Sne, lys og rævens spor (jeg er bange)

Jeg er så småt begyndt at tage billeder med fotografiapparatet OG har endelig fundet et godt system til dem på min computer. Jeg har også fundet et billedbehandlingsprogram (gimp), men er ikke blevet helt venner med det endnu, men det går nok også med lidt uredigerede billeder fra i forgårs. Fordi lyset i sig selv gjorde lige skoven aldeles glansbilledagtig.

Efter nogle grå uger var det dejligt med mere smukt at kigge på, især elsker jeg den måde sneen havde lagt sig på træerne som kontrastlinjer.

Bortset fra at sneen var smuk, så brugte jeg den også til at studere rævens ruter. Jeg har haft det uventet svært med at ræven har slået sig ned så tæt på os. Helt ærligt blev jeg bange for den, og det har forstyrret hele mit selvbillede som en, der bor i skoven på zen-måden. Indtil nu har jeg altid har haft den her følelse af at de vilde dyr ikke vil mig noget. De passer deres, jeg passer mit, vi forstyrrer ikke hinanden.

Men ræven har forstyrret mig, fordi den ikke har opført sig sådan, som jeg synes den skulle. Den logik, der siger at den skal være mere bange for mig, fordi den er mindre og fordi dens instinkter siger, at den skal. Det er den rationalitet, der altid har gjort mig fuldstændig tryg i skoven. Også dengang jeg boede i Värmland, og det var ulvenes spor omkring vores hus, jeg kunne studere i sneen.

Men efter at ræven tog hønsene, og der sådan set ikke var mere at komme efter, så er den blevet ved med at komme tilbage. Den har siddet udenfor yurten og bjæffet, nærmest kaldt på os. Den er kommet tættere på end jeg synes var trygt, og har ikke reageret på at vi råbte ad den eller kastede ting efter den. Vi har måttet true mere, end vi egentlig havde lyst til, kaste for faktisk at ramme, og vi har jaget den så langt ud i skoven vi kunne. Den blev ved med at opføre sig som om vi nok egentlig var venner, og har snuset nysgerrigt til de sten, vi kastede med, som om det var gaver.

Rævens irrationelle opførsel gjorde mig irrationelt bange.

Så bange at jeg har insisteret på at drengen skulle have en voksen med ud som vagt, når han skulle tisse om aftenen. Og sådan set også selv har insisteret på at min kæreste gik med som vagt for mig. Jeg er endda blevet bange for at ræven skulle begynde at jage vores to udekatte. Ikke fordi det er normalt, at ræve jager katte, som jo selv er rovdyr med mange af de samme veludviklede sanser og evner til at forsvare sig. Det er ikke rationelt, det ved jeg, men frygten fylder alligevel. Hver morgen, når kattene stadig er der, så ånder jeg lettet op.

Jeg håber snart det klinger af. Ræven har måske forstået vores budskab, den har i hvert fald lavet sine cirkler omkring os større og er holdt op med at ligge udenfor og bjæffe. Desuden hjælper det lidt at jeg muligvis har (op)fundet en forklaring på dens opførsel. Den er sådan her:

Museinvasionen forrige år har betydet at der nærmest ikke er mus i år. (Det har jeg skrevet om her.) Rævenes største fødekilde er mus, ergo har rævene et problem i år. Da vi så (åh, jeg hader stadig lidt mig selv for det) alt for overmodigt har givet vores hønseflok hele skoven at boltre sig på hver dag, og ikke været særlig grundige med aftenlukningen, så forærede vi en ung hanræv noget af en jackpot. Selvfølgelig har den valgt at slå sig ned her! Selvfølgelig kæmpede den med os om retten til det territorie!

Fordi det er det, jeg tror den er i gang med. Hver aften hører vi den bjæffe. Den løber i en stor cirkel omkring os og bjæffer, den er i fuld gang med at fortælle til alle i skoven at nu bor den her. Ræve yngler netop nu, i januar og februar. Måske har den allerede fundet en hunræv at få unger med, måske leder de. Måske flytter de aldrig igen, fordi: Hvorfor skulle de det?

Til næste år har musebestanden haft tid til at vokse sig større igen, det er ikke sikkert at rævene vil have lige så stort behov for at finde anden slags mad. Men høns vil altid være et lækkert, nemt bytte for dem. Jeg kan se på rævens spor at den regelmæssigt patruljerer forbi hønsegården, og det holder den nok aldrig op med.

Jeg er begyndt at tømme dassets tisspande de stede hvor jeg kan se den har været i løbet af natten. Ræve markerer selv territorie på den måde, meget demonstrativt placerer de tis og lort, når de er utilfredse med andres indtrængen. Jeg kan se på næste nats spor, at ræven faktisk flytter sin rute væk fra de steder, jeg har hældt vores territoriemarkering ud. Men det er småbitte forskydninger, og ikke noget, der ændrer på at for ræven er det os, der er forstyrrende indtrængere på dens jagtmark.

Vi har gennem årene haft mange høns, som døde. Høns, der blev slagtet fordi de var gamle eller syge eller haner, der var aggresive eller bare for mange. To unghaner blev taget af en mår for to år siden, en høne blev taget af en rovfugl for fem år siden. Høns, der dør, er ikke som sådan usædvanligt.

Men vi har aldrig mistet en hel flok på en gang, vi har ikke mistet så voldsomt og mens vi så det, hørte dem forsøge at undslippe.

Vi har lavet et lille mindested. Fire sten, der står ved siden af hinanden og symboliserer dem. Små buketter af deres fjer, er stukket ned foran hver hver sten.

Forleden holdt vi sammen med mine forældre en lillebitte højtidelighed for at sige farvel. Ikke noget stort, bare nogle ord om hvordan vi huskede dem. Min mor havde lavet en snelygte, og så sang vi børnesangen ‘Poul sine høns’. På norsk, fordi min mor er norsk, og langsomt, fordi melodien ellers blev lidt for munter. Men teksten passede. Poul lukker hønsene ud, det er Pouls skyld, de dør, nu tør han ikke gå hjem til sin mor.

Jeg er Poul. Jeg er også Pouls mor. Jeg er trist, jeg er vred. Jeg er irrationelt bange for et rovdyr, der faktisk bare gør det, den skal. Men det var fint at stå i mørket og kigge på lyset i snelygten.

… det blev et lidt trist indlæg, og jeg må hellere lige tilføje at når jeg skriver om noget, så er det også en måde at bearbejde det på, og egentlig er alt ok. Det er bare sådan det er, noget fylder alt indtil det ikke fylder så meget mere. Så er der noget andet, der fylder og så videre.

Og a pro pos hvad der fylder: Jeg tænker på at udsætte det med at undersøge vores yurtelivs co2-aftryk. Dels fordi min kæreste har en måned tilbage med fuldtidsarbejde på et hospital, der ligger over en time væk. Det er et fælles projekt, og noget mere realistisk at gøre sammen når han rent faktisk er hjemme engang i mellem. Den anden grund er at jeg har fået nogle ideer i forhold til erstatninger for sociale medier, og januar forsvandt lidt i sygdom, så jeg kan godt bruge en måned mere, hvor det får lov at fylde. Jeg har selvfølgelig også alt muligt andet at gøre i februar, det som er mit mystiske kludetæppe af et arbejdsliv – blandt andet skal jeg forberede en udstilling, som jeg glæder mig virkelig meget til! Men! Forbered jer på et spørgeskema om en fællesblog, som et mere brugerstyret alternativ til de store platforme. Snart! Og hav en god weekend.