I morgen har jeg glemt hvad vinter er

Også i år er foråret så frustrerende langsomt og vi vågner næsten hver morgen til rimfrostdækket græs. Og når jeg siger ‘græs’, så mener jeg det knitrende, tørre gule fra sidste efterår, fordi det nye, sprøde, som jeg ved ligger på spring under overfladen, det ved at det skal vente.

Jeg er ikke tålmodig, når det gælder at vente på forår.

Faktisk må jeg erkende at foråret nok er den årstid, der gør mig mest frustreret – netop fordi den oftest har det element af ventetid, som trækker længere ud end jeg synes, det er rimeligt. Så jeg hepper og pepper, allerede i februar var jeg klar, i marts var jeg faktisk lidt vred, og nu er vi midt i april, men lige lidt hjælper det at jeg skubber på. Når vi vågner er efterårets græs der stadig, dækket af det samme gnistrende frosttæppe.

Men …

… og …

… se nu alligevel hvad der faktisk findes! Hver eneste dag, hvor solen skinner, pibler flere af de små forårstegn frem og mine øjne suger farverne til sig lige så begærligt som huden suger selve solens stråler.

I går fejrede vi påske med den vigtigste forårstradition af dem alle: Store Vinterbrænde-Kløvnings-Dag.

Det er nu, vinterens varme skal forberedes, det er den cyklus, som er så vigtig for det liv, jeg holder af og trives med. Og selvom jeg siger, at forårets evindelige laden-sig-vente-på gør mig frustreret, så ved jeg jo godt at det samtidig er det bedste ved den her årstid.

Jeg tog selvfølgelig mange billeder, og skriver mere om Store Brændedag en anden dag, men det, jeg vil fortælle nu, det kan slet ikke fotograferes.

I går aftes, da lyset i yurten var slukket og de andre sov, lå jeg vågen. Min krop var træt efter det slid, som brændearbejde altid er. Vi havde set en film før vi skulle sove, påsken har været med min dreng og min kærestes, teenager og præ-, vi ser superheltefilm sammen, det er vildt og hvis man går udenfor og tisser imens, er lydene lige så høje ude som inde. Et lag bomuld over et lag uld over et træskelet. Det er vores hjem.

Nu var lyset slukket og de andre sov, der var stille, både inde og ude.

Stille nat, mørke og ro.

Fuldmånen lyste ned gennem det runde loftsvindue. De andres rolige åndedræt lød omkring mig. Beroligende. I næsten to år har vi boet i den her undtagelsestilstand, hvor vi kun har ét, stort rum til deling. Det var aldrig meningen at det skulle tage så lang tid at bygge yurt nummer to, men jo længere tid, der er gået, jo mere er det jo blevet hverdag. Nu er vi så langt med byggeriet, at jeg begynder at forestille mig et liv med mere plads. Jeg ved, at drengen glæder sig til at få sit eget værelse, og jeg ved, at min kæreste glæder sig til at få plads i sin yurt til alle hans ting. Jeg glæder mig også selv til mere plads. Jeg savner at have et godt arbejdsbord til de håndlavede bøger især. Jeg kan bedst lide, når det at sy bøger er noget, jeg bare kan gøre indimellem alt det, der er hverdagen. Jeg glæder mig virkelig, virkelig meget til at få mit brændekomfur at lave mad på. At få en ovn igen!

Men.

Men.

Der er også en del af mig, som på forhånd savner det, som er vores undtagelsestilstands-hverdag. Det at vi er i samme rum hele tiden. Vi er blevet sammentømrede, på en måde, som jeg slet ikke vidste vi kunne. Vi er blevet så fint koreograferede, vi reagerer på småbitte tegn, vi ved, hvornår nogen ikke vil forstyrres og vi ved, hvornår nogen har akut sludrebehov. Det er ikke så meget det praktiske, egentlig, som det er den der fornemmelse af hinandens væren-i-rummet, som jeg tror, jeg kommer til at savne.

Det lå jeg og tænkte på i nat mens jeg lyttede til lyden af sovende flok. Jeg er så glad for min flok.

