Hverdagsaktivistisk år, det med de sociale medier (forsinket status for februar og marts)

Dette er tredje forsøg på at lave den opfølgning på ‘det med de sociale medier’, som jeg tilbage i januar besluttede at jeg ville lave en gang om måneden. De to forrige forsøg er endt som mystiske, lange kladder, hvor jeg aldrig rigtig kom til sagen. Jeg genlæste lige januars status, og nu tror jeg, at jeg forstår, hvorfor jeg bliver ved med at forvirre mig selv!

I forrige status-indlæg lavede jeg to ret konkrete lister. En om ‘det har jeg gjort’ og en anden om ‘det vil jeg gøre’. Og på den anden liste, stod at jeg ville:

“Skrive (mindst) et, grundigt, blogindlæg om mine egne to-hoveds-overvejelser: Bloggen som personlig, privat udveksling af tanker overfor bloggen som del af mit professionelle forfattervirke – hvad er hvad, hvordan skelner jeg selv imellem de to sider, kan man, skal man?”

Det vil jeg! Men jeg er kommet til at blande det sammen med den mere generelle status over hele projektet, og så bliver det noget rod. Derfor kommer her en (forsinket) status i listeform, og så vil jeg prøve at lave det andet indlæg snart. (Så snart som yurtebyggeri, moms- og årsregnskab og almindelig hverdag nu tillader.)

Det, jeg helt konkret har gjort i februar og marts:

  • Blevet endnu dårligere til at lade være med at surfe rundt på både facebook og instagram på spøgelses-måden. Det er faktisk et problem, og noget, jeg kommer til at vende tilbage til i indlægget om privat vs. professionel brug af sociale medier.
  • Lavet et opslag om en mulig fællesblog, men fik kun en enkelt henvendelse. Jeg overvejede meget, hvad jeg skulle gøre derfra. Jeg tror stadig på idéen, og jeg SAVNER noget (jf. min spøgelses-færden), men jeg er også nødt til at være realistisk omkring min tid. Vildt kedeligt, men jeg har faktisk allerede for mange ting i gang og skal blive bedre til at kende mine egne begrænsninger. Så jeg lod det ligge. Men! Så er der faktisk kommet en henvendelse mere – og hvis vi er tre, kunne det begynde at ligne noget, som kan fungere. Men altså, ideen er bedst med minimum fem aktive deltagere, så sidder der mon nogen derude, som vil være med?
  • Færdiggjort siden med mine egne henvisninger til steder på nettet, som er rare, inspirerende og/eller nyttige. Jeg er glad for siden, men er sikker på at der findes flere steder, som jeg bare ikke har fundet endnu – så hvis du har tips til bloggere/youtubere/portaler der kan være med til at styrke alternativerne til de sociale medier, så tager jeg begejstret imod!

Og så kommer en række foto-specifikke punkter:

