiden af forruden og hoppe ned under klappen igen. Mens vi kørte. I min fars bil gnavede de sikkerhedsselerne i stykker, og ve den, der lod indkøbene ligge ubevogtet i bilen længere end den tid, det tog at køre hjem! Så også her kom der musefælder, der dagligt skulle tømmes, og det blev rutine lige at åbne til bilens motor og tjekke at der ikke var gnavet i centrale kabler og forbindelser før man kørte.

For hver gang en fælde skulle tømmes føltes det værre, til sidst nærmest traumatiserende. At slå så meget ihjel.

Det er bare mus, det kan man sige til sig selv, men det føltes urimeligt og brutalt. Samtidig gjorde selve antallet af mus det mere nødvendigt end nogensinde.

De gnavede sig igennem så uventede ting, fx den sorte og meget massive tønde, hvor vi opbevarer kattenes foder. Den, som vi netop har for at musesikre foderet. En morgen havde mus møjsommeligt gnavet et femkrone-stort hul i låget. Heldigvis hele vejen ned til selve tøndens kant, og ikke ind til maden. Men jeg blev alligevel paf, og lidt bange, tænk at små bitte dyr kan gnave så stædigt og kraftfuldt.

Ja, og så sked de også overalt og der er nogle ret alvorlige sygdomme, som de kan bære på, og jeg kan stadig ikke finde på andre løsninger end musefælder, selv om jeg ville ønske, jeg kunne. Jeg har nemlig ingen rationelle argumenter for at vi (mennesker) har ret til at slå dem (musene) ihjel. Altså at vi har mere ret til pladsen og ressourcerne fremfor dem.

Det fyldte virkelig meget for et år siden. Vi snakkede om mus, vi dræbte mus, kunne ikke sove om natten, fordi der hele tiden var fælder, der klappede, vi havde tics og var triste.

I år er der nærmest ingen mus. Det er meget logisk det hele. I 2018 var der usædvanligt gode betingelser for musene, ekstremt mange nødder til vinterlagre til at få ekstra mange unger, der kunne vokse op og få ekstra mange unger etc. Også 2019 var et godt år for musene, der var stadig rigeligt med mad i skovene og de kunne fortsætte med at vokse op og til og op og til. I sommeren 2020 var der bare så mange mus. Og ikke længere noget mad. Det var der, vi begyndte at lægge mærke til dem, fordi de begyndte at lede efter mad i alle bygninger. Vi slog som sagt uhyggeligt mange ihjel, men de fleste mus endte med at dø af sult ude i naturen, helt uden vores indblanding. Derfor er der meget få mus i år, derfor har de rigeligt med mad ude i skoven, derfor søger de ikke ind hos os, derfor ser vi nærmest ingen mus i år. Til næste år er der nok lidt flere mus igen, så får vi nok noget, der ligner det normale mønster i nogle år. Indtil der igen sker noget anderledes.

For præcis et år siden havde det ligesom ikke rigtigt været vinter. En smule sne, en smule frost, men ret mildt og vi troede nok at det ville fortsætte og gå over i et tidligt forår.

Men så blev det februar, og vejret slog brat om. I næsten en hel måned var der minus atten grader og mængder af sne.

Sidste år ventede jeg så længselsfuldt på foråret, men vinteren blev bare ved og ved.

Men det vidste jeg ingenting om på denne tid for præcis et år siden.

I år har der allerede været sne og frost i flere omgange, faktisk har det været en rigtig drømmevinter. Der har også været mildt indimellem. Og storm. Faktisk har der været alle mulige slags vejr denne vinter, og jeg har slet ingen anelse om hvad der venter, fordi det skifter så ofte. (Radioens vejrudsigt i morges lød simpelthen: Det varierende vejr fortsætter.) En dag er der plus syv grader og stormregn hele dagen, om natten er der minus syv og hele dagen skinner solen fra en klar himmel. Jeg ved ingenting om foråret, men jeg håber at det kommer hurtigere end sidste år.

I år snakker vi ikke om mus. Vi har nærmest glemt at mus kan være et problem.

I år snakker vi om brænde. Det er på denne tid af året, at næste vinters brænde skal købes. Mine forældre plejer at købe af en af de lokale skovejere, som også er deres ven. Sidste år købte vi brænde sammen med dem, fik det leveret i hele stammer og købte os også til fælles ophugning og kløvning.