Det kommer til at blive godt med to yurte. Jeg ved, at børnene lige nu er i en alder, hvor alting ændrer sig fra dag til dag, jeg ved at noget har sin tid og at det, der lige nu er godt om et halvt år ville være helt, helt skrækkeligt for alle.

Det tænkte jeg også på. Der var så god tid til at lade tankerne flyde, bølge, drive.

Jeg tænkte på dengang, jeg stadig boede i byen. På nattelydene i en lejlighed. Susende radiatorrør, skramlende naboer, biler, der altid, altid var ude og køre.

Det savner jeg ikke, det savner jeg så helt utroligt meget ikke.

Jeg tror nok, det var ca. deromkring jeg blev bevidst om hvor stille, der overhovedet ikke var.

Udenfor.

Jeg havde været så fokuseret på de åndedræt, der var lige omkring mig, var ligesom tunet ind på dem. Men nu flyttede min bevidsthed ud af yurten. Et træskelet, et lag uldisolering, et lag bomuld. Det eneste, der skiller ude og inde. På samme måde som lyden af vores film ufiltreret kommer ud, sådan er det også med alle skovens lyde. Når det regner, trommer det på taget, når det blæser larmer det.

Men om vinteren kan skoven være næsten lydløs. Sne lander tyst, laver et blødt tæppe, der dæmper dyr og menneskers lyve. Om vinteren er de fleste fuglene forlængst fløjet sydpå, dem som er tilbage sparer på kræfterne og siger kun de mest nødvendige lyde. Advarsler om rovfugle fx.

Men i nat hørte jeg en overflod af fuglelyde. Pludselig hørte jeg, hvor mange fuglelyde, der er kommet til i løbet af bare den sidste uge. Og jeg huskede, hvor mange af forårets tegn, som er lyd.

De næste uger vil skoven eksplodere i larm og jo flere, der kommer til, jo mere vil vores ører vænne sig til det og jo mindre vil vi egentlig høre. Fordi sådan virker menneskers bevidsthed. Alt, kan vi vænne os til, og jeg tror meget oprigtigt på at det er derfor vi har brug for alle de her overgange. Selve forskellene til at huske, at noget kan være på en anden måde, end den vi nu har vænnet os til.

Nu har jeg vænnet mig til farverne: bleggul, brun, gråsort, grums. Nu eksploderer klorofylgrønt og blomsterflor og vingede insekter mod min hornhinde, av og fryd! Om en måned kan jeg slet ikke huske, at farverne var væk.

Nu har jeg vænnet mig til få og de samme fugles kald gennem en lang, gnistrende kold vinter. Blåmejser og musvitter, de er vores trofaste vintervenner sammen med skader, ravne og rovfugle, der glider forbi højt oppe på en bleggrå himmel.

I nat hørte jeg for første gang i år hvor virkelig mange nye nataktive fugle, der er kommet tilbage. Nu, mens jeg skriver dette er jeg ekstra opmærksom på det kvitrende kor, der er morgenens. Jeg kender ikke navnene på særlig mange, jeg har den her trang til at finde Den Store Fuglebog frem og identificere dem en for en. Det er også et forårstegn, at jeg vil det og jeg ved allerede at når det bliver efterår er jeg ikke blevet klogere på nogen fuglenavne, men jeg ved også at jeg undervejs glemmer, at jeg havde den trang.

I dag er det forår.

I dag er det forår for mig.

Det er ikke et meteorologisk fænomen, det har intet med temperaturer eller noget at gøre. Foråret som sådan er ligeglad med mit forår, det har bare været i gang i en glidende bevægelse, som begyndte på for mig usynlige måder og det bliver ved på samme glidende måde, som sommeren også allerede er ved at folde sig ud & ind i efteråret, som alting altid er del af samme bevægelse.

Så nej, foråret findes egentlig ikke på den måde, som et punkt at fæstne sig ved.

Alligevel siger jeg, at i dag er det forår. Mit forår findes i dag. Fordi i dag ved jeg, at lydene er blevet flere og farverne klarere.

Spørg mig i morgen, så vil jeg sige at sådan har det da altid været, i morgen har jeg allerede glemt hvad vinter er.