Yurtebyggeriet uge 17 (næstsidste før opsætning!)

Det er endelig blevet tid til sidste, sidste omgang med billeder af byggeprocessen FØR yurten blev sat op. På billederne er det stadig april, træerne er kun lige knap ved at springe ud og solen skinnede virkelig til det sidste på den heldigste måde. Men vi slap ikke for fænomenet Dramatisk Himmel, som kom til lige præcis da vi nåede til den regnfølsomme gulvlægningsdel. Det fortæller jeg mere om – men først tilbage til begyndelsen af ugen, hvor vi jo ENDELIG var blevet helt færdige med selve fundamentet.

Bortset fra to ting …

Den første er en lille detalje, som jeg helt har glemt at fortælle om …

Og når jeg siger lille detalje, så mener jeg egentlig 90 meter lister, som jeg indimellem arbejdet med tagpindene også lige satte på. Listerne gør ikke særligt meget væsen af sig, men det er dem, der bærer isoleringslagets bundplader, så de er vigtige. Jeg har kun de her billeder af at jeg sætter de aller-allersidste på, men det er fordi det hele tiden var noget, jeg gjorde, når jeg ikke lige havde andet, der skulle gøres. Den slags arbejde, det glemmer man nemt midt i de mere spektakulære, store processer. Men! Det tog vitterligt tid, lang tid. Listerne skal nemlig sidde præcist, og omkring hver eneste fundament-punkt skal der laves en lille udfasning, for at den kan sidde tæt nok. … og så valgte jeg at genbruge listerne fra sidst fundamentet var oppe, men vi havde jo lavet så store ændringer i opsætningen, at stort set ingen af dem længere passede til de oprindelige fundamentpunkter.

Men altså, 90 meters tetris & finsavning senere, så blev jeg faktisk færdig.

Den sidste detalje i fundamentet, som vi manglede, var at cirklen i den ende, hvor døren skulle sidde, manglede at blive rund. På billedet herunder er vi færdige. Det orange bånd, som ligger lidt løst henover kanten, er fæstnet i fundamentets centrum, og har hele vejen igennem været et vigtigt måleredskab. Det har to markeringer: En på 2,70 meter, som er der, hvor alle de yderste fundamentpunkter skulle slutte, og en på 3 meter, som er der, hvor selve fundamentets yderlinje skal være, for at gulvet passer på. (Yurtens diameter er 6 meter).

Nu gentager jeg lige at matematik som sådan ikke lige er min force, men … jeg er virkelig fascineret af hvor meget man kan, når man forstår hvor vigtig trekanter og firkanter er i konstruktionen af en cirkel, der kan bære vægten af et hverdagsliv!

Hele midten af fundamentet består af lige linjer, der bliver båret af fundamentpunkter. Men hele ydersiden består af trekanter med forskellige grader afhængig af hvor de skærer cirklens sider. Først derefter kommer cirklen til. De fleste steder er forskellen på gulvbræddernes cirkel og fundamentets trekanter så små, at det mest er kosmetisk, hvis der overhovedet tilføjes kanter. Men her, på fundamentets sydende, hvor døråbningen og entreen er, der var trekanten så spids, at der skulle tilføjes noget solidt, der i sig selv kunne bære vægt. På billedet ovenover har vi forstærket bjælken med en blanding af flere bjælker og et brædt – og tegnet cirklens linje, så vi kunne se, hvad der skulle saves af.

Først savede Simon med en maskine, som vi (endda ikke for sjov) kalder dræbersaven. En sikkerhedsmekanisme er afmonteret på den, fordi den ellers ikke kan bruges til det, den skal, men … ja, farlig!

Da vi havde savet, hvad der var muligt med den, var det fuksvans for resten. Det var ret meget, der var jo fx to sider, der skulle laves, en på hver side af døråbningen.

Vi stafet-savede, så hver gang den enes armmuskler syrede til tog den anden over, og det føltes som en evighed, men pludselig var vi alligevel færdige. (Og savens håndtag knækket.)

Da vi havde skruet bjælkeforstærkningen fast, var der stadig et lille stykke, som ikke var cirkel – men som ikke skulle bære noget særligt. (Det forstærkede stykke skal bære den træ-sektion, som er omkring døråbningen.) Til det sidste, lille stykke savede vi et helt almindeligt bræt cirkelformet med en helt almindelig stiksav:

Og SÅ! Så var vi vitterligt, ægte & fuldstændig færdige med selve fundamentet!

Simon var stadig godt beskæftiget med tagpindene, selv om afbarkningen og dampningen af den anden halvdel var overstået. Hver eneste af de nummerede pindes spids skulle nemlig tilpasses sit helt eget, indiduelle hul i kronen OG samtidig sikres den helt rigtige taghældning.

Det var et arbejde, der krævede fuld koncentration – og tålmodighed.

Jeg var tilgengæld blevet lidt opgaveløs. Derfor besluttede vi at jeg skulle begynde med selve gulvlaget. Og det var nu, at pavillonen over fundamentet blev vigtig. At lægge gulv betyder nemlig først en bundplade, så isolering og øverst gulvbrædder. Ingenting af kan lide regn. Regnen synes det er spændende, når vi begynder på den slags, og traditionen tro var vi velsignet med masser af sol og skyfri himmel, helt indtil det for alvor blev spændende.

