I lørdags fyldte jeg bilen med ting. Tang, sten, grene, mos, rustne cykeldele, glasskåle, dun, bark, siv, kogler, knogler.
Og et lille løg i en sivkurv.
Det løg mystificerede virkelig de børn, der var de første til at indtage udstillingen, allerede mens jeg gik og indrettede rummet.
Faktisk var løget, det eneste i mylderet af ting, som de ikke forstod, hvorfor jeg havde taget med.
Helt ærligt havde jeg ikke tænkt så meget over lige præcis det løg. Det kom med lidt i sidste øjeblik, og da børnene spurgte, kunne jeg godt se at det stak lidt ud.
Jeg har været i gang med at samle ting til udstillingen i et par uger. Først markerede jeg rummets størrelse på jorden ved siden af yurten. Der var nogle ting, jeg vidste skulle med, fordi de er nødvendige for at udføre de øvelser, som nu hænger på opgavekort udenfor rummet. Helt klassiske skov-ting som grene og sten i forskellige størrelser, mos og kogler og siv og bark og den slags. Da jeg var ude i skoven opdagede jeg det hjørne, hvor folk, der har boet her tidligere (før losseplads blev en norm), dumpede jern og glasskrot. Især cykeldele, var der mange af, og fordi jeg samtidig var i gang med nogle digte om rust, var det oplagt at samle ting herfra.
Men i det hele taget ville jeg gerne have så mange forskellige typer materialer med, både organiske og forarbejdede – fordi vi lever jo vores liv i omgivelser, som er så blandet og komplekst. Jeg vil gerne pege på netop det, sammenblandingen og de bevægelser, materialerne hele tiden er i gang med. En blå badebalje kan virke som et lille stykke evighed indkapslet, når det står i et badeværelse, men sådan her ser det ud, når det har ligget henslængt i skoven nogle år(tier):
Nå. Jeg kunne nemt komme til at skrive en lille roman om det, men jeg er jo som sagt i gang med nogle digte – og så har jeg jo netop lavet en udstilling, hvor der er plads til at man selv kan mærke og tænke, eller bare være lidt i ro.
Udstillingen er i ‘Biokuben’ i hele marts, det er Islands Brygges Kulturhus’ udstillingsrum, som ligger meget smukt i glascafeen og med udsigt mod havnen. Hvis du besøger udstillingen vil jeg blive meget, meget glad for et fotografi af den omplacering af ting, som din krop skabte. Alle billeder samles på udstillingens egen side – hvor der også er lidt mere bagrundsforklaring til hele skovmeditations-konceptet.
ps. Det med løget …. da jeg blev spurgt, så vidste jeg jo godt hvorfor det var med. “Det er fordi voksne tit siger, at de er ligesom løg – at så skal man skrælle lagene af, for at se hvem de rigtigt er,” svarede jeg.
Det ved jeg ikke hvad børnene mente om, søstre på fire og fem år, de så mest skeptiske ud. De fortsatte med at arrangere muslingeskaller på gulvet i mønstre, bagefter bad de om at få opgaver fra kortene læst højt. De byggede sig selv med grene og sten, de pyntede træerne i potterne med hanefjer, de hjalp mig med at lede efter en stige, de lavede en sandkage i en skål. Og så kom den mindste pige pludselig med sivkurven igen. “Jeg har puttet låget på,” sagde hun, alvorligt, bestemt. Og så stillede hun den tilbage i hjørnet.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 