Alt bliver hverdag

Sejrherrerne fortæller historien. Krigens første offer er sandheden. Du skal ikke kaste med sten, når du selv bor i et glashus. Slaget er vundet, krigen er tabt.

Floskler, som kører på repeat i mit hoved i disse dage, og de er jo netop så sejlivede vendinger, fordi de udtrykker noget vigtigt. Og jeg ved helt ærligt ikke om jeg nu kan forklare noget bedre, end det de allerede siger. Jeg ved i det hele taget ikke om det er bedre bare at være stille. Der er så mange der siger noget, hele tiden siger nogen noget, og det er også en del af problemet. At man ikke kan sige noget, uden at skulle sige noget om dét. Det, som nu er det fælles samtaleemne, og det er hele tiden akut, vi lever i undtagelsestilstande af breaking news på samme måde, som vi lever i serielt monogame parforhold.

Før jeg skriver mere, vil jeg gerne understrege noget, fordi jeg ved, det nemt kan misforstås: Jeg elsker mennesker, jeg elsker når mennesker hjælper mennesker, mit hjerte bløder for de mennesker, der nu er under angreb og på flugt, og jeg synes alle, der kan, skal hjælpe med alt de kan, og det gør jeg også. Og det er en helt generel holdning, som også gælder andre undtagelsestilstande, hvor mennesker er i nød og mennesker hjælper.

Jeg skriver det, fordi jeg har oplevet at det, jeg mere grundlæggende mener, kan opfattes som om jeg er nærmest anti-human, som om jeg dybest set hepper på at menneskeheden uddør, og det er så fjernt fra hvad jeg mener. Jeg vil virkelig gøre mig umage med at forklare det på en måde, så det ikke kan misforstås, men altså … det er ret svært, så nu prøver jeg at begynde med denne disclaimer, og så må vi se hvordan det går derfra.

Sagen er den, at jeg så grundlæggende er i mod hele den måde, mennesker har indrettet sig i verden på. Sagen er den, at jeg er pacifist, og at selvom det lyder som noget ubetinget godt at være, så aktiverer det en hel masse problematikker, som griber ind i hinanden og det bliver svært at se, hvor man skal stoppe. Lidt som at finde en løs tråd i en strikket trøje, og så har man pludselig bare en rodebunke af garn. Sådan en rodebunke, som det er meget nemt for andre at pege på og spørge: Hvad vil du egentlig med det der? Og det kan være meget svært at svare på.

Nu begynder jeg et vilkårligt sted: Nationalidentiteter.

Hvad er det for en besynderlig idé, at nogle streger tegnet op på et landkort, skulle kunne samle den flok af mennesker, som befinder sig på de geografiske felter i en fælles identitet?

Alle ved jo at grænserne mellem to lande altid er mere flydende. Alle de markører, som vi bruger til at definere den nationale identitet – sprog, religion, etnicitet, folkloristik, styreform, historie fx – lapper over på tværs af de geografiske grænser. Og internt kan der være så store forskelle på hvordan den enkelte definerer den identitet, der skulle forestille at være fælles for et helt land, at det kan være svært at forstå, de taler om samme land.

Jeg kunne også begynde et andet sted, nemlig det tidspunkt, hvor grænserne blev lagt fast. Nationalstaterne er et ret nyt fænomen, og blev først endelig stadfæstet efter afslutningen af Første Verdenskrig. De geografiske grænser, vi nu tænker på som nærmest naturgivne, de er i så udpræget grad resultatet af forhandlinger mellem sejrherrerne. Anden Verdenskrig var (uendelig kompleks, men også) tabernes protest mod sejrherrernes ret til at fastlægge grænser. Inden da var der en meget længere periode med systemer af Imperier, der med mellemrum oprustede, udvidede og kollapsede – og imellem Imperierne var der stødpudestater eller -klaner, som skiftevis kæmpede på den ene eller den anden side, afhængigt af hvad der tjente dem bedst. (Eller hvad de blev tvunget til.)

Igen, misforstå mig endelig ikke, jeg siger ikke at noget af det, der var ‘før’ var godt. Det er ikke en idyllisering af gamle dage. Kampe om territorier, ressourcer og magten til at bestemme over folks måder at leve på, har altid været på bekostning af en hel masse liv og frihed.

Det, jeg vil sige, er at ‘vi’, dvs helt almindelige mennesker i Vesten (mig selv inklusive), som er født efter Anden Verdenskrig og opvokset i noget, der har lignet en for evig fredstid – ‘vi’ er nok kommet til at tro, at grænserne lå meget mere fast end de måske kan blive ved med. ‘Vi’ har levet med en erfaring af vores integritets ukrænkelighed i kraft af nogle større strukturer omkring os, som har virket så sikre at det nu er et chok, at systemet ikke er stabilt. Og jeg mener: Vi har virkelig været sikre. Selv om hele verden mildest talt har stået i brand, så har vi stadig troet at grænserne i Europa var ukrænkelige. Det er det chok, der lige nu er så stort.

