I begyndelsen af maj pakkede jeg små, større, store sten og mos og uld og bark, rustne cykeldele, knogler fra et meget lille dyr, fade af træ, glas og blik fyldt med jord, strandskaller, hørtråd og fyrsvamp, en sirligt udskåret træ-æske fyldt med lærkekogler, et hjemmegarvet lammeskind og virkelig meget andet, inkl et nu spirende løg, ned i tre flyttekasser.
Næsten hundrede enkeltdele består min udstilling med det korte navn ‘Skovmeditationerne‘ af, og på den måde passer det meget godt, at jeg heller ikke har kunnet begrænse mig til en enkelt titel.
Jeg pakkede udstillingen ned, for at give plads til en ny, men jeg lod alting blive i byen, fordi i weekenden skal udstillingen nemlig være med til Lille Bogdag. Lille Bogdag er en bogmesse for mikroforlag og i år er syvende gang, den finder sted. Der er åbent fra 12-18 både lørdag og søndag og det er på Johan Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24 (meget midt i København).
Da jeg satte udstillingen op første gang, lavede jeg både en detaljeret inventarliste og en håndlavet plantegning. Efter to måneder i Islands Brygges Kulturhus’ udstillingsrum, var alting flyttet så grundigt rundt på at den oprindelige plantegning slet ikke kunne ses i rummet. Og det var netop meningen.
Udstillingen handler nemlig om at holde alting i bevægelse MEN rette fokus mod alle de små møder, der hele tiden finder sted mellem krop og omgivelser.
… omgivelser. Det, vi er omgivet af – det omkring os, som er os givet?
Ord er så underlige, og når jeg bruger netop det ord, så er det jo helt ærligt fordi jeg helst ikke vil bruge det andet ord. Det ord, som ellers ligger lige for, når man kigger på den samlede sum af ting, jeg har valgt skal være med i udstillingen.
Naturen. Jeg er nødt til at snakke om ordet natur, fordi jeg synes virkelig vi har lidt problemer med at mødes. Med/i/om – det er også en del af problemet at vi sjældent ved hvordan vi skal mødes. Men hver eneste gang jeg bruger ordet natur, så har jeg samtidig lyst til at skrige lidt over hvor begrænsede vi er af det sprog, vi er så afhængige af for at nærme os hinanden.
Fordi.
Naturen er en sproglig konstruktion, som lader som om vi/mennesker er noget andet. Så leger vi at naturen findes, og kulturen er dens modsætning, så taler vi om det civiliserede og tegner linjer i luften: Fremad, opad, videre, videre! Udviklingen mod noget, som bliver mere og mere diffust mens vi løber hurtigere og hurtigere i mod målstregen.
Når vi taler om natur, så er det ofte som symbol på/med længsel efter noget, som er noget andet. Noget modsat, noget langsommere, noget … andet.
Det primitive. Det vilde.
Vi drømmer om en urtilstand. Det oprindelige. Det autentiske.
Altid ord, mængder af ord, der alligevel ikke rækker.
Fordi.
Ordene er altid fanget i samme tosidede net, op-ned, godt-ondt, vi er fanget i/af/med/på/som vores sprog, vi famler med ord efter vejen ud mens vi drukner under samme famlens vægt.
Dette er også mig, der famler, videre, videre.
Jeg har lavet en udstilling. Jeg har samlet ting. Ting, jeg har fundet ude i skoven. Ting, der altid har ligget lige der og bare været, på den måde som vi så godt kan lide at forestille os som en paradisisk tilstand (før æblet/slangen/sprogets forbandelse). Sten, mos, grene, bark. Jeg har også samlet ting, som har ligget i skovbunden lige siden et menneske smed dem der. Den rustne cykel. Engang lå den som delelementer i klippegrund, metaller som stivnede årer i et enormt før-menneskeligt tidsrum, så sprængt itu, hentet op, smeltet og renset og formet til den funktion: En cykel at bevæge sig frem i verden på hurtigere end ben kan løbe. Så kasseret igen. Overflødig, smidt i skoven. Langsomt, langsomt korroderer de forbindelser, der holdt delene sammen og funktionen cykel findes nu kun som idé. Noget, for mit blik at genkende i de linjer, der stadig er synlige.
Jeg har samlet ting, jeg har givet dem navn, jeg har lavet en udførlig liste over det hele. Jeg har skrevet forslag til handlinger, som er en slags opskrifter lige så meget som de er meditationer. Jeg famler, jeg falder, jeg forsøger igen.
