Tråden er rød (som tabasco)

I går underviste jeg 35 pædagoger i at sy bøger med børn. Det er første gang, jeg har undervist så mange samtidig, og det er første gang, jeg har undervist i at undervise.

Det første, mængden, krævede lidt disciplin undervejs af deltagerne, og at jeg snakkede MEGET højt. Det er ikke fordi det egentlig er så svært at sy en bog, men alt man gør første gang er jo i sagens natur nyt, og lige netop håndarbejde læres lige så meget med hænderne som hjernen. Indlæringstempoet er én faktor, men det er selve formen jo også, og jeg plejer at have hold på max 12 deltagere, netop så der er plads til at jeg kan tilpasse til den enkeltes behov undervejs. Men med grundige forberedelser, og nok også fordi deltagerne var over gennemsnittet fortrolige med deres finmotorik, så gik det over al forventning.

Og grunden til at jeg havde sagt ja til den her opgave, det var jo fordi det lokkede såååå meget at få lov til at undervise netop pædagoger. Tænk at jeg nu har fået muligheden for at videregive mine erfaringer med noget, der i så høj grad er et hjertebarn, til mennesker, som hver eneste dag blandt andet arbejder med at styrke børn i deres kreative processer!

Jeg lærte pædagogerne at sy bøger, jeg lærte dem, hvordan de kan tilpasse metoden, så også vuggestuebørn kan være med, jeg snakkede om formgivning som erobring og empowerment, jeg fortalte om hvordan man i både formgivningsprocessen og når det gælder indholdet kan styrke skaberglæden på forskellige måder, afhængig af hvilket kreativt temperament barnet har.

Da jeg var færdig, sagde en af deltagerne at det var så dejligt at det, jeg havde undervist i, var noget, de bare kunne gå hjem og gøre. Ikke noget med at bede om penge eller lov af nogen, alt der skal bruges findes allerede på stuen, og metoderne kan helt enkelt kobles på meget af det, de allerede gør.

Genbrugsmaterialer, redskaber vi allerede har, metoder, som tilpasses til hvad vi i forvejen kan og hvor vi vil hen.

Forenkling og fokus på den korteste vej fra spontan lyst til at lave noget til faktisk at være i gang.

Balancen imellem at have det sjovt med det, man laver og samtidig forstå det som den dybeste, alvorligste protest mod det passificerende pres, som vores nuværende samfundsmodel på hverdagsbasis udøver over os.

Jeg kan stadig være lidt forundret over hvordan jeg pludselig blev en, der underviste i at sy bøger – alt omkring det håndlavede er virkelig vokset så uplanlagt og organisk frem. Samtidig er der noget helt selvfølgeligt i at det måtte blive en del af det samlede kompleks, som er mit arbejdsliv. Den røde tråd i det hele er tydelig, i hvert fald for mig.

I aften skal jeg afsted til Danmark igen, denne gang skal jeg til Køge Bibliotek, hvor jeg skal holde et foredrag med udgangspunkt i ‘Når vi rejser til Mars’. Jeg kommer til at bruge nogle andre ord end i Ballerup i går, men meningen – tråden – er vitterligt den samme.

Sådan her står der i beskrivelsen af foredraget i aften:

“I sin nye roman ‘Når Vi Rejser Til Mars’ går hun helt tæt på eksperimentet og undersøger konsekvenserne af at vende ryggen til det etablerede samfunds normer. Romanen er skrevet som en mosaik af fortælling, essay og poesi – og menneskets forhold til naturen er omdrejningspunktet. Længslen, drømmene, fremmedgørelsen og sorgen. Hvordan finder vi os selv og kommer tættere på hinanden og naturen igen?”

Tættere på, tættere på … ganske langsomt kan jeg mærke, at jeg selv kommer tættere på at forstå, hvad det er, jeg vil tættere på. Og ‘naturen’ er en del af komplekset, men samtidig en del af problemet, fordi vi ved jo godt at alting er natur, vi ved også godt at natur bare er et ord, vi har opfundet. Alligevel bliver vi ved med at dele alting op, som om noget er mere natur end andet. Det autentiske, det er også en længsel, som er svær at slippe.

Det kommer jeg til at snakke mere om i aften, det kommer jeg (for evigt) til at skrive mere om både her og i digte og hvor jeg nu ellers skriver, og det kan jo snyde, men det føles virkelig som om den røde tråd er i gang med at vokse sig stærkere. Stærkere hos mig, men især også nu som en voksende fælles bevidsthed om at andre måder at leve på faktisk er en mulighed.

Hvis du ikke kan komme til Køge i aften (klokken 19), så er næste mulighed d. 24. marts kl 17, hvor jeg er på programmet til Christianshavns Bogfestival, og husk også udstillingen på Islands Brygge, som er der hele marts.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s