Januar, som stædigt nægtede at blive hverdag

Januar er næsten slut, og jeg har det som om den aldrig rigtig kom i gang med at være januar. Altså januar, som jeg kender den, det vil sige årets allermest trætgråhverdagsslidsomme måned.

Faktisk har jeg har aldrig haft en januar måned, som så ihærdigt insisterede på at fastholde os i ferie-mode.

Det begyndte allerede mellem jul og nytår, hvor jeg blev syg på influenzamåden, og det gled direkte over i at vi alle sammen fik corona, og selvom vi forlængst skulle forestille at være på den anden side, så er drengen blevet ved med at få tilbagefald, skoleugerne har højst været halve, og det er som om det gear, man skal op i for at være effektiv bliver ved med at glimte som noget fjernt og uopnåeligt.

‘Livet er det, der sker mens du planlægger noget andet’.

Det er køleskabsmagnets-visdom, som jeg tænker flere gange i løbet af en dag. Jeg ved godt at det kan virke bizart at længes efter netop klassisk januar, men det handler nok også mere om at jeg havde noget, jeg ville (og ret meget jeg skulle, skrive forlængst deadlineoverskredet antologinovelle, lave årsregnskab fx), som jeg bliver ved med at blive afbrudt i.

Januar 2015

Og her kommer en lille kønskamps-relateret afstikker: Fordi tænk lige på hvor meget af det, der historisk har været mænds privilegier, der helt basalt handler om retten til at være uforstyrret. Tænk lige på hvor meget af det, der historisk er defineret som kvindens domæne, der har som fremmeste karaktertræk at det er en stor sum af små opgaver, der er usynlige når de er udført (opvasken, tøjvasken, bleskiftet, støvsugningen, fodringen af børn og voksne, oprydningen bagefter og før og imens). Omsorg og vedligeholdelse af flokkens hverdag, summen af konkurrende behov der afløser hinanden så glidende, at det slet ikke giver mening hvis man forsøger at dele dem op i adskilte opgaver til hver sin tid. Jeg siger ikke, at det ikke er fyldt med mening at være den, der gør alle de ting – det er vigtige ting, muligvis de vigtigste overhovedet.

Jeg siger bare, at det kan være lidt frustrerende at være i gang med noget (fx forsøge at tænke en tanke til ende), og så skulle gå fra den for at gøre noget andet, og noget andet, og noget andet, og så forfra.

Januar 2017

Ha, jeg har aldrig været supergode venner med hverdagen, det har jeg skrevet om før, og nu gider jeg ikke skrive mere om det i dag, fordi i virkeligheden har denne januar bare været præcis det, jeg trængte til, efter … ja, faktisk flere års hektiske forsøg på at nå frem til noget, som jeg er blevet ved med at miste overblikket over hvad egentlig er.

Tvungen langsomhed.

Det var jo præcis det, jeg ville.

Mit hverdagsaktivistiske år handler i hele sin essens om at være langsommere, være lige her, nu.

Shit, det er svært.

Jeg har jo en plan, ikke? Og i min plan om langsomhed var der fx en hel masse indlæg om emnet ‘sociale medier’, der skulle afvikles i januar, sådan at jeg kunne gå videre til at fokusere på co2-aftryk i februar. Det var da en god plan, ikke?

(,.. jeg har ikke engang opgivet den, mens jeg skriver det her nu, det er nærmest komisk.)

Januar 2020

Men før jeg fortsætter med noget som helst, så er der noget mere, jeg må fortælle om januar. Det skete for en uge siden. Søndag aften tog en ræv hele vores lille hønseflok. Tre høner og en hane, en ung, sund flok. Omstændighederne var så dumme og jeg er vred på mig selv. De havde et virkelig frit liv, gik i skoven og trivedes, holdt til under yurten, kunne lide at være i nærheden af os, man kunne høre dem klukke og skrabe hele dagen. De var lukket inde om natten, det er ikke fordi vi var ligeglade med rovdyr. Men vi lukkede ikke lige præcis ved solnedgang, og i så lang tid var ingenting sket, at vi havde glemt det var en mulighed. Rutinen var blevet bare at lukke i løbet af aftenen, når man lige kom forbi og det passede.

