Noget om at skrive som sorgbearbejdelse

Hvad gør man, når man har lyst til at dykke ned i noget, som man på forhånd ved, det bliver svært at være i. Når man med sin fornuft ved, at man har følelser i klemme, men også ved at selve processen med at give dem plads, bliver hård. Når der er en grund til at man har pakket dem langt, langt væk.

En vigtig person fra min fortid skrev til mig og spurgte, om jeg havde nogle ideer til hvordan man kan bruge det at skrive i sådan en situation. Terapeutisk skrivning, det er et udbredt fænomen – og i forhold til at skrive skønlitteratur, har det også i perioder nærmest været en diskvalificering. Det er noget med hvilke skel, der forventes at være mellem det private og offentlige, og det er en længere diskussion af selve kunstens kerne. Lige for tiden er der vistnok enighed (eller bare våbenhvile) om at grænserne er flydende, og at det, som har været terapeutisk at skrive også samtidig kan have høj kunstnerisk kvalitet og være interessant for andre at læse.

Eller, egentlig kan jeg også bare sige som en slags erklæring: Jeg mener ikke det giver mening at forestille sig at noget skrift bliver til uden samtidig i en eller anden grad at ændre den, der skriver, og dermed er alt skrift også altid det, man kan vælge at kalde terapeutisk. Men man kan også vælge at definere den forandring med andre ord. Man kan fx også kalde det (bevidstheds- eller grænse)udvidende, (overgangs)rituel, aktivistisk, meditativ eller helende skrivning. Eller et andet ord, som giver mening for den, der bruger det. Ordene er nemlig, heldigvis, vores egne at forme virkeligheden med, og det vigtigste er at vi ikke lader dem stivne om os i former, vi i mellemtiden er vokset fra.

Hvis jeg en dag skriver en poetik, så skal der afgjort stå noget om det, for det er vigtigt i forhold til hvordan jeg selv skriver.

Men i dag vil jeg skrive om noget, som jeg synes er mindst lige så vigtigt, selv om det findes på en langt mere stilfærdig, indadvendt måde. Nemlig at skrive kun for sig selv. At vælge at ordene for altid kun skal findes som en samtale mellem mig og mig.

Men før jeg går i gang, vil jeg understrege at alt, jeg her foreslår kun egner sig til det, man faktisk kan stå alene med. Og det er vigtigt at overveje, om man faktisk kan og skal være alene med det, som er rigtig svært. Hvis man er i tvivl, så vil jeg altid anbefale at man snakker med familie, venner eller opsøger professionel hjælp.

Dagbogen. Den har en lang tradition, og er for mange stadig det daglige afløb for ord om alt og ingenting, der netop kun er til for den, der skriver dem ned. På en måde kunne mit svar til personen, der spurgte være så enkelt som: Skriv dagbog hver dag, så sker alt alligevel helt af sig selv.

Fordi, det er virkelig så enkelt.

Men så vil jeg alligevel tilføje en masse, fordi jeg selv har haft brug for nogle rammer omkring den her ’tage tyren ved hornet’-proces, som det også kan være, når der er følelser, man så effektivt har parkeret så længe. Fordi de er så svære. Det er jo ikke uden grund, man har undgået dem. Så her kommer nogle forslag til hvad man kan gøre:

  • Afsæt et helt konkret tidsrum hver dag, hvor du aktivt vælger at beskæftige dig med det, der er svært. Det vigtige er ikke hvor længe, men det er vigtigt at vide, at der er et sluttidspunkt. (At det får lov at fylde noget, men at du selv har indflydelse på hvornår. At du stadig har et liv, hvor andre ting får lov at fylde. At det ikke bliver enten pakker jeg det svære væk, eller også overtager det alt.)
  • Hvis det er noget, man vil gøre i en kort periode, kan det være godt med længere tid hver dag. Men en anden mulighed er at gøre det til en helt fast hverdagspraksis, hvor man mere bruger tiden til at holde forbindelsen til (hele) sig selv levende, og så er så lidt som 5-10 minutter meget mere værdifuldt end man tror.
  • Om du skriver i en dagbog eller på løse ark er mindre vigtigt, men det er vigtigt at skrive i hånden. (Der er undersøgelser af forskellen på at skrive på tastatur og med pen, og der er nogle forbindelser i hjernen, som kun aktiveres med håndskrift, som er vigtige i den her sammenhæng.) (Og så er det også noget andet at have ordene fysisk foran sig, en bunke, der vokser, som også giver fornemmelsen af plads & fylde, som er vigtig.)
  • Hvis det er svært at få fat i hvad der egentlig er galt/svært, hvis ’det’ gemmer sig, så kan det være godt at begynde med automatskrift: min. 5 max 10 minutter, hvor du skriver (pen & papir, til det her er det virkelig kun håndskrift, som dur!) – uden pauser og tænk så lidt som muligt undervejs. Bagefter kan du hurtigt gennemlæse, det du har skrevet, men læg det så fra dig uden at have travlt med at forstå, hvad det ’egentlig handler om’. Stol på at selve processen med at skrive ord på papir virker, stol på at noget inde i dig har fået muligheden for at arbejde, stol på at det arbejder videre, selv om du ikke kan formulere det i et sprog, der tilfredsstiller din mere rationelle bevidsthed. Gentag dagen efter, og dagen efter igen, måske bliver det kedeligt, men bliv ved lidt endnu, stol på at tiden er din ven. Måske dukker der en dag noget op, som giver dig en aha-oplevelse. Måske vil det give mening for dig at arbejde videre med noget af det, på nogle af de mere konkrete måder, jeg beskriver herunder. Måske sker der aldrig noget, som du kan forklare i et sprog, der giver dig følelsen af forstå, men måske sker der noget meget vigtigt alligevel. Automatskrift er en meget værdifuld måde at få adgang til sig selv, når man fx i travle perioder har mistet forbindelsen indad.
  • Hvis man har noget meget konkret, men det alligevel ligesom undslipper (fordi følelser kan være ekstremt dygtige til at opfinde afledningsmanøvrer for at beskytte de ømmeste steder), så kan man opfinde helt konkrete opgaver til sig selv. En slags lektier, men leg endelig med reglerne, gør det lokkende, spændende, indlæg små belønninger undervejs, hvad som helst der virker! Og nu kommer jeg så endelig frem til eksempler på hvad jeg selv har gjort:

Skriv dit liv som eventyr, gyser, romantisk komedie, sci-fi osv.

I modsætning til det, jeg har skrevet ovenover om dagbogs- og automatskrivning, kan det her sagtens gøres på computer, og er i det hele taget en måde at arbejde med sine følelser på en lidt mere distanceret måde – fordi det kan nemlig være en åbning på en anden, men også vigtig måde. Øvelsen går helt enkelt ud på at skrive sin egen historie, men flere gange og med forskellige genrer som ramme. Man kan vælge at lave den helt store livsfortælling, men man kan også zoome ind på et konkret tema eller en hændelse, som man kan mærke nager.

Her er en hurtig liste over genrer, man kan plukke fra: Eventyr, gyser, romantisk komedie, science fiction, madopskrift, essay, brev, fakta, opslagsværk, digt, teaterstykke (monolog eller dialog eller handling med regibemærkninger), debatindlæg, kampskrift, propaganda, standup, socialrealisme, surrealisme, tilføj selv flere.

Vælg nu mindst tre og gerne fem forskellige genrer, og skriv den samme historie/hændelse, men i de forskellige genrer. Hver tekst skal højst være en halv side, og det må gerne være karikeret i forhold til genren. Skriv teksterne så hurtigt du kan efter hinanden, og uden at fokusere på om om det nu lige bliver det mest formfuldendte sprog. Teksterne skal alligevel kun læses af dig, og formålet med dem er kun dette: At få muligheden for at se den fortælling om dig selv, som du plejer at fortælle på én måde, spaltet ud i forskellige former. At blive mere bevidst om hvilken genre, der er den, du plejer at fortælle dig selv ind i. At overveje om andre genrer kaster lys på noget, der plejer at blive væk, men som måske også er vigtigt.

Som med det meste her, vil jeg foreslå at man smider teksterne væk, når man er færdig og stoler på at ordene arbejder videre inde i en. Hvis man er virkelig glad for en af versionerne, eller omvendt virkelig har problemer med en, kan man selvfølgelig gemme lidt på dem. Men vær opmærksom på hvornår en nedskrevet tekst fikserer en proces, som burde forblive flydende.

Skriv én sand sætning

Det her er en øvelse, som modsat de andre, handler om at skære helt ind til benet. Den er superenkel, og dermed nok den mest komplekse af dem alle. Den kan gøres hver dag, sådan at hver dags opgave er at formulere EN sætning om dig/din sorg, som er sand HER OG NU. Næste dag får så en ny sætning, som afløser den sandhed (eller gentager den.) Men opgaven kan også strækkes over flere dage, sådan at den samme sætning er udgangspunktet, men skal finpudses, genovervejes, ændres lidt eller meget, eller simpelthen skrives en gang til, hvis den stadig er sand.

