Denne uge begyndte med sne og sluttede med sol, indimellem var der alt fra hagl til blæst til regn, og skiftene var bratte, så alt arbejde er foregået i intervaller mellem næste byge. Vi nåede at blive virkelig bekymrede for om vores plan kunne holde, fordi de sidste etaper er helt afhængige af både varme og nogenlunde tørvejr. Heldigvis (og syv-ni-tretten) er vejret landet på noget mere stabilt, og allerede nu er træet i fundamentet tørret godt op igen. Men fra nu af foregår alt arbejdet med et konstant sideblik på vejrudsigten og en presenning klar til overdækning.
Her kommer billeder fra ugens arbejde (og her kan du se hvor langt vi var nået i sidste uge):
Ugens første opgave var at købe tømmer til entréens fundament, som er en ny konstruktion i forhold til den tidligere opsætning. Bare to kilometer gennem skoven bor en skovejer, som sælger træ fra sit eget savværk, så det kan simpelthen ikke blive mere lokalt.
Det mest byggeteknisk korrekte ville være at købe fra de stakke i baggrunden, som har ligget og tørret – men da vi kun skulle bruge korte længder valgte vi at tage fra den stak, som lå foran. Stumper af nysavet fra-skær, som jeg ikke ved hvad ellers skulle blive til, måske kunne det endda risikere at blive til brænde. Der er jo ingen, der anbefaler at man bygger med så vådt træ, men fundamentet under entreen kommer til at ligge åbent og med god udluftning nedefra, så det skal nok blive tørt henad vejen.
Tømmeret kostede 12 svenske kroner pr meter, så det blev i alt 150 kr til et entré-fundament, og det er vist ikke en pris som byggemarkeder kan konkurrere med …
Mens vi kørte hjem lavede jeg en lille video:
Og her kommer en hurtig ‘sådan blev entré-fundamentet-færdigt’-serie:
Først blev fliserne lagt i vater med sand …
Så fikserede vi den tværbjælke, som dør-rammen skal hvile på, i dens helt korrekte placering, som er 31 centimeter under resten af yurtens fundament:
Så følte vi at vi var nået til en vigtig milepæl og tog flere billeder af dette moment:
… Bambus var også meget begejstret!
Næste skridt var at lave de understøttende stolper og fæstne de næste rækker til dørens bjælke. En sektion byggede jeg først som en kasse, før vi lagde den ind på sin plads:
Mens jeg skruede den sammen, gik det op for mig, hvor meget jeg har rykket mig i forhold til at bygge i løbet af de sidste to år. Jeg har altid været en kreativ ad-hoc-bygger, og jeg har lavet mange byggerier alene siden jeg flyttede i skoven. Jeg er virkelig skarp når det gælder at få noget funktionelt ud af selv det mest mystiske skrab-sammen af rester.
Men.
Jeg har lært noget om konstruktioner, mens vi har været i gang med den her langstrakte flytte-bygge-yurte-proces, som gør jeg at kan planlægge noget meget enklere fra start. Og jeg er blevet meget, meget bedre til at udnytte de forskellige værktøjer, sådan at jeg hurtigere bliver færdig med det, jeg er i gang med. Det er rart!
Imens savede Simon de understøttende stolper, sammen fik vi det hele bakset på plads inde under yurtecirklen, og efter et par dage i utroligt ubekvemme arbejds-stillinger var hele entréens fundament færdigt:
… og hele tiden haglede, sneede, blæste og regnede det på skift og helt ærligt var det nogle lidt sure, meget afbrudte dage i begyndelsen af den her uge …
Vi havde hele tiden overdækning klar til den trillebør, som er vores mobile værksted:
Til sidst var træet i fundamentet sååååå vådt, og jeg begyndte at blive urolig for om hele vores tidsplan ville ramle på grund af den stædige april-vinter. Men i løbet af weekenden klarede det endelig op. Det synes kattene også er dejligt. Regnbue synes desuden at det er en helt passende størrelse kradsebræt, vi har bygget til hende:
Selvom entré-fundamentet er færdigt, er der stadig mange små ting, der skal gøres før vi kan begynde at lægge gulv.
Den første opgave var at skrue samtlige bigfoots fast i deres stolper. (Bigfoot er de sorte plastic-dimser, som sidder imellem bjælkerne og stolperne, som stopper fugt og kan finjusteres i forhold til vater.):
Teltet i baggrunden er fordi vi i weekenden havde besøg af Louise, som havde sit eget gæsteværelse med – det er meget praktisk når man besøger tiny-ultra-living-mennesker. Det er helt ubeskriveligt dejligt at vi igen kan få besøg, jeg vidste slet ikke hvor meget jeg havde savnet det!
Men altså, yurtens fundament har mange støttepunkter, så Simon skruede og skruede, og indimellem fortalte han vitser, mest ordspil om den skralde, han arbejdede med. Regnbue fulgte koncentreret med:
Jeg gik igang med at sætte lister på bjælkerne, som skal bære gulvets isoleringsplader. Vi genbruger listerne fra sidst, men der er ændret en del i konstruktionen, så det er noget af en tetris-opgave at udnytte længderne bedst muligt:
Jeg fik hjælp af drengen, som lige er kommet hjem fra en rejse til Italien med sin far og familie. Eller, han hjalp så meget som det nu var muligt med Regnbue som forstyrrende element. Det er virkelig særligt med de to – helt siden hun var killing, har hun været meget tydelig omkring at hun helt eksklusivt er drengens kat. Hun savner ham åbenlyst (og meget rørende) når han er væk, og er helt og aldeles happy-by-your-side-kat når han er tilbage:
Da Simon kunne krydse skrue-opgaven af, gik han videre til tagpindene. Det er vores næste, store opgave, for der mangler stadig en del før de er færdige. Her er Simon igang med at afbarke – i noget bedre vejr end i begyndelsen af ugen:
Det sidste vi nåede i denne uge, var at benytte os af at mine forældre havde gæster. Deres rundvisning på byggepladsen blev derfor udvidet med en gedigen slæbe-opgave. Vi havde nemlig brug for at bære den træsektion, som skal være ved indgangspartiet, ned fra stalden og teste dens placering på fundamentet.
Her er den oppe og Simon saver spidserne af de små lister, som sikrer at fundamenterne ikke forskubber sig i forhold til hinanden:
Her måler jeg op, så vi kan udbygge bjælkerne en smule, sådan at dør-sektionen hviler på noget fast hele vejen ud:
Bagefter bar vi den op i stalden igen. Hvis alt går efter planen er vi klar til at bære den ned igen til den rigtige opsætning om et par uger … men som sædvanlig er det med forbehold for alt det uventede, der kan ske og at forsinkelser jo mere er reglen end undtagelsen i en byggeproces.
Hej for nu, og næste uge kommer til at være med et lille afbræk om næste års vinterbrænde – og så håber jeg ellers at forårsvejret for alvor er kommet for at blive!
Maja Elverkilde // Pote Produktion 