Og så er der den mindre charmerende side af vores chok: ‘Vi’ er måske også så syltet ind i nationalstatsidentitet, at vi har svært ved at forestille os at leve i noget andet – og vi har ikke mindst svært ved at se, hvordan det påvirker vores opfattelse af begivenhederne, at vi er syltet ind i en sejrherrefortælling. Vesten har fortalt sig selv meget bastant frem, men det er ikke det samme, som at det er sandhedEN om noget som helst i verden.

Jeg vil gerne sige noget mere om Første Verdenskrig, fordi den markerede et vendepunkt, når det gælder menneskers måde at være i krig med hinanden på.

Første Verdenskrig var forfærdelig på mange måder, men noget af det, som adskilte den fra tidligere krige, var dødstallene i de enkelte slag. Fronterne mødtes (groft sagt) på den traditionelle måde, hvor modstandernes hære stillede sig op foran hinanden, og så var der kamp til en af parterne trak sig tilbage. Det var et kollektivt chok at så mange flere døde. Forskellen på den krig og de tidligere, var teknologi. Skydevåbnene havde fået en markant større rækkevidde – det vidste man godt, men noget, som man først senere fandt ud af, var den psykologiske ændring, som det medførte for krigsførelsen.

Der er nemlig noget så simpelt som fysisk afstand på spil, når det gælder soldatens evne/vilje til at slå et medmenneske ihjel. Eller nok nærmere det modsatte, modviljen mod at slå ihjel.

I ‘gamle dages’ krige, så kunne soldater stå overfor hinanden på slagmarken, udstyret med alle mulige former for vildt farlige våben, og have alle muligheder for at skade hinanden, dræbe hinanden – og være beordret til det af deres overbefalende. Og alligevel var tabstallene ret stabile og, med eftertidens blik, meget lavere end de kunne være. (Undtagelserne, hvor en part udslettede modstanderne fuldstændig brutalt findes, men nu snakker jeg om det, der var normen, så bizart det nu end kan være at snakke om normer for krig & død.)

I Første Verdenskrig døde mange, mange, mange flere soldater i slag, der på overfladen lignede, hvad man kendte fra før.

Undersøgelsen af forskellen, viste at fordi soldaterne kunne dræbe hinanden på længere afstand, så var deres modstand mod at trykke på aftrækkeren mindre. Det, som er på spil, er menneskers evne til at umenneskeliggøre. (Nu ville jeg ønske, at jeg var typen, der havde styr på mine kilder, og jeg vil prøve at finde det sted, hvor jeg engang læste om netop denne undersøgelse.) Men altså, Første Verdenskrig medførte et kollektivt chok over hvor grusom krigen va. Først senere fandt man ud af at det var fordi det var den første krig, hvor soldater på begge sider rent faktisk adlød ordrerne om at dræbe – fordi de ikke kom så tæt på hinanden, at de opdagede at fjenden var et menneske, som dem selv.

Dæmonisering af fjender. Fortællinger om modstanderen som et u-menneske, der retfærdiggør vores egen (umenneskelige) udøvelse af vold.

Soldatertræning er (både dengang og nu) også altid til en vis grad hjernevaskning, fordi mennesker har indbygget i hjernen en hel masse spejlneuroner, som er kodet til at være empatiske. Hvis vi ser smerte, så føler vi smerte. Hvis vi ser glæde, så føler vi glæde. Omsorg for medmennesker er en grundlæggende del af vores egen overlevelsessystem. Vi er født flokdyr. Vi beskytter vores flok, og andre mennesker er potentielt del af vores flok.

Bortset fra når de er det modsatte. Beskytterinstinktet mod udefrakommende trusler.

Det er det, der udnyttes i krig.

Det, som jeg gerne vil sige nu, det er at vi, som sidder i sikker afstand og mener ting til højre og venstre, vi er også en del af krigen. Altid. Hele tiden. Hver eneste gang vi taler om et os og dem, så er vi med til at dehumanisere nogen, til fordel for andre. Vi er med til at gøre det mere okay at den ene side slår den anden ihjel end omvendt. Når jeg skal skære helt ind til benet, hvad jeg mener, så er det dette: At den polarisering, som foregår i medierne og i helt almindelige menneskers samtale lige nu – den er en del af et større problem:

Vi går som en selvfølge ud fra at vi er på den rigtige side. Den gode side.

Vi er så vant til at være del af en fortælling om det gode, der går så grueligt meget igennem, men så vinder vi heldigvis altid til sidst. Vi er David mod Goliath, vi er de frie, uafhængige, dem som kommer med freden.

Og fordi det er sådan, så er modstanderne selvfølgelig onde. De vil det onde, de kommer med det onde.

Det er ikke fordi vi egentlig vil nogen noget ondt, men man er jo nødt til at forsvare sig, ikke?

Lige nu er vi her i Norden (dén identitet) helt opflammede og fulde af følelser. Vi kommer med forsvar for at mennesker forsvarer sig mod en udefrakommende trussel. Hvis jeg nu siger, at jeg er pacifist og imod enhver udøvelse af vold overhovedet, så kalder det på nogle bestemte modsvar:

Hvis det var dit eget hjem, hvis det var din egen familie, ville du så ikke også forsvare dig? Kæmpe om så til døden, for at redde dem, du elsker? Ville du ikke?