Fordi det måske er lidt kryptisk, er her et eksempel på en sætning, jeg for mange år siden havde med mig i en periode. På engelsk, og det ved jeg egentlig ikke hvorfor, men sådan var den nu engang:

I create little crushes, to avoid beeing bored.

Værsgo, det må man gerne analysere sig blå i hovedet på, jeg ved hvad det betød og det betød noget for mig at formulere det, og sætningen er nok stadig en sandhed om mig, men ikke længere på samme måde.

Et andet eksempel på en sætning, som jeg fylder meget for mig lige nu og er noget, jeg aktivt arbejder med i mine hverdagsvalg, er et citat, jeg har hentet fra en dokumentarfilm, jeg ikke længere kan huske hvad hedder:

Hvis du efterlader spor, har du gjort noget forkert.

Det er faktisk en sandhed, der for mig bærer meget sorg i sig, fordi det handler om vores kroppes kredsløb og den måde, samfundet er indrettet på, som gør det svært at leve uden at overforbruge ressourcer og overproducere affald.

Men sætningerne kan jo handle om noget helt andet, det kan være mere konkret eller mere abstrakt, det kan handle om relationer eller noget inde i en selv, det være et øjeblik i ens liv, der ikke blev, som det skulle. At formulere én og kun en sætning og bære den med sig sålænge den er sand. At huske at slippe den igen, hvis den ikke længere betyder det, som den engang gjorde.

Fra nymåne-til-fuldmåne-ritualet:

Det her er et ægte ritual, og kan umiddelbart virke meget anderledes end øvelsen ovenover – men de deler alligevel noget, nemlig at man lægger en form/ramme omkring det at skrive om svære følelser. Her er det et forløb over længere tid, og det er vigtigt at skrive i hånden:

Formuler et ønske/en længsel/en sorg/en vrede og skriv hver aften som det sidste, før du går i seng, en A4 side om netop det. Begynd hver aften med samme sætning, men skriv i øvrigt hvad der falder dig ind. Stop når siden er fyldt, læg arket til side. Saml arkene i en bunke efterhånden som dagene frem mod fuldmåne går, men genlæs ikke det, du skrev dagene før.

Når det bliver dagen for fuldmåne, skal du sørge for at være alene mindst en time, evt bare i et rum med lukket dør. Hvis du er udenfor og har muligheden for at lave et bål, så er der unægtelig meget stemning man får foræret – men rammerne må aldrig blive afgørende! Selve handlingen er det vigtige, og den er den samme, uanset æstetikken omkring den! Og her er handlingen den, at papirerne med ordene skal findes, før de forsvinder. Forsvindingen kan ske med ild eller vand. Indendørs vil jeg (af praktiske grunde) anbefale vand, så fyld en skål med vand og hav den foran dig. Sid ned eller stå op, vær i ro eller gå rundt, det er helt op til dig. Hold alle arkene i hånden, sørg for at de ligger i kronologisk rækkefølge, så det, du skrev først ligger øverst. Læs nu alt, du har skrevet i dagene fra nymåne til fuldmåne højt for dig selv. Læs en side af gangen, læs den flere gange, hvis du har brug for det. Lad ordene fylde og findes, ær dig selv, som den, der følte og formulerede de ord. Krøl så arket sammen og læg det i ilden eller vandet. Se papiret skifte form, vid at alting altid ændrer form, men også altid stadig findes. Læs det næste ark højt, lad det næste ark forsvinde, bliv ved til der ikke er flere.

Hvis du har brændt papirerne, er ordene nu aske. Aske kan blive til lud, der kan garve skind eller glasere ler eller gøde jord. Hvis du har opløst papirerne i vand, kan den masse blive til nyt papir, der kan fyldes med nye ord, der kan opløses igen. Vid at det hele stadig er der, men at du altid er i forandring. Vid at du kan lade din sorg hvile, hvis du vil. Men du kan også ære den igen på samme måde eller en ny måde, så tit du vil.

Gør-det-selv-retreat

Det her er mere omfattende, og mere end bare skrivning, men jeg tager det med som det sidste, fordi det nok er det mest virkningsfulde, jeg selv har gjort. Det handler om at være alene med sig selv. Sådan virkelig alene, uden nogen af alle de virkelighedsflugtsmuligheder, vi ellers er velsignede med. Inspirationen er de Silent Retreats, der er blevet så populære. En weekend eller længere i absolut stilhed i rammer som er helende. Jeg tror de appellerer til længslen efter at blive båret (som en killing), passet på, bare for et øjeblik være fri for alt det, der voksenlivets ansvar. Retreats er bare også meget dyre. Og så ligger der noget indbygget i selve konceptet, som (på godt og ondt) signalerer at det er bedst, hvis der er en professionel/voksen tilstede. Men hvad nu hvis man trænger til at lære, at man kan være sin egen voksne, uden at det behøver at være så hårdt?

