Hvis du er i tvivl …

Sidste forår ventede jeg så spændt på om min hjertenød ville overleve sin første vinter. I år var jeg mere sikker, men til gengæld helt uforberedt på at den ville springe ud med de her enorme rakler.

Tænk hvis der allerede kommer nødder i år?

Nu skriver jeg om haven, og jeg ved godt at jeg stadig skylder nogle bygge-indlæg, så jeg kan indhente hvad der er sket og I endelig kan få yurten at se. Vi kan godt sige, at jeg er i gang med at bygge noget spænding op, lad os bare sige det. Virker det?

Haven er min læremester i spændingsopbygning! Ikke nok med at jeg nu venter i åndeløs spænding på om jeg allerede i år skal høste hjertenødder – der er meget mere at holde øje med.

I efteråret plantede jeg et lindetræ, og det har den mest langtrukne udspringningsproces, som gør at jeg bliver ved med at være i tvivl om der faktisk sker noget … Sådan som knopperne ser ud på billedet herunder, har de set ud i mndst tre uger:

Lindetræet er plantet midt imellem de to yurte. Jeg har plantet det af mange grunde, det er et særdeles velovervejet træ.

Det er længe siden jeg skrev om haven sidst, så jeg repeterer lige min plan: Jeg studerer konceptet Skovkøkkenhave. (Skogsträdgård på svensk, på dansk plejer man bare at sige Skovhave, men i det ord savner jeg lidt vægten på at man faktisk producerer mad.) Men altså, en skovkøkkenhave er på en måde permakultur, men det er også noget mere. Det er at efterligne den måde skoven fungerer på. Skovbrynet, især. Det er i skovbrynet, der er mulighed for at dyrke mad i flere niveauer samtidig, fordi også skovbunden får lys.

Det, jeg godt kan lide ved skovkøkkenhave-konceptet, er at det er er så meget fokus på sammenhængen mellem alting. Også sammenhænge mellem ting, vi ingenting ved om. Det er mennesker, der på en ret ydmyg måde forsøger at lære af skovens evige transformation fra lysning til tættere, højere, ældre og så videre indtil en storm eller almindelig ældning får en kæmpe til at vælte, og en ny lysning opstår.

At lave en skovkøkkenhave er at ville dyrke mad til mig & mine, mens jeg samtidig bestræber mig på at give mest plads til alt det, der allerede finder sted, som jeg ikke kan se, fordi jeg ikke skal se/forstå/være med i alt.

Nu siger jeg, at det er skovkøkkenhavens filosofi, men selvfølgelig er der lige så mange måder at gå til skovhaven, som der er mennesker, der dyrker efter de ideer.

Men det er min fortolkning af skovhaven, i det mindste, og jeg synes virkelig at skovkøkkenhaven giver rig mulighed for at være ydmyg. Simpelthen tænke sig selv om en dejligt lille del af en smukt ufattelig helhed.

Og lindetræet har jeg plantet, fordi det kan give både mad og brænde til mennesker, men endnu mere fordi det er et vigtigt nektartræ for insekter. Et sentblomstrende træ, de er vigtige, og efterhånden sjældne. Vi bor jo omgivet af produktionsskov, og det, der er penge-værdifuldt tømmer her er: Bøg, gran, fyr og (lidt) birk og lærk. Når jeg skriver at lindetræet kan give brænde til mennesker, er det nemlig ikke det samme som at det egner sig til storproduktion. Lindetræet er til gengæld meget tolerant overfor styning, og tidligere har det været almindeligt at man på den måde havde en kontinuerlig brændeproduktion af deres grene, men lod selve stammerne stå. Det er en mulighed, som jeg har haft med i mine overvejelser.

Men i første omgang skal vores lindetræ bare springe ud. Det er succeskriterie nummer et. Har det overlevet første vinter ….? Planen derefter er at lade det vokse til, blomstre rigt, findes for insekternes skyld, og lidt som grønt & te-producent for os. (Bladene egner sig vistnok til kåldolmer-indpakning, det skal testes!).

Og det med insekterne, det optager mig lidt ekstra for tiden …

Ser du myrerne på billedet?

De er ikke alene på træet. Myrerne har nemlig deres helt eget landbrug i gang. De holder bladlus, som de omhyggeligt passer og malker. Nu siger jeg igen, at jeg er optaget af Skovkøkkenhave-konceptet, og det er rigtigt. Jeg har en fantastisk grundbog, som jeg virkelig vil anbefale: Skogsträdgården: odla ätbart överallt (2018) – og fordi den er på svensk, er der her også et link til en dansk hjemmeside, der har specialiseret sig i konceptet: www.skovhaver.dk/ (men det er med forbehold for at jeg ikke helt har kigget den til bunds, og er lidt usikker på forholdet mellem idealisme og forretning her.)

Nu siger jeg, at der er noget, som jeg savner i de fleste brugsbøger og hjemmesider, der handler om at dyrke mad efter alskens perma/skovprincipper – og det har jeg til gengæld fundet i en anden bog!

Arg, jeg føler jeg cirkler længere og længere væk fra min pointe …. nyt forsøg, tilbage til myrerne i træerne:

Her er en myre i mit blommetræ. Mit håbløst romantiske nomadetræ, der har boet med mig både i Värmland og Skåne, og nu i Halland. Altså: Alt, som bladlusene kan lide, kan myrerne også lide og de koloniserer i stor stil og det kan ende med at være en ret massiv belastning for træerne. Sidste år var de i mit nøddetræ, som jeg jo var så øm over, fordi det var nyt = eksotisk/vigtigere. Jeg læste om ‘problemet’ hos de kilder, som er anti-gift, fordi nu er vi jo igang med at være gode ved naturen! Rådet, jeg valgte at afprøve, var dobbeltklæbende tape på stammen. Det forhindrer myrerne i at kravle op og ned for at pleje bladlusene, og så bliver kolonierne ikke så store. Det virkede! Stille og roligt, ikke noget stort indgreb og jeg havde egentlig tænkt at gøre det igen.

