Engang for længe siden vågnede vi hver morgen og knoklede videre, videre efter en meget stram tidsplan, der hed: Hvis ikke hele yurten er oppe og samlet før 1. maj, så er vi fucked!
Det føles som meget længere tid siden end det egentlig er, men lettelsen over at vi faktisk nåede det, sidder stadig i kroppen.
Og nu glæder jeg mig faktisk selv til et lille gensyn med alt det vi havde så travlt med at nå i de der sidste to uger af april …
Allerførst en lille præcision: Hele vejen igennem byggeføljetonen har jeg kaldt indlæggene ‘uge xx’ og hele vejen igennem har de jo i virkeligheden ligget forskudt, og fulgt vores fremskridt fra onsdag til tirsdag. Så når jeg skriver uge 16, er det egentlig hvad vi lavede fra midten af uge 15 og en uge frem – det vil sige påskeferien. Lidt bøvlet, men sådan blev det nu engang.
Ugen før var vi endelig blevet helt færdige med fundamentet og det skelet, der skulle bære gulvet. Næste store opgave var Projekt Tagpind. Da vi slap byggeriet sidste efterår, havde Simon i hast afbarket og tilspidset 24 tagpinde (dvs. halvdelen af alle tagets pinde), sådan at vi kunne sætte skelettet op og tage mål til bestilling af stofvægge, -tag og uldisolering. Lige siden havde tagpindene ligget vinteropbevaret i en af mine forældres staldbygninger – sammen med alle de andre samlesæts-dele i øvrigt: Gulvbrædder, gulv-isolering, de renoverede og malede vinduer og dør, dørkarm og vægsektioner.
Vinterhi, dvale, nu skulle alting ud i lyset – og vaskes! En hel vinters fugt og støv skulle af.
Så det var den opgave, jeg gik i gang med, sammen med påskeferie-drengen. Vi brugte brun sæbe (som i Sverige hedder grøn sæbe), klude og mange, mange omgange rent vand fra regntønden:
I påsken havde vi også besøg af Simons endnu større dreng, og så var vi lige præcis fire, og dermed nok til endnu en vigtig opgave, som var at sætte en pavillon op over halvdelen af fundamentet. Det har jeg desværre ikke nogen billeder af, netop fordi det krævede at vi alle hjalp til samtidig. Men her er et billede, hvor man kan se pavillonen:
Det er et vaskeægte, gammelt og hærget party-telt, som min far netop havde brugt til en større omgang værksteds-oprydning. Helt perfekt til sin næste festlige opgave blev pavillonen nu del af vores regnsikrings-plan. Noget, som vi gennem hele opsætningen har taget ekstremt seriøst.
Fordi: HVER ENESTE GANG vi har samlet eller skilt en yurt ad, så er der kommet en voldsom regnbyge, hvis ikke et decideret skybrud fuldstændig ud af det blå. Vi HAR tjekket vejrudsigter totalt pedantisk undervejs, og de har ikke eksisteret officielt hverken før eller efter. Og de er kommet præcis når selve gulvet med isoleringen har været blottet. Ikke før, ikke efter, men PRÆCIS når det var sværest at beskytte gulvet.
Derfor tog vi ingen, som i absolut ingen, chancer denne gang.
Pavillionen kom op som et regnsikret arbejdssted til når gulvet skulle lægges. Det beskyttede en halvdel, den anden halvdel dækkede vi til med presenning. Da vi altså kom så langt som til at lægge gulv … det gjorde vi først ugen efter, for arbejdet med tagpindene var faktisk stort!
Halvdelen af tagpindene var nemlig slet ikke afbarket endnu. Jeg har været inde på det tidligere, altså hvor tidskrævende og (for mig især) tålmodighedsufordrende en proces, det er. Noget helt andet er at det er HÅRDT for håndled og hænder. Det er en opgave, der nærmest er designet til at give seneskedehindebetændelse.
24 tagpinde, en ad gangen indtil færdig … den opgave havde Simon været i gang med også mens vi byggede fundamentet, netop fordi der er grænser for hvor mange man kan afbarke om dagen uden at få skader. Men nu var det slutspurtstid og tempoet for alt, inklusive det, var sat op. Så meget at jeg ikke havde tid til at fotografere, så de næste billeder er alle sammen taget af drengen.
Her er Simons bror, Mathias, på besøg og viste sig (til min store overraskelse) at være en meget lykkelig afbarker.
De påstår faktisk at det er meditativt.
Hm.
Mens de afbarkede, var mig og drengen blevet færdige med at vaske de 24 tagpinde, som allerede var klar, og jeg kunne gå i gang med at lakere dem.
Jeg kan godt lide det her billede, der viser hvordan vores lille skovgrund (midt i april, stadig helt brun og tør) var fyldt med alle mulige aktiviteter. Det, som kan skimtes foran pavillonen er et lakere-stativ, jeg havde sat op.
Lakken skal på tagpindene for at beskytte dem mod de temperaturudsving de uundgåeligt bliver udsat for og især den kondensdannelse, der indimellem opstår. Uldisoleringen mellem tagpindene og bomuldstaget gør sit arbejde godt i forhold til at skiftevis opsuge og udskille fugt, men temperaturforskellen mellem ude og det brændeovnsopvarmede inde er til tider stor og tagpindene er udsat.