Og når jeg siger nej til det spørgsmål ….

Hvad skal man stille op med det nej, til at forsvare menneskeliv?

Jeg kan godt forstå at min modvilje mod at man med vold bekæmper en voldelig invasion, er svær at have med at gøre. Især i så konkret og nær en situation, som den vi nu står i. Jeg kan også godt forstå at min egen kæreste har haft svært ved at acceptere, at jeg i en (urimeligt forkælet hypotetisk) situation, hvor jeg er truet på livet, så absolut ikke vil have at han slår ihjel for at redde mit liv. Og børnene, hjælp altså, når vi så begynder at tale om børnene, så bliver alle de mest primitive instinkter vakt, og samtalen bliver nærved umulig.

Sådan taler vi, sådan skærer vi alting op i retoriske bidder. Det skræmmer mig. Det skræmmer mig at jeg, ved at sige at jeg ALDRIG mener det kan forsvares at slå et menneske ihjel, faktisk kan ryge over i den flok, som er den forkerte. Den, man skal forsvare sig i mod.

Men jeg siger det alligevel. Og jeg vil også sige, hvad jeg synes vi skal kæmpe for. Fordi der er så meget at kæmpe for. En fuldstændig anderledes verdensorden fx.

(Og nej, jeg har ingen færdige, fikse løsninger, mest spørgsmål & længsler)

• Vi kunne øve os i at vælge tillid, vælge at tro på at alle har de samme basale behov for føde, hvile og ly og helt vildt mange kram – lytte mere til fortællingerne om godhed på trods end dem om uforklarlig grusomhed, og tænke over hvilke historier, vi selv fortæller
• Vi kunne vælge at blive aktivt udøvende pacifister, på linje med at vi lærer førstehjælp – fx gå i lære hos de aktivister, der arbejder med anti-volds-metoder, både de nuværende (extinction rebellion holder jævnligt aktivistkurser nærmest overalt) og de historiske bevægelser, fordi de virker faktisk!
• Vi kunne tage klimakrisen alvorligt og vænne os til en hverdag med fundamentalt andre hverdagsvaner
• Vi kunne kigge på hvornår komfort er vigtigt og hvornår det er vane – hvornår det at give afkald på noget, faktisk giver mere tilbage i form af langsigtet meningsfylde og empowerment-lykke
• Vi kunne kigge på hvad vi lærer børnene i skolerne og overveje om det faktisk ruster dem til den fremtid, de skal leve i
• Vi kunne studere alle alternativer til det kapitalistiske spekulations-paradigme og vælge ikke et, men dem alle i stedet
• Vi kunne studere alle alternativer til ejendomsretten og vælge ikke et, men dem alle i stedet
• Vi kunne studere alle former for territorie-definitioner og vænne os til at geografiske grænser altid er til forhandling, men at det ikke nødvendigvis skal være fysisk vold, som afgør udfaldet
• Vi kunne udvide privilegiebevidstheden endnu mere, blive venner med ordet Speciesisme, og udforske mulighederne for sameksistens på tværs af arter

…. og mere. Der er så meget mere at sige, jeg har allerede skrupler over hvor mange nuancer, der mangler i det, jeg nu har skrevet, og jeg er jo heller ikke sikker på at jeg kunne gennemføre noget af det selv. Jeg mener, jeg har jo ikke stået i den situation at nogen med vold har truet mig eller nogen jeg kender, på livet. Måske er det hele bare udtryk for hvor forkælet et liv jeg lever? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg ved, at jeg tænker det her, tænker det hele tiden og selv savner at nogen kommer med et forsvar for pacifismen midt i alt det modsatte.

(Og sidste disclaimer, som jeg egentlig ikke håber er nødvendig: Jeg synes alt, der sker i Ukraine lige nu er hjerteskærende forfærdeligt, jeg synes det er uhyggeligt at Putin bliver ved, jeg er skræmt af hvor ustoppelig han virker, jeg er helt vildt bange for konsekvenserne af krigen, jeg ligger vågen om natten, jeg tænker på atomvåbnene, jeg er imponeret over alle de mennesker, der har smidt alt de var igang med og er kørt til grænserne med nødhjælp, alle der laver private donationskampagner, alle der er chauffører for flygtninge, det hele er så smukt og rørende og jeg er med hele vejen – og jeg håber, håber at det her bliver læst som det er ment: En bøn om at vi alle sammen bliver blidere, blødere, at en ny verdensorden kan vokse frem og op, at der bliver plads til nuancer og kærlighed i stedet for de polariserende krige om retten til at definere, hvem der har ret og hvem, der evt godt må ryddes af vejen (ingen! svaret er ingen, simpelthen ingen sten skal kastes og alle våben skal lægges og hver og en skal være den første til at sige nej, vold er aldrig en løsning, og vi skal bare alle sammen have løsere konturer, så skal der nok være plads nok, rexona eller ej, make love not war og flower power til alle ❤ )