Men.

Nu læser jeg i en bog. Jeg fik den i fødselsdagsgave af den nu ret store dreng, der på alle mulige (sunde) måder har travlt med at tage afstand fra min skovlivs-hippiehappy-identitet MEN som alligevel ved præcis hvad der gør mig glad.

Det er denne bog: ‘Den kriblende have’ af Dave Goulson‘

Helt fra start var jeg fanget ind af hans smittende kærlighed til alle små væsner, han skriver så fint og indlevende. Men da jeg nåede til kapitlet om ørentviste, måtte jeg for alvor overgive mig. Her skriver han nemlig om kampen mod myrernes bladluse-fest i frugttræerne, og har sit eget bud på hvilken handling, der skal til:

Ingenting.

Gør ingenting.

Vitterligt. Ingenting.

Det er selvfølgelig ikke bare det, han skriver. Han gennemgår detaljeret hvordan de konventionelle frugtplantager med deres sprøjtning faktisk skyder sig i foden, fordi de hele tiden også udrydder de rovinsekter, der ellers kunne hjælpe dem. Han skriver hvordan monokulturer altid vil være ekstra sårbare, fordi de tilbyder begrænsede habitatmuligheder, som betyder at artsvariationen lider. Han beskriver hvordan rovinsekters livscyklus er meget langsommere end fx bladlusenes, så når mennesker en gang har grebet destruktivt ind i balancen, er det en langsommelig proces at genopbygge det forsvar mod skadeinsekterne, som mennesker fra begyndelsen kunne have nydt glæde af.

Og pointen, som ramte mig på en ny måde, er at selv et lille indgreb som at sætte dobbeltklistrende tape på træets stamme, faktisk modvirker noget, jeg på længere sigt kan have glæde af.

Ørentvisten kan nemlig heller ikke kravle forbi den barriere. Ørentvisten, som er et vigtigt rovinsekt. Ørentvisten er en del af løsningen, og mine forsøg på løsninger er en del af problemet.

Dave Goulsons filosofi er helt grundlæggende: Gør mindre & giv plads.

Han er en nørd på en herlig måde, og han er også pragmatiker og meget villig til både kompromisser og at acceptere at han for det meste ikke ved, hvad der har flest fordele og ulemper. Han tester ivrigt insekthoteller, samtidig som at han ærligt skriver at han ikke er sikker på det er en god ide. Han skriver nuanceret og forstående overfor menneskers ønsker om at holde bier, men han følger op med en nøgtern gennemgang af alle de problemer, det medfører. Han gennemgår sagligt hele problematikken om de vild-med-vilje-blomsterblandinger, der nu er til salg overalt, men som indeholder vidt forskellige frø, som slet ikke allesammen er hensigtsmæssige. Når jeg skriver sagligt, så mener jeg: Med øm forståelse for at folk ønsker at gøre det godt, men med en insisteren på at det ikke nødvendigvis bliver godt af den grund. Han giver hele vejen igennem gode råd uden for trælse pegefingre, og det budskab han gentager stille og roligt, er:

Hvis du er i tvivl, gør mindre.

… hvilket nok er den største udfordring overhovedet et menneske kan få?

Nu vil jeg slutte dette indlæg om min have, som jeg for tiden er i hver eneste dag. Hver eneste dag roder jeg i jorden, ændrer ting, flytter ting, vælger at noget skal væk, andet skal blive, nyt skal til. Årstiden gør mig så foretagsom og drømmene om den mad, der om lidt vokser frem er mine rastløse hænders næring.

Alt er nyt, alt er et løfte, alt er frodigt omkring mig nu.

Her er et kvædetræ, som jeg også plantede i efteråret. Lige nu er det mere en busk, men sprunget ud med imponerende blomster:

Rundt og bagom er kvikgræs, en kvasbunke og hindbærskud. Jeg ved, jeg snart kommer til at fjerne græsset og plante noget andet, selvom jeg hver dag overvejer hvorfor. Hvorfor og hvor skal jeg stoppe?

I dag skal jeg stoppe her. Med et billede af bøgen i udspring. Der er allerede gået en uge siden jeg tog det billede, og bladene er lavet af neonfarvede grønkorn i transformation.

Naturen stopper aldrig, er altid i bevægelse, det tænker jeg også på. Jeg tænker på at jeg er glad for den ene regel, jeg har for mig selv i min færden derude:

Jeg må kun ændre det, jeg kan med mine hænders kraft alene. Kun fjerne det græs, jeg kan plukke, kun grave så dybt, som mine arme vil.

Med spade, javist.

Allerede der, er min regel kompromitteret, fordi: Hvordan er den spade/greb/rive/grensaks egentlig blevet til?

Det er så en pointe i sig selv, pragmatisme er også et princip, så jeg nuancerer: Ingen maskiner drevet af brændstof, som ikke er min krops egen, må i haven forlænge mine muligheder for at ekspandere mine drømme.

Ja. Sådan fortsætter jeg, der findes ingen slutning i dag, bare ord, som jeg forsøger at runde af nu.

Og det sidste, jeg vil gentage, er denne udfordring, som jeg selv allerede kan mærke er sværere end noget andet at efterleve:

Hvis du er i tvivl, så gør mindre!

(Eller læs en bog, hvis det er for svært helt at sidde stille)