Men i år er der mangel på brænde. Ikke som et isoleret, lokalt fænomen, det er på et globalt plan at der begynder at være mangel på træer at fælde. Papirkrisen, som fx påvirkede trykningen af min bog i efteråret, er en del af samme problem. Træer bliver plantet for at blive fældet, for at blive brugt til så mange forskellige ting, og balancen mellem efterspørgsel og produktionstid halter, mildt sagt.

Hvis man interesserer sig for dilemmaet om træerne (og det synes jeg selvfølgelig at alle skal), så ligger der en virkelig god dokumentarserie på svensk tv, som kan streames også fra Danmark: Slaget om skogen

Spørgsmålet om brænde er et dilemma, der på en måde minder om mit musedilemma. Jeg har ikke nogen rationelle argumenter for at netop jeg har krav på den ressource, mere end andre. Og når jeg skriver ‘andre’, så mener jeg i denne sammenhæng andre arter/livsformer end min, menneskelige.

Træer burde have lov til at findes meget mere i fred for menneskers nytte-rovdrift. Lige nu forestiller mennesker sig at træerne skal redde snart sagt alle de kriser, der er opstået i kølvandet på menneskers forsøg på at effektivisere dækningen af menneskers basale behov.

Træer, der igennem hundredevis af år bare voksede, fordi de nu engang havde slået rod der – det findes nærmest ikke mere. Mennesker har for længe siden fældet de fleste af de store, gamle træer. Så få er tilbage, beskyttet i naturparker, men presset på de områder tager også til. Produktionsskovene er fabrikker, ligesom pløjemarkerne er fabrikker, ligesom landbrugenes dyrehold er fabrikker, alt laver mennesker om til fabrikker på så kortsigtede måder, som er helt blinde overfor den større sammenhæng.

Det mener jeg. Jeg mener det.

Samtidig er jeg meget bekymret for hvordan vi skal skaffe næste vinters brænde. Jeg håber den lokale skovejer alligevel viser sig at have nok også til os. Jeg håber, at prisen ikke er vokset helt ind i skyerne. Jeg tænker, at det nok løser sig i år, men hvad med næste år? Og året efter?

I modsætning til musedilemmaet, så forestiller jeg mig ikke at det her problem opløser sig selv i glemsel. Det et et menneskeskabt problem og det går ikke væk, tværtimod.

Jeg nåede ikke længere med dette indlæg i går, jeg blev afbrudt, fordi drengen har fået (mildt) tilbagefald af sidste uges corona. Han skulle hentes, og er også hjemme i dag. Hverdagen halter afsted, og også det har jeg det ambivalent med. Jeg er lidt træt af at jeg ikke fik tænkt den tanke til ende her, for nu kan jeg ikke huske hvor jeg ville hen med at skrive om mus & brænde sammen .. Men jeg er også glad for at jeg med ingen varsel kan hente drengen, at min hverdag er her og sådan at alt egentlig kan fortsætte med ham hjemme.

I en kommentartråd på det allerførste blogindlæg af dem, der handler om mit hverdagsaktivistiske år, skrev jeg lidt med Marianne om min nye roman ‘Når vi rejser til Mars’. Vi skrev om forskellige ting, men blandt andet om det fænomen at ‘overtænke’. Og det har jeg selvfølgelig tænkt virkelig meget over siden. Det kunne jeg godt tænke mig at vi sammen tænkte lidt mere over … Fordi, hvad betyder det egentlig?

‘Over’ er vel lig med ‘for meget’, og i Mariannes første kommentar bliver det kædet sammen med at handlinger bremses. (Og det er jeg helt sikker på er at forenkle det alt for meget i forhold til hvad der menes i kommentaren – men for nu at lave et udgangspunkt for at tænke videre, så tillader jeg mig at stille det så skarpt op.)

Altså, hvis man forestiller sig det som modsætningspar: At overtænke som (negativ) blokering for at handle – kan man så omvendt forestille sig at undertænke som (positiv) ansporing til at handle?

Eller (lidt) mere neutralt: At overtænke blokerer handling, at undertænke frisætter handling.

Første spørgsmål må være om handling i sig selv har en positiv værdiladning? Og svaret må være at det er umuligt at svare på. Forskellige handlinger har forskellige konsekvenser, som kan være gode for noget og dårlige for andet. Og mangel på handling har også konsekvenser, som også er gode for noget og dårlige for andet.

