Yurtebyggeriet uge 17 fortsat (Absolut, aldeles sidste før opsætning!!!)

I dag er det vitterligt sidste bygge-indlæg før jeg viser billeder fra den vidunderlige dag, hvor min nye yurt blev sat op. Jeg har for flere uger siden lavet en lille timelapse-film fra dagen, og i det hele taget glæder jeg mig jo til at vise hvordan den ser ud med sine grønne vinduer og døren, ikke mindst.

Men.

Først.

De sidste fire dages forberedelser til opsætning. Og den første var så min fødselsdag, søndag d. 24. april.

Regnbue, drengens kat, havde jo længe betragtet byggeriet som et meget stort kradsebræt til hende. Hun var ikke ubetinget begejstret over det der med gulvlægningen.

Men efter en del tøven overgav hun sig alligevel til at det nu var der, vi hang ud.

Ret tidligt på dagen fjernede vi pavillonen, fordi jeg ikke kunne lægge gulvet hen over midten, mens den var oppe. Det var en smule nervøst fordi skyerne skiftevis blev lysere og mørkere, men vi havde bundet selve tagdelen så godt sammen at det kunne løftes af og på uden at skilles ad, så vi vidste at vi hurtigt kunne lægge den over igen. Og i nødstilfælde kunne den blå pressening også dække hele platformen.

Med platformen fri af stænger gik det hurtigt med at fylde bundplader og isolering i.

Der er ikke billeder, der viser at både Simon, drengen, min mor og far og vist også nogle af deres gæster, hjalp med at bære gulvbrædder ned efterhånden som jeg skulle bruge flere. Der er heller ikke billeder af de gange, min far blev tilkaldt til bygge-konsultation. Fx havde jeg brug for hjælp til at få placeret de første bræt rigtigt i forhold til cirklen. Jeg var egentlig ret sikker på jeg gjorde det rigtigt, men blev ved med at gå i stå på at det ville være så ærgerligt at satse, og så nå ind til midten og opdage at hele gulvet lå forskudt til den ene side og slet ikke ramte fundamentets cirkel. Det er også min far, der har lært mig at lægge gulv i det hele taget. Han rådede mig til at lægge det ‘flydende’ denne gang, fordi det var lidt uforudsigeligt hvor meget de ville ændre størrelse efter deres vinteropbevaring i stalden. (Flydende betyder at hvert bræt ikke er skruet fast, der er kun enkelte skruer yderst i ca hver fjerde række.) Det er SÅ værdifuldt at have ham i nærheden. Efterhånden kan vi det meste selv, og vi ved også en masse om yurtens konstruktion, som han ikke ved – men når vi så er i tvivl, og enten kunne gå i stå eller lave nogle virkelig dumme fejl, så har vi i stedet muligheden for at spørge, lære og være bedre rustet næste gang. (Og ja, jeg ved jeg har sagt det før, men hurra for at være opdraget til at man faktisk kan lave/bygge/opfinde alting selv.)

Så her er et billede af mig, der lægger gulv, og for hver eneste nye række sikrer mig at cirklen holder sin form.

Og her er et billede af drengen, der har lavet fødselsdags-fikapause klar til os. Jeg er meget fødselsdagselskende, og har naturligvis opdraget et ditto barn, og hele dagen var han så opsat på at jeg skulle fejres, selv om det var på byggepladsmåden. Så det blev virkelig en gennemført dejlig fødselsdags-byggedag, og småkagerne i skålen er min nye yndlings! De har svensk navn, cola-snitter, er med ingefær og karamelliseret sukker, og retfærdigvis skal det siges at de er hjemmebagte, men af drengens far ikke mig.

Hm. Jeg ved godt det er lidt pudsigt med ‘drengen’ og alle de her rygvendte billeder, men det betyder virkelig noget for mig både at kunne have ham med i min hverdagslivsfortælling men samtidig give ham muligheden for at beholde sit navn og ansigt privat. Det er et kompromis, det er ikke perfekt, men jeg er landet her og har det godt med den model. Jeg ved også godt at andre har andre holdninger, og min er ikke nogen objektiv sandhed eller regel, og i øvrigt laver jeg hele tiden undtagelser og tilføjelser. Jeg kan helt ærligt ikke huske om jeg har skrevet om det før? Nu har jeg i hvert fald.