Og det skriver jeg selvfølgelig fordi en del af mig overhovedet ikke bryder mig om at jeg skal bruge lak. Det er pissegiftigt, jo. Gift er skidt for naturen. Punktum. Men. Her kan jeg vitterligt ikke finde et alternativ? Og det vil ikke være særlig trygt at bo med et tag, der hurtigt mister bæreevne, fordi det ikke er beskyttet. Derfor blev det sådan – og fordi gift også er skidt for mennesker, foregik arbejdet med maske.
Som man kan se var det i mellemtiden blevet varmt, nogle dage rigtig varmt endda. Og tørt. Faktisk regnede det stort set ikke i hele de sidste to uger, hvor vi knoklede for at blive færdige, og det er jeg så taknemlig for. Tænk hvis det havde regnet hele tiden! Eller bare halvdelen af tiden! At vi endte med at nå det, er også fordi vi var meget, meget heldige med vejret.
Hver dag skinnede solen, hver dag afbarkede Simon, hver dag lakerede jeg.
24 ‘gamle’ tagpinde blev lakeret, en ad gangen, tre gange hver.
24 nye tagpinde blev afbarket. (De skulle stadig spidses til i enden, så de kunne sidde fast i kronen – men skal først lakeres til næste sommer.)
I løbet af den uge jeg nu fortæller om, den næstsidste før opsætningen, arbejdede vi os hver dag tættere på det mål at alle 48 tagpinde skulle blive klar til opsætning.
Og hver eneste aften bar vi dem ind under pavillion for en sikkerheds skyld, hvis nu regn & vi tager ingen chancer etc.
… og Simon afbarkede og afbarkede … Men nogle tagpinde skulle også dampes og i pres, fordi alt for krogede pinde ikke duer som tag. Det foregik i stalden på dette arrangement:
Gasblus, gryde med kogende vand, et lukket rør med tagpinde indeni. Lige så enkelt som hjemmelavet som virkningsfuldt.
På billedet herover kan man i baggrunden se den ring, der samler alle tagpindene i midten. Den kom også ud af sit vinterhi kort tid efter – for den skulle selvfølgelig også lakeres.
Når alt havde fået dagens omgang lak, og jeg skulle vente til næste dag, før det kunne få et lag mere, så var der heldigvis småting, der stadig manglede at blive fikset på fundamentet. Som fx døråbningen, der ikke var helt savet ud endnu, fordi vi manglede at afstive siderne ordentligt. Efter mange overvejelser, blev det løst med vinkelbeslag.
Da alle seks sider var forstærket, kunne den tværgående bjælke midt i entreen endelig saves væk og man kunne for første gang få en fornemmelse af hvordan det lille indgangsparti ville blive:
… hvis man så lige ser bort fra pavillonens ene ben, der står midt i døråbningen og roder … men man kan godt lige fornemme et rum-i-rummet, ikke?
Nå ja, og så kom jeg til at springe et led over i processen, før jeg overhovedet gik i gang med at lakere tagpindene! Den ‘færdige’ halvdel var jo nemlig alle sammen afbarkede og tilspidsede til kronens hul – men de var IKKE savet til i den rigtige længde i den anden ende. Da vi lavede prøveopsætningen havde vi så travlt, at vi kun nåede at bore huller og sætte snore i, så de kunne bindes fast til væggene. Men vi nåede ikke at save dem af i den rigtige længde, som er 5 centimeter efter snorehullet. På billedet herunder er alle ender både savet til og med en dolk snittet rund i enderne.
Men gaffatapen …
Gaffatapen havde vi sat på mens vi målte, og vi brugte den samtidig som nummerering af pindene. Gaffatapen havde siddet på pindene under hele vinteropbevaringen … og ville IKKE af.
Det her er et råd, jeg vil give videre til alle, der gør noget med træ, som skal ende med at være synligt og pænt: GAFFATAPE ER EN DÅRLIG LØSNING!
Det tog helt urimelig lang tid at fjerne det klister, som blev siddende på træet. Urimelig lang tid og det lykkedes endda ikke at få det hele væk, medmindre jeg snittede så dybt at forskellen på det stykke og resten af tagpinden blev markant og det i sig selv blev grimt. Så det gør vi aldrig igen.
Men bortset fra det, så blev enderne så fine efterhånden som de blev afrundede.
Med det lille tilbagehop i rækkefølgen, afsløret af at tagpindene på billedet ovenover ligger på et fundament helt ubeskyttet af en pavillion, er jeg nået til slutningen på det, jeg kalder ‘uge 16’. Som så i virkeligheden kun når to dage ind i den uge. (Jeg er forresten også sprunget over påske-lørdag, hvor vi hele dagen var i fuld gang med noget andet, nemlig Store Kløvedag af næste års vinterbrænde. Det bliver et indlæg for sig, en dag, en dag.)
Næste bygge-indlæg bliver om den absolut sidste uge før selve opsætningen. En uge, hvor vi fortsatte med tagpinde helt til det sidste – men også en uge hvor vi endelig nåede til selve gulvlægningen. Det betød at pavillonen, der indtil da mest havde fungeret som tagpinde-seng endelig fik testet sin funktion som Beskytter af Alt det Sarte …
Maja Elverkilde // Pote Produktion 