Og at jeg overhovedet tænker det her sådan her nu, det er jo et oplagt eksempel på en overtænkning, som opløser muligheden for at nå frem til et overskueligt budskab om hvad der eventuelt kunne være det rigtige svar på et spørgsmål, som jeg ikke engang vil kunne stille uden allerede at have lagt en forhånds-værdiladning ind. Når jeg tænker på denne måde, så punkterer jeg hele tiden min egen mulighed for at forestille mig at kunne nå frem til noget, der ligner neutrale valgmuligheder.

Jeg kan stadig ikke helt huske hvad jeg ville nå frem til. Men jeg ved at det hænger sammen med at jeg hører meget radio for tiden, og de snakker rigtig meget om atomkraft for tiden. I næste uge skal den svenske regering tage stilling til om de vil klassificere atomkraft som en bæredygtig energikilde. Det er politikerne mildest talt uenige om. Samtidig snakker de i radioen om langtidsopbevaringen af det udbrændte atomaffald. Det, der er brugt op som energikilde, men som har en lagringstid på 100.000 år før det ikke længere er skadeligt for mennesker og miljø. (Mennesker og miljø, det er sådan de siger i radioen, jeg ved ikke hvad ‘miljø’ præcis dækker over, men det er virkelig et gummiord.) Problemet med opbevaringen er at den løsning, som er opfundet og anbefales af nogle forskere, kraftigt frarådes af andre forskere. Det er en strid mellem videnskabsmænd, der har stået på i 35 år og ingen har nogen forestilling om at spørgsmålet bliver afgjort. Ikke før regeringen skal tage stilling i næste uge, og ikke nogensinde, egentlig.

Spørgsmålet er mere komplekst end det, jeg refererer nu, men kernen er om man med nutidens metoder overhovedet kan sige noget fornuftigt om hvordan (hvor hurtigt!) kobber korroderer. Talsmanden for den gruppe af forskere, som skal lave anbefalingen til regeringen, på baggrund af de anbefalinger, som andre forskere har udarbejdet udfra det videnskabelige materiale, der nu engang er til rådighed, sagde i radioen i morges, at det i det hele taget var problematisk at forskere skulle udtale sig om noget i et tidsperspektiv på 100.000 år. Forskning laves normalt i et tyve års perspektiv, undtagelsesvist i hundreårs perspektiv. Hvordan skal man kunne beregne en prognose for længere tid?

Okay, nu er jeg blevet afbrudt så mange gange – har lavet te og morgenmad til det småsyge barn, lukket høns ud, lagt mere brænde på, planlagt hvordan dagens hjemmeskoleopgaver skal placeres (jongleres) i forhold til mit arbejde – og jeg har vitterligt tabt tråden her.

Jeg ved at det især er nogle tråde, jeg vil samle. Elprisernes himmelflugt, brændstofsprisernes himmelflugt, brændeprisernes himmelflugt – og så det med atomkraft, at man ikke ved, hvordan man opbevarer affaldet forsvarligt, men alligevel diskuterer om det skal defineres som en bæredygtig løsning?

Og så det helt, helt hverdagsnære. Det, som fylder mest i dag, i morgen, for et år siden (mus!). De bekymringer, som hver enkelt menneske hele tiden har, og som aldrig må affejes som irrelevante.

Ideen om at man kan overtænke. Sammenhængen mellem handling og tanke, hvornår det ene er motor for det andet, og måske handler vi for meget og tænker for lidt?

Det er noget i den stil, men for nu giver jeg fortabt.

Og ved, at jeg heldigvis har god tid til at prøve igen.

Jeg har jo lavet den her ramme for mig selv, som er inspireret af en masse strømninger i tiden. Jeg vil snart lave nogle mere konkrete henvisninger til mennesker, jeg er inspireret af, men for i dag vil jeg stoppe. Kun meget kort forklare at min ramme er denne:

I januar undersøger jeg mit forhold til internettet – de sociale medier og hvordan klarer man sig uden, hvis man nu gerne vil forsøge at bevare noget af det gode, som var grunden til at de blev opfundet. Jeg er ikke færdig med det, havde bare brug for at tænke højt om noget andet lidt. Noget mere konkret-i-verden. Og dette ‘noget’ kommer jeg til at fordybe mig endnu mere i i februar. Februars hverdagsaktivistiske fokus er nemlig at kende mit eget co2 aftryk bedre.

Det var det, det var rodet, det er jeg lidt ked af men ikke mere end at jeg deler det alligevel.

God weekend til jer!