Jeg kunne også have lavet min udstilling sådan her:
Et helt tomt rum, bare de rå vægge, gulvet, loftet, vinduer eller ej, den luft, der kan være ix antal kvadratmeter. Ingen anvisninger, ingen råd, ingenting at gøre. I det rum, kunne du være og være med. Være der lidt med hele din krop i mødet med hele det rums enorme, massive mylder af elementer, som vi er så trænede i ikke at mærke.
Linoleum. Hvad er linoleum? Hvorfor kalder vi ikke linoleum natur? Hvorfor snakker vi ikke mere om hvilke materialer, vi beklæder vores gulve med? Og alt det usynlige, beton og stålkonstruktioner, der sikrer at vi kan lade vores fødder hvile mod flader, hævet etager efter etager over jordens overflade, selv om vi i virkeligheden går i luften.
I virkeligheden.
Virkelig? Virker det?
Hvis du kommer til Lille Bogdag, hvis dine ben vælger den vej, hvis din krop ender med at befinde sig i det rum, der er defineret som min udstilling, hvis du stopper og for en stund, lige er der lidt.
Så håber jeg du også ser forbi det mylder af ting, jeg har placeret i rummet. Jeg håber du mærker hvor meget jeg ønsker at din opmærksomhed (din omsorg, dit strømmende blod, det piblende, silende vand du allermest er) er lige så fokuseret på det mindste i det største. At der ikke er den væsens-forskel på det, der er i hurtig, grøn spire-rådne cyklus, som vi afkoder som ‘natur’ og så de sandkorn, der lige nu, midlertidigt er vores vinduesruder. Det hele, inklusive vores kroppe, er del af samme bevægelse. Noget sker bare så langsomt, at vi tror, det bliver ved.
Min udstilling er ikke en løsning, den er ikke noget svar, fordi vi kan aldrig stille det rigtige spørgsmål.
Sproget er ikke vores ven.
Ordene. Jeg er virkelig (at virke, at ligne, at ligne noget, der virker) ikke ven med dem.
Alligevel bliver jeg ved. Alligevel siger jeg NU at der er en mulighed, lille, lille, for at der kan ske noget. Ikke noget andet, men måske noget alligevel. Hvis vi stopper lidt op. Ikke er på vej noget sted hen. Ikke vil noget særligt med det. Bare dvæler lidt ved selve mødet. Kroppen, der findes som omgivelsen findes. Måske. Hud mod træ. Måske. Noget, som opløses mens noget bliver fastere, bare lidt, bare et blink med øjet, bare lidt længere.
Nu. Nu skal jeg pakke, nu skal jeg køre, nu skal jeg gøre. Nu skal jeg ikke længere skrive her, længere og længere skriver jeg altid her, alle de ord. Her er lidt flere, og det er fordi at jeg alligevel tror på at forsøge, vi må aldrig holde op med at forsøge og bedst når vi gør det i flok og Lille Bogdag er et helt særligt forsøg, det er den smukkeste famlen, jeg kender. At samle over 40 mikroforlæggere, at give plads til netop det møde, der ellers især har det med at drukne i et meget stort (hyperkapitalistisk) brøl af velsmurte publiceringsmaskiner & reklamefabrikker. Det er at insistere på at bevægelserne er vigtige i sig selv. Mødet som en bevægelse.
Her er en samling af links til Lille Bogdags egen instagramprofil – jeg kunne fremhæve så meget (det hele), nu fremhæver jeg cirklende omkring mit eget netop dette:
- Lille Bogdags anden udstilling af Marina Botes, ‘der vil ikke blive talt om denne nat’, som kommer til at være i samme rum som skovmeditationerne, Marinas på væggene, min mest på gulvet, og jeg er så spændt på at opleve hvordan de to udstillinger kommer til at virke sammen.
- Lille Bogdags præsentation af min egen yndlingsforlægger Anders fra Escho
- Lille Bogdags program søndag – fordi jeg selvfølgelig gerne vil have at I ved hvornår jeg læser op! (Søndag kl 13:10-13:25)
- … og så kunne jeg linke til ALLE de deltagende forlag, men nu bliver det ved Lille Bogdags præsentation af Forlaget Virkelig hvor jeg kan anbefale ca alt fra deres udgivelseskatalog. (Åh, men også Uro er vigtig, og og og og)
Maja Elverkilde // Pote Produktion 