  • Begyndt at fotografere til blogindlæggene med mit rigtige kamera og fået en god rutine til sortering og redigering af billederne, så det ikke tager urimelig lang tid. (Altså, med fed streg under at det gerne må tage tid, det må gerne fylde som en selvstændig del af processen med at lave blogindlæg, men altså, alt med måde og det har været vigtigt for mig at jeg ikke røg i et nyt tidsrøver-hul på det her punkt.)
  • I den forbindelse fået en slags aha-åbenbaring omkring mit forhold til at dokumentere min hverdag: Der er ekstremt stor forskel på at fotografere med min telefon og med mit kamera! Før havde jeg hele tiden telefonen med mig, og hver gang ‘noget’ skete, så fotograferede jeg det og var allerede i gang med at formulere teksten til instagram-opslaget i hovedet. Og jeg vidste ikke engang rigtigt hvor meget det fyldte. Nu er rækkefølgen omvendt. Jeg beslutter at noget skal fotograferes, fordi jeg skal bruge det i et blogindlæg – lige nu er det mest yurtebyggeriet, som jeg har besluttet at dokumentere. Kameraet har jeg ikke med mig overalt, jeg henter det når jeg skal bruge det og lægger det på plads umiddelbart efter. I løbet af februar begyndte jeg at lægge mærke til min refleks, når det der ‘noget’ skete. Jeg lagde mærke til hvor befriende det var, at jeg ikke engang skulle overveje, om det skulle blive til et opslag. Det er ret underligt, fordi jeg har jo oplevet det som hyggeligt og sjovt – og frivilligt – at jeg før delte stort og småt fra min hverdag. Jeg havde troet, jeg ville savne det. Det kommer jeg også til at skrive mere om i mit næste indlæg om det med det private vs. det professionelle. For nu vil jeg bare konstatere at jeg har det som om jeg var min egen paparrazi, og at jeg nu er fri til bare at være i mit eget liv.
  • Fået slettet rigtigt, rigtigt mange fotografier på min telefon, men der er stadig også bare utrolig mange tilbage og jeg er nødt til at tage stilling til dem enkeltvis, fordi de fleste er arbejdsrelaterede. Så der er et stykke vej før jeg er helt i mål – men i det mindste kommer der meget sjældent nye til. En af undtagelserne er solnedgangen, som er med i det her indlæg, og den er så et godt eksempel på hvad en telefon kan, som kameraet ikke kan: Være med i de situationer, som alligevel er for fine til ikke at blive gemt & delt med andre.
  • Flyttet fotografierne fra dropbox-mappen (en online sikkerhedskopieringstjeneste, som jeg bruger til mine tekstdokumenter), fordi jeg lynhurtigt røg ind i samme problem som med mobil-fotograferingen: Jeg opbrugte lagerpladsen og skulle betale for mere plads. Det er sjovt, som der kan være blinde punkter i alt. Jeg havde slet ikke tænkt på at dropbox i princippet er det samme som icloud, og først da penge-opkrævningen kom, gik det op for mig. Nu har jeg taget en beslutning om at den kontinuerlige sikkerhedskopiering faktisk er vigtig for teksdokumenterne – i hvert fald så længe jeg er så dårlig til at sikkerhedskopiere på andre måder – men fotografierne ligger kun på min computer, og så må jeg risikere at miste dem, det er ok. Jeg er forfatter, ikke fotograf, det er vist det skel, jeg navigerer efter og mindre efter den privat-sentimentale bevaringsværdighed.

Det, jeg (stadig) har helt konkrete planer om at gøre, er:

  • Blive færdig med at slette fotos fra min telefon og flytte de vigtigste et andet sted hen og helt afvikle brugen af Icloud. (og dette punkt hænger sammen med det fokus på co2-aftryk, som også er en del af mit hverdagsaktivistiske år, men som jeg lige nu ikke ved hvornår vi får tid til, fordi der ligesom hele tiden er så meget i kø. Yurtebyggeri først, det er min i-erkendelse-af-at-også-jeg-er-et-menneske-med-begrænsninger-beslutning.)
  • Faktisk skrive det famøse, grundige blogindlæg om min to-hoveds-overvejelser: Bloggen som personlig, privat udveksling af tanker overfor bloggen som del af mit professionelle forfattervirke – hvad er hvad, hvordan skelner jeg selv imellem de to sider, kan man, skal man?
  • … og i den forbindelse virkelig, virkelig overveje om jeg måske alligevel tør slette mine profiler på instagram og facebook. (Fordi hvis jeg ikke gør, så bliver jeg jo heller ikke klogere på konsekvensen af at gøre det?)
  • En gang om måneden, året ud, lave en status lidt som denne, så jeg fastholder mit fokus på det – fordi det er nok årets allervigtigste eksperiment med en hverdagsændring, selv om jeg kommer til at lave mange andre ting, som jeg principielt synes er mere spændende.

Til allersidst vil jeg lige igen linke til de to indlæg, som forklarer hvorfor jeg ikke er på de sociale medier nu, fordi det kan jo være nogen har glemt det eller bare først er kommet til nu og der er nogle vigtige nuancer og baggrundsforklaringer her: Mit hverdagsaktivistiske år begynder her og Barnet og badevandet, os og algoritmerne

1 Comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s