Og a pro pos drengen & byggeriet, så har han været med hele vejen igennem, fordi det har jeg bestemt han skal, men det har ikke været superspændende for ham, mere en pligt på linje med at tømme skraldespand. Men det var som om gulvet gjorde en forskel. Som om det blev mere virkeligt, at det bliver vores nye hjem. Da vi var færdige med vores fikapause var der ikke lige noget han skulle hjælpe med, men i stedet for at gå tilbage til den anden yurt, så flyttede han simpelthen ind på det nye gulv med sin nintendo. Det var hyggeligt!

Her er et billede af byggepladsen omkring middagstid, hvor jeg nærmer mig midten af cirklen. Simon er ved at fikse et lidt svagt punkt i fundamentets nordside, som vi var blevet ved med at glemme at vi skulle huske at forstærke.

I løbet af min fødselsdag sprang endnu flere træer ud, og det var virkelig en begivenhed hver gang vi opdagede noget nyt grønt, så det er blevet fotograferet på linje med byggeriets fremskridt. Her er det Breaking Hassel:

Da gulvet var lagt henover midten kunne vi sætte pavillonen op igen, nu henover den anden side:

Næste dag var mandag og vi var officielt nået ind i slutspurten. Mandagen efter skulle Simon nemlig begynde på en ny runde fuldtidsarbejde plus timelang pendling og weekenden var reserveret til hans børn. Torsdag var absolut sidste chance for at sætte yurten op. Vejrudsigten ændrede sig meget i de dage, og det svingede om det skulle heldagsregne eller ej, så vi var nødt til at have onsdag i reserve som opsætningsdag.

Så vi skulle, skulle blive helt færdige med både gulv og tagpinde i løbet af mandag og tirsdag.

Her er byggepladsen, som den så ud mandag morgen i regnsikret tilstand. Man kan lige skimte den blå pressening, der dækker den færdige halvdel.

Og her er byggepladsen åbnet for slutspurt:

Først lagde jeg de sidste bundplader på:

Det føltes lidt specielt at dække det allersidste hul og vide at jorden under yurten nu ikke vil få lys lige så længe yurten står der.

Indtil nu har den cirkel, som yurtens fundament fylder, haft et mikroklima som jorden omkring den, der har vokset græsser og blomster og spirende træer. Jorden har været helt dækket af anemoner, de sidste uger af byggeprocessen. Nu bliver der mørkt, nu bliver der tørt, væksten vil stoppe, andet liv vil flytte ind, vil trives netop i det.

… da jeg lige havde overgivet mig til at lukke det sidste hul, gik det hurtigt igen. Her er alle bundplader på:

Her er hele gulvet isoleret:

… og de færdige tagpinde blev flere og flere

Om mandagen brugte jeg også en del tid på at save gulvbrædder over. Den forsænkede entre er jo en ny konstruktion, så gulvet var ubrudt over midten. Det, som skulle saves af, skulle jo helt enkelt lægges på igen længere ned. At se entreen med gulv var endnu en af de tilfredstillende oplevelser af at have haft et billede i hovedet, som nu manifesterede sig i virkeligheden:

Så var også mandagen gået, billedet herunder er taget før den obligatoriske regnsikrings-nedlukning. Vi havde nu kun en dag til at blive færdige med det sidste.

Tirsdag morgen skinnede solen virkelig overbevisende, og jeg begyndte med at save det allersidste entre-bræt over. Bemærk gerne både det lidt mærkelige save-på-stedet-valg og savens knækkede håndtag. Det siger noget om trætheden på det tidspunkt, at det virkede mere overskueligt bare at save sådan, end at gå op til mine forældres hus og låne en sav fra deres værksted, evt save på et ordentligt underlag …

Vi var virkelig, virkelig slidte på det tidspunkt. Til gengæld var de sidste dage fyldt med en masse oplevelser af at gøre ting færdige. Endelig!

Tirsdag blev fx dagen hvor den sidste tagpind endelig var klar!

Og her kommer en lille indskudt forklaring: Vi havde for flere dage siden indset at vi ikke kunne nå at save den anden halvdel af tagpindene til i den rigtige længde og bore hul til snor. Så når jeg skriver ‘klar’ er det ikke helt rigtigt. Det, vi havde besluttet var at samle yurten med halvdelen af tagpindene, sådan som vi også gjorde i august, da vi konstruerede den. Så længe taget kun skal bære bomuldsdugen er hveranden tagpind rigeligt.