Klokken 18 søndag aften kom ræven til en åben hønsegård. Selv om vi hørte den, var det for sent. Den havde jaget hønsene ud i skoven og vi kunne ikke beskytte dem, målrettet fandt og dræbte den dem en efter en, vi råbte og kastede ting efter den, men den lod sig ikke forstyrre.

Jeg er så uendelig ked af det, vi er alle sammen kede af det, sørger og savner hønsene i vores flok. Hele ugen har været så tung og trist.

I dag skinner solen og vinden har endelig lagt sig. I dag vil jeg gøre rent i hønsehuset, pakke fodertønderne væk. Vi skal jo nok have høns igen, men ikke lige nu. Vi skal rævesikre gården bedre, det skal blive forår først, ræven skal glemme at her var noget, at hente. Lige nu bliver den ved med at vende tilbage, den er underligt u-bange og for første gang mens jeg har boet i skoven er jeg faktisk bange for et vildt dyr. Det er i sig selv en forstyrrende oplevelse, det er noget, jeg ikke troede kunne ske. Den har ikke hundegalskab, det vil jeg lige sige, vi har undersøgt sagen grundigt, og kan udelukke det, men noget er galt med dens opførsel, den er ikke bange for os, truer ikke som sådan, men kommer alt for tæt på.

Så det fylder, det tynger, det tomrum er der også.

Januar 2021

Hvis jeg gennemfører januars plan, så kommer der i løbet af weekenden nogle helt lavpraktiske indlæg om hvad jeg har gjort i forhold til sociale medier i januar, og hvad jeg planlægger at gøre i løbet af året. Hvis ikke, så sker der nok noget andet, i hvert fald hvis man skal stole på køleskabsmagneters livsvisdom.

4 Comments

    1. Faktisk dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste i den tilstand ❤ Og ja, magtesløst, det var dén følelse, blandet op med skyld og fortrydelse og alt i alt bare en rigtig forfærdelig aften. Ræven kommer tilbage ca hver anden aften, sidder udenfor og bjæffer – enten fordi den mener at det i virkeligheden er den, som bor her og os, der er indtrængere, eller fordi den tror vi har mere mad til den, eller … vi ved det jo virkelig ikke, men det er virkelig frustrerende at den ikke bare holder sig væk.

      Like

  1. Køleskabsmagnet filosofisk kan jeg huske noget med at et mål uden plan bare er en drøm.

    Jeg har opgivet at have en plan. Måske fandt jeg ud af, at jeg trives bedre uden.
    Jeg er en drømmer. Og så går jeg ud af den sti i skoven, der kalder på mig. Uden mål og mødetidspunkt.

    Og jeg tror at grunden til, at jeg elsker dine nyhedsbreve er fordi du gør det samme. Følger en sti, der fører til en ny.. og planen, hvis den var der, mister sin betydning. For rejsen og eventyret er det hele værd.

    Og så kommer ulven – eller ræven og rusker os vågen alle de steder hvor trygheden er blevet så tryg, at vi var faldet i søvn.

    Og jeg kan godt se, at du har ambitioner om mere end drømme og det jeg måske egentlig bare har lyst til at sige er, at dine ukendte ikke planlagte stier er der, hvor jeg ser dig.

    Like

    1. ❤ jeg føler mig set, på den der måde hvor det, du skriver, får mig til at se mig selv på en ny måde. Jeg er absolut et menneske, der trives med planer og systemer og retninger som måder at tackle ulven/ræven/kontroltabet på, og jeg er absolut et menneske, der har lidt svært ved at acceptere, når det ikke virker. Så bare det at overveje om jeg allerede gør noget andet, bare uden at vide det, det er ….. spændende!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s