Alle de almenmenneskeligt gyldige bidrag til din bogreol som din kulturredaktion vælger fra

I dag bringer Politiken et debatindlæg på vegne af 172 skønlitterære forfattere, og jeg er en af medunderskriverne. Anledningen er den undersøgelse, som for ca ti dage siden blev offentliggjort, som er lavet af ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet Ida Marie S. Lassen og professor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Mads Rosendahl Thomsen. Det er selvfølgelig en stor og dermed kompliceret undersøgelse, men hvis du vil have hovedlinjerne, kan du fx læse Informations gennemgang af resultaterne her.

Og hvis du ikke vil det, kan jeg også bare sige helt kort: 24.000 anmeldelser er analyseret for om der mon er skævvridninger i hhv. hvem der bliver mest anmeldt, mandlige eller kvindelige forfattere – og også om der er skævvridninger i hvordan mandlige og kvindelige forfatter bliver anmeldt.

Svaret er ja til begge dele, og det er ikke til kvindernes fordel. Faktisk er det nok mere grelt end nogen troede.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer her, men jeg vil opfordre alle til at læse debatindlægget – og så håber jeg at der sker noget fremover. Mere præcist håber jeg:

• at litteraturredaktionerne gør noget aktivt for at modvirke at så mange flere bøger af mænd end af kvinder ender med at få den (efterhånden ret begrænsede) spalteplads, der nu er til anmeldelser. At 2/3 af alle anmeldelser er af bøger, skrevet af mænd, det er der faktisk bare ikke nogen gode grunde til. (Men jeg lover, at der til stadighed er nogen, der ihærdigt forsøger at argumentere for at mænds bøger er vigtigere, så det er en vigtig debat at blive ved med at insistere på at tage op.)
• at både mandlige og kvindelige anmeldere bliver MEGET mere opmærksomme på nogle mekanismer/filtre/bias, der hidtil har været under radaren. En ting er at mænd generelt mest anmelder mænd, og at kvinder mest anmelder kvinder. Det tror jeg ikke overraskede så mange, men hvorfor er det egentlig sådan? Hvem bestemmer, hvem der anmelder hvad? Men undersøgelsen viser også at mænd generelt anmelder mænd mere positivt end de anmelder kvinder. Og endnu mere grelt, så viser undersøgelsen at kvinder generelt anmelder kvinder dårligere. Og hvad er egentlig på spil her? Det bliver lidt spekulativt, det indrømmer jeg, men for mig er det ret sandsynligt at det blandt andet skyldes kampen om anmeldernes interne positionering. Og når jeg skriver ‘positionering’, så mener jeg det ikke som en overfladisk, forfængelighedskamp, men simpelthen den daglige stræben efter at fortsat have sit arbejde og tjene penge til hjem&mad. Og: fordi vi stadig, stadig, stadig lever i et (nederen, stædigt) patriarkalsk system, der er så internaliseret i os alle at det kan være svært at få øje på, så kan en kvinde stadig ‘vinde point’ ved at være ekstra hård over for kvinders bøger. Men! Bare fordi det stadig sker, behøver det jo ikke blive ved med at ske? Ingenting er statisk, og hver anmeldelse er potentielt en bevægelse i en anden retning.

Og hvad kan vi andre så gøre? Vi andre, som både er dem, der skriver bøger og vi andre, som er dem, der er læserne, der faktisk har brug for anmeldelserne for at orientere os i den flodbølge af udgivelser, der skyller over os året rundt.

(Ja, jeg er kritisk overfor mængden af bøger, det indrømmer jeg, det synes jeg også er et problem at være opmærksom på – ligesom jeg også synes det er vigtigt i den her diskussion ALTID at være realistisk omkring at litteraturens status som omdrejningspunkt for den offentlige samtale ikke længere er & sikkert aldrig igen bliver, som den var før alle de visuelle medier kom til, som en sanseforkælelse intet andet rigtigt kan hamle op med.)

Men altså, jeg er et skrivende-læsende-bogelskende væsen, så selvfølgelig synes jeg at bogen er vigtig. Den er vigtig netop fordi den (efterhånden som en undtagelse blandt fænomener-på-speed) er langsom, fokuskrævende, insisterende på at tage den tid, en tanke nu engang tager for at bundfælde sig.

Så jeg synes vi skal:

• Læse bøger, mange bøger, læse hver dag, prioritere det, være lige så insisterende på det langsomme som bogen selv
  
• Aktivt vælge at læse bøger, som vi har fordomme imod
  
• Aktivt vælge at læse bøger, som andre (fx anmeldere eller din nabo) har præsenteret fordomme imod
  
• Gå i gang med bøger, men kun læse dem til ende, hvis de faktisk vækker noget i dig, fx genklang, modstand, undren, raseri, hvad som helst, men bare ikke pligtlæsning fordi ‘nogen siger den her bog er vigtig’. Fordi det mener jeg OGSÅ er en del af problemet: Nogle bøger udråbes af de autoriteter, der nu engang findes, som vigtige, og nogle gange er de vigtige, for nogen i det mindste, men er en bog nogensinde vigtig for alle? Og nogle gange, så bliver bøger altså bare hypet fordi de bekræfter eksisterende strukturer, og lige præcis det fænomen synes jeg vil skal blive mere opmærksomme. Mere skåret ind til benet: Hvis du som læser føler dig påduttet benovelse og begejstring længe inden en bog overhovedet er i dine hænder, så er det måske godt at være lidt ekstra på vagt omkring dine reelle reaktioner, mens du læser.
  