Så hvorfor var det så vigtigt at Simon blev færdig med tilspidsningen?

Det var det, fordi den individuelle tilpasning til hullerne i kronen kun kan laves, mens kronen er på jorden.

Den proces håber jeg giver mening ud fra billederne her. Det er især vigtigt at hver tagpind passer ind i sit hul med den rigtige hældning, for at hele taget kan bære sig selv:

Og altså, det har været et langsommeligt, tålmodigheds-udfordrende præcisionsarbejde. Rent praktisk er der også grænser for hvor meget man kan snitte på en dag uden at ende med seneskedehindebetændelse. Så det var virkelig en af de store begivenheder da den sidste pind var spidset til:

Det næste, der skete var dette:

Jeg var egentlig langt med gulvet, og det tog egentlig ikke lang tid. Her er et billede fra før himlen blev dramatisk, jeg havde lagt en enkelt række eller to mere på efter billedet blev taget.

Pavillonen var der jo netop så vi kunne arbejde videre under den, men hvert bræt skulle bæres ned oppe fra stalden på den anden side af vejen. Våde gulvbrædder på tør isolering. Det duer bare ikke. Så på den helt frustrerende måde måtte vi regnsikre byggepladsen uden faktisk at være helt i mål.

Vi havde som sagt enten onsdag eller torsdag til at sætte yurten op. Vejrudsigten ændrede sig hele tiden og stemte desuden sjældent med det vejr, der faktisk var. Spænding til det sidste …

Men da vi vågnede onsdag morgen kunne vi konstatere at det ikke blev den dag, den store opsætning skulle ske. Heldagsregn på den meget grå måde. På en måde var det meget godt, både fordi gulvet jo ikke var helt færdigt og fordi vi var så ekstremt trætte begge to. Det eneste vi gjorde den dag var at lægge de sidste gulvbrædder på i ly af pavillonen. Og så krydse fingrene hårdt for bedre vejr næste, sidste mulige, dag!

Den dag kunne jeg ikke fotografere med mit eget kamera, fordi: Jeg havde siddet i sengen med min morgenkaffe og flyttet billeder over på min computer og bagefter tabt billedkortet ned i min kaffekop uden at opdage det. Ret meget senere hældte jeg resten af kaffen ud i en semi-stoppet vask, hvor det nåede at soppe en halv times tid. Først da jeg skulle ud og opdagede at kortet var væk, og ikke fandt det selv om jeg gennemrodede sengen, huskede jeg den svage plop-lyd, jeg faktisk havde registreret. Derefter tog det ikke lang tid at rekonstruere hele forløbet og fiske kortet op af vasken. Det lå til tørre hele den dag og underligt nok har det overlevet?

Men altså, den dag, den endegyldigt sidste på byggepladsen før den blev forvandlet til en yurt, der måtte vi bruge Simons kamera, som er en hel del mere avanceret, fx kan det filme.

Det gav mig lidt problemer, da jeg træt forsøgte at tage et billede af at gulvet var færdigt:

Men så kom den også den her lille film ud af det, som jeg ærligt synes er både megasjov og fin – fordi jeg SER hvor ekstremt udmattet jeg var, samtidig med at jeg var såååå glad og stolt over alt vi har lavet:

Med det slutter denne bygge-maraton-føljeton officielt! I morgen kommer den lille opsætningsfilm, som jeg glæder mig såååååååå meget til at dele med jer.

… og så fortsætter det hele jo egentlig også bagefter, men på en meget mindre intentiv måde.

Fordi mens jeg skriver dette er der jo gået fem hele uger siden yurten blev sat op. Der mangler stadig MEGET før vi kan flytte ind, og der er sket enkelte ting siden, som jeg selvfølgelig også har fotograferet og har planer om at vise her. Men. Ingenting kommer til at være så intenst nervepirrende som hele processen op til at vi satte yurten op. Ingenting kommer til at overgå den spænding, der var forbundet med om det faktisk ville lykkes? Vi har selv opfundet denne fusions-yurt, vi har selv bygget den. Et hjem. Et hjem, som er så håndlavet …. kan det egentlig, overhovedet holde?

Det er dén spænding, der holdt os i gang helt frem til torsdag d. 28. april.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s