Jeg har skrevet om det nogle gange, det der med ud-af-det-blå-skybruds-erfaringen, og jeg har skrevet at vi arbejdede med en meget grundig plan. Nu repeterer jeg lige:

Planen var at begynde med at lægge bundplader, isolering og gulvplader på den halvdel, der var under pavillionen. Bagefter flytte pavillionen til den anden halvdel, fortsætte gulvlægningen og imens dække det færdige med presenning.

Her kommer lidt billeder af processen med at lægge bundplader, det foregik stille og roligt … og lidt træt.

Imellem hvert stykke bundplade skulle der sættes endnu en liste, for at holde dem vandrette, men alle pladerne ligger i øvrigt løst og er nemme at tage af og på, fordi yurten er jo et samlesæt beregnet til nomadeliv.

I forhold til nærmest alt andet ved byggeriet, gik det ekstremt hurtigt at sætte bundpladerne på – men åh, hvor var jeg bare træt på det tidspunkt, og alt føltes uendeligt trægt.

… men efter ret kort tid var jeg jo nået så langt jeg kunne, i forhold til pavillonen, og det var tid til næste skridt: At tage isoleringen ned fra loftet, hvor det havde ligget til tørre siden det blev reddet fra den forrige opsætning.

(Det der med den forrige opsætning er jo en historie for sig, som man kan læse om her og redningen af isolering & gulv er der lidt om her. og lidt mere her og lidt mere her – men der er ikke billeder af det obligatoriske akut-uvejr, der kom fuldstændig uden varsel og LIGE PRÆCIS da vi havde pakket isoleringen på en trailer for at flytte den ind i stalden, men endnu ikke havde dækket den til!!!)

Isoleringen havde det virkelig skidt, da den blev lagt op på det gamle høloft, og jeg var ret spændt på om noget af det overhovedet kunne bruges, eller der skulle købes nyt. Jeg havde regnet med at i hvert fald en stor del skulle kasseres.

For at få overblik bar vi det hele ud, og fordi solen bare skinnede fra en blåblå himmel, som den havde gjort i over en uge på det tidspunkt, så bredte vi det ud på en presenning.

Det viste sig at alle, absolut alle, isolerings-bats’ene (træuld, forresten – i Simons er der hørbats, begge dele er dejlige at arbejde med) kunne genbruges! Der var lidt skønhedsfejl hist og pist, men overraskende få og ingen havde taget alvorlig skade af at være så våde forrige vinter.

Men. Kan du se himlen på billedet?

Det gik sådan her til, jeg overdriver ikke: Fra blå himmel, til den sidste isolerings-bat var ude, til skyerne begyndte at dække himlen – der gik under ti minutter.

Vi gad nærmest ikke engang snakke om det, gik bare i gang med vores regnsikrings-procedure …

Den halvdel af isoleringen, som skulle på gulvet under pavillonen lagde vi derind, den anden halvdel kom i sikkerhed i det sommer-tomme brændeskur. Pavillonens sider blev rullet ned og fæstnet, den blå presening blev lagt over tagpindene …

… og tyve minutter senere kom regnen, men vi var klar:

Dagen efter var der tørvejr og sol igen, og det var også den dag vi så de at de første træer var sprunget ud. Fordi vi byggede så intenst i netop den periode, oplevede jeg virkelig i detaljer hvordan foråret langsomt, gradvist bredte sig omkring os. Lørdag den 23. april er billedet herunder fra, og nu kan jeg sige at det var den dag de første lønnetræer sprang ud:

Og det var den dag de første gulvbrædder i den nye yurt blev lagt:

Oplevelsen af for første gang at træde på det nye gulv var fuldstændig lykkelig!

Imens jeg lagde gulv, og virkelig nød at være nået til en fase, som var så æstetisk tilfredsstillende, og ovenikøbet også både relativt nem og hurtig, så var Simon stadig fuldt optaget af samlebånds-men-præcisions snitningen af tagpindene spids.

Rækken af færdige spidser voksede støt, men langsomt, og for at holde fast i at der faktisk var en ende på opgaven, blev der undervejs krydset af på det her skema over alle tagpindenes tilstand:

Det var det samme skema, som hjalp os med overblikket under afbarkningen og de 3 omgange lakering, og nu var det virkelig sidste omgang for tagpindene før færdig.

Her er et billede af den dags solnedgang, og når jeg nu fortæller at vi er nået til lørdag d. 23. april – så er det jo fordi dagen efter var lidt særlig …

Søndag d. 24. april var det nemlig min fødselsdag!

Men. Jeg havde sådan besluttet at dette skulle være sidste bygge-indlæg før selve opsætningen. Men. Det er bare allerede meget langt, og der er lige så meget at fortælle fra de sidste dage. Så det her bliver til et del 1 af 2 indlæg, men jeg vil prøve at få fødselsdagen og de sidste dage ud allerede i morgen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s