At lave sit eget Silent Retreat kan jo gøres på uendelig mange måder, så det jeg beskriver nu er kun til inspiration. I bund og grund handler det om at fylde på med ting, der for dig forbindes med (selv)omsorg, men samtidig fjerne muligheden for det, som er afledningsmanøvrer.

Jeg er personligt meget tilbøjelig til at bruge alt med skærm som virkelighedsflugt, så mit retreat var nødt til at være fuldstændigt skærmfrit og min telefon var slukket hele tiden. Jeg var i min tipi ude i min baghaveskov, men et sommerhus eller ens eget hjem er fuldstændig lige så brugbart, hvis bare man kan være alene. Jeg havde kun en bog med, fordi jeg ellers også bare kunne forsvinde ind i dem og ingenting mærke. Den bog, jeg havde med var en med yogaøvelser. Jeg havde på forhånd lavet noget enkel mad, og gjort noget ud af at det skulle være ok sundt, men egentlig også lidt kedeligt. Ingen sukker, kun en kop kaffe om morgenen, og så noget pulver-chai, der som det eneste var en smule i kategorien trøste-mad.

Jeg havde en notesbog med og en blyant, sådan at jeg undervejs kunne skrive noget ned, hvis jeg fik brug for det. Men. Og den her gælder nok ikke alle … At skrive er jo også mit arbejde, men også min måde at trække vejret på MEN også en flugtmulighed. Jeg kunne i princippet komme til at bruge weekenden på at opfinde ord/følelser/mening i stedet for faktisk at være i det, der nu dukkede op. Så derfor havde jeg vitterligt kun en meget lille notesbog med, og jeg havde nedlagt strengt forbud til mig selv om at der måtte komme noget skrift ud af det, som jeg bagefter skulle bruge til noget.

Ok, så mine muligheder for at fordrive den tid, jeg nu havde, var: Gå ture, sove, sidde, mærke, være, græde, lave yoga, spise, tænke … og så gøre det hele forfra. Så det gjorde jeg. Igen, og igen.

Og helt ærligt, det var rædselsfuldt. Da jeg havde gjort det hele første gang, føltes det som om der var gået fem døgn allerede, men så var der ikke engang gået to timer. Da der var gået et døgn, overvejede jeg kraftigt at beslutte at det var nok. Jeg kunne ikke forestille mig at der ville ske mere, altså, noget andet, end det, jeg allerede havde oplevet af indre sindsbevægelse.

Men så havde jeg alligevel den her nagende fornemmelse af at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke blev lidt længere i det. Og det var netop i det andet døgn, at der skete noget. ‘Skete noget’, hvad skete egentlig?

Det kan jeg ikke rigtig sætte ord på. Men det var vigtigt.

En ting, som jeg ved, det er at jeg inden da vitterligt var bange for at være alene med mig selv på den her måde. Der var sådan en grundangst, en frygt for hvad det egentlig var, jeg ville føle og tænke, hvis jeg gav det plads. Jeg var bange for om jeg ville gå i stykker. Falde ned i et sort hul og ikke kunne komme op igen. Jeg kan jo kun tale for mig selv, og jeg kan ikke vide hvordan sådan en oplevelse vil være for andre. For nogen vil det måske slet ikke være så grænseoverskridende, for andre vil det måske være præcis så risikabelt. Ingen vidste hvor jeg var eller hvad jeg lavede, fordi det var vigtigt for mig at det netop var så privat. Men for andre vil det måske være godt at involvere nogen i det, så der er mulighed for at tilkalde hjælp, hvis det virker på en helt anden måde.

Så her vil jeg slutte, med samme forbehold, som jeg begyndte med: Alt. jeg her har skrevet er forslag, som jeg selv har fået noget ud, fordi det, jeg havde brug for var at blive bedre til at være i mit eget selskab. Men det er vigtigt at mærke ordenligt efter, og bede om hjælp, hvis det slet ikke er godt at være i det svære alene.

1 Comment

  1. Mange tak Maja.
    Meget berigende. Jeg vil prøve dit forslag med at skrive i forskellige genrer. Det kan helt sikkert noget for mig.
    Kærligst

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s