• Eksperimenter for vildt med dine valg af bøger! Med det mener jeg fx at man i perioder læser efter skiftende dogmer, for at udfordre de usynlige udvælgelsesmekanisker, der normalt filtrerer noget fra af grunde, du måske aldrig rigtig har tænkt igennem. Nu handler den her undersøgelse jo om køns-skævvridning, så et oplagt forslag til et dogme, kunne være i en periode (en uge/måned/år afhængigt af ens læsetemperament) KUN at læse bøger af kvinder. Men mekanismer for udvælgning kan handle om SÅ mange, mystiske ting, så jeg vil hellere opfordre til at man opfinder mindst sytten forskellige dogmer, der stritter i alle mulige retninger. Hvilke genrer tror du fx ‘ikke er noget for dig’? Krimier? Digte? Socialrealistiske romaner fra halvfjerdserne? Eller er det Science fiction, sovjetpropaganda, havebøger, bilblade eller kioskromancer du på forhånd står af på? Eller oversete, oversatte klassikere fra et andet årtusind? Tænk grundigt efter, og brug så en måned på at pløje dig igennem så mange som muligt af netop dem. Og når du er færdig med det, så find noget nyt, du plejer at gå udenom og fordyb dig i det. Det kan være litteratur fra steder i verden, du forbinder med noget bestemt, som nogen engang fx skrev dårligt om i en anmeldelse, eller noget en klassekammerat, som du havde et crush på i ottende klasse rynkede på næsen af, eller det kan være en misforståelse i en samtale ved et middagsbord, som aldrig blev udredt. Der kan være SÅ mange grunde til at vi har lagret en modstand mod bestemte forfattere/titler/genrer/steder/perioder. Og vi skylder både os selv og litteraturen som helhed at være vågne i forhold til alle de her automat-nedlukninger.
  
• Fordi, og nu tilbage til det med køn: Selvfølgelig er vi alle sammen på tværs af køn og alder og placering i det sociale hierarki i øvrigt DYBT prægede af at vi er vokset ud af en (sygt nederen) patriarkalsk struktur. Selvfølgelig er den kamp, som både foregår imellem os alle og indeni os alle langtfra slut. Den er bare heller ikke begrænset til at handle om mænd og kvinder, der er så mange træls strukturer at gøre op med, og allerhelst vil jeg at vi taler om hvorfor vi overhovedet har det behov for at sætte alting ind i de her binære begrebsrammer. Mand/kvinde, op/ned, gak/gak og dyt/båt. Det er faktisk et problem at vi stadigvæk bliver ved med at tænke og tale i de modsætningspar, og vi har brug for nye begreber, der kan rumme alt det, der hele tiden er flydende og i bevægelse.
  
• Men det er selvfølgelig lidt mere til den abstrakte side, så det vil jeg bare lige nævne, nu vi er ved emnet, og så i øvrigt vende tilbage til at jeg synes du skal læse debatindlægget i Politikken i dag, og jeg synes du skal læse mange bøger, og jeg synes du skal tænke aktivt over hvilke bøger du vælger at læse, og vide hvornår du vælger en bog til, fordi nogen (hvem?) fortæller dig den er vigtig (hvorfor?) – men især også hvorfor du evt. vælger nogle fra på forhånd.

Bøgerne i græsset er taget ud af min bogreol, og de har det tilfælles at de alle sammen er skrevet af forfattere, der er vidt forskellige og interesserer sig for hvad skriften kan på vidt forskellige måder, og derfor har lavet vidt forskellige bøger, der alle sammen er ekstremt almenmenneskeligt gyldige. Hvis du ikke allerede har læst dem, kan jeg kun anbefale dig at starte fra en ende af.

Gerd Laugesen: Et øjebliks Lykke (Turbine 2021)

Hanne Højgaard Viemose: Mado (Gyldendal 2015)

Nanna Storr-Hansen: Bøgetid (Gyldendal 2022)

Andrea Hejlskov: Vølve (Uro 2021)

Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Dafne syndromet (L&R 2021) (Siri er forøvrigt også anmelder, og har et godt bidrag til debatten her.)

Solvej Balle: Om udregning af rumfang I-III (Pelegrad 2020-22)

Ida Marie Hede: Bedårende (Gladiator 2017)

Silja Henderson: 1,7 Tipping Point

… og min egen roman: Når vi rejser til Mars (Escho 2021)

Og virkelig sidst men ikke mindst: En bog, som desværre ikke kom med på billedet, fordi jeg har lånt den ud, er ‘Kærlighedens år’ af Johanne Mygind. Men hun og den skal fremhæves her af to grunde. For det første fordi bogen er GOD og også meget vigtig netop i forhold til forståelsen af kampen for lighed mellem kønnene. For det andet fordi Johanne er initiativtageren til det her fælles debatindlæg og har lagt et kæmpe arbejde i at samle os og få skrevet en vigtig tekst på vores alles vegne! Liv Nimand Duvå skal også nævnes som en af dem, der skriver alle de der almengyldige, principielt vigtige på tværs af køn, alder og whatever – og som også lagde et kæmpe arbejde i at teksten blev til.