Yurtebyggeriet i maj – nu med Egen Dør

Det er over seks uger siden vi satte den nye yurt op, og jeg har stadig kun vist billeder fra selve den dag, den blev samlet. Men der er nu heller ikke sket det vilde i mellemtiden. Efter marathon-indsatsen for at få bygget fundamentet, gulvet og lavet tagpindene færdige, var der akut brug for at samle op på alt muligt andet. Mit elastiske arbejdsliv har trods alt også rammer og datoer, som kan overskrides på måder, som gør det besværligt for andre. Det har jeg vist allerede skrevet om, og det har vitterligt fyldt en del.

Noget andet er, at vi har været i en rigtig træls skolesituation helt siden nytår. Nu har det heldigvis, endelig løst sig og der er håb om at næste skoleår bliver godt. Det er en lang historie, som begyndte ved sidste skoleafslutning, hvor en meget vigtig lærer ud af det blå blev forflyttet til en anden skole. Jeg var ikke den eneste forælder, der vidste det ville blive et problem, fordi selv om de andre lærere også er virkelig dygtige, så var det en helt særlig & nødvendig kompetence som forsvandt på en i forvejen udfordret skole. Udfordret af sin størrelse (ekstremt lille betyder ikke ukompliceret), og af en elevsammensætning, der spænder i alle mulige retninger, så meget at det nærmest kun giver mening at tænke i individuel undervisning og ikke i klasser. Så. Vi har i fælleskab lobbyet/klaget/forklaret/tryglet noget så eftertrykkeligt (mens vi så alle vores bange anelser langsomt blive til virkelighed), og da rektor så blev fyret og en ny kom til, var det efterhånden blevet klart for alle hvor dårlig (og på sigt DYR) løsning, det havde været med den forflyttelse. Happy end, en meget særlig & savnet lærer er tilbage på skolen igen og alt er allerede meget, meget bedre. Og jeg kan måske begynde at bruge min tid på at skrive i stedet for at gå til endeløse rækker af møder, have lange, bekymrede telefonsamtaler med lærerne og hver dag samle op på en dreng, der bare ikke fik det, han skulle i skolen. At vælge at bo så langt ude på landet er også at være prisgivet den lokale skole (eller tilvælge helvedes-pendling – den ‘lokale’ er 13 km væk, og derfra er alle skoler fra 25 til 45 km væk). Det er så vigtigt for mig at understrege, og derfor siger jeg det lige igen: Hvis du læser med her, fordi du drømmer om at skifte bylivet ud med skoven, så husk at alt det tyndtbefolkede, stille, idylliske også tit er lig med de samme dilemmaer, som man kender fra udkants-Danmark. Og husk at modsat i Danmark, så er der skolepligt i Sverige, så hvis du ikke er tilfreds med det, skolen har at tilbyde kan du ikke trække i den nødbremse, som hjemmeskole også kan være. Med det sagt, så er skolerne generelt stadig bedre normeret end i Danmark. Helt lavpraktisk betyder det noget, at der er flere lærere pr barn, når tingene spidser til – og jeg er også kun blevet mødt med stor, stor fleksibilitet og forståelse i det her halvår, hvor ingenting har fungeret. Som med alt muligt andet er der ikke noget sort-hvidt-enkelt at læne sig op ad, kun for-og-imod, men jeg vil have med i fortællingen her at skolehverdagen er et tilbagevendende dilemma, og at jeg stadig ikke ved, hvad der skal ske i de sidste teenage-skoleår. At flytte midlertidigt til en større by kan være en løsning, men det kan også være noget helt andet. Indtil videre ser det heldigvis ud til at vi nu kan få et par gode år i den nuværende lillebitteskole, og den ro kan vi allesammen bruge. (Syv-ni-tretten & krydsede fingre)

…. og yurtebyggeriet. Det har stået lidt stille, men så sker der alligevel også hele tiden noget og jeg kommer til at fortsætte føljeton’en her indtil vi er helt færdige. I dag kommer en billedserie om det, vi alligevel fik lavet i maj.

Det første, der skete, det er samtidig det største, der skete hele den måned – og det skete simpelthen den 1. maj – på Arbejdernes Internationale Kampdag. Nu også kendt som Dagen Hvor Jeg Fik Min Egen Dør Sat I. (Den famøse dør, jeg købte til mig selv i fødselsdagsgave for to år siden og som nu sidder i den dørkarm, jeg selv har bygget, og ja, der er en reference til Virginia Wolfs ‘Eget værelse’ i det på en måde, som måske mest giver mening for mig, men altså: Egen Dør!!! Det er stort for mig, der har flakket rundt og boet til låns i ret mange år efterhånden.)

At montere vinduer og døre havde jeg aldrig prøvet før, og det var virkelig ikke noget, der gav mig Pippi-impulser, så jeg havde i god tid sikret mig at min far ville hjælpe mig. Der er så meget præcision involveret, glasdøren er TUNG, og ja, så var der den detalje at det var min hjemmebyggede dørkarm … som jeg helt ærligt selv var skeptisk overfor. Den kunne jo være vind og skæv, komplet uduelig når det kom til stykket?

Det var den heldigvis ikke. Kun en lille smule skæv i det nederste hjørne, og det kunne klares med høvl på karmen:

Og så skulle selve døren saves til med en stiksav – men det var med vilje, at vi havde ventet med at save den endeligt til, fordi jeg havde været bange for at save for meget af tidligere i processen:

Da døren var på plads, satte vi de renoverede vinduer i de to andre sektioner, herunder er det væggen mod vest, der får hele tre vinduer ved siden af hinanden.

Her er et billede af yurten udefra – som blev taget nogle dage senere, mens Simon var i gang med at lave træbuerne, der skal understøtte kronens vindue.

Og her kan man se vinduerne mod øst, hvor køkkenet kommer til at være. Det aflange kommer til at være over vasken, og det ser lidt pudsigt ud lige nu, fordi tagets bort går ned over vinduerne, men der kommer et lille udhæng, der frigør vinduet/opvaskeudsigten.

Her er et billede indefra, hvor Simon eksperimenterer med buernes form. Det her var egentlig en pæn model, men det endte med en anden, som er enklere og giver mere ubrudt himmel-kig.

Da grenene var savet til, skulle de ned igen og ligge i spænd for at tørre i den rigtige bue. De næste uger var det her løsningen, som sørgede for at regnen ikke tyngede kronens vindue ned:

De næste billeder er fra slutningen af maj, og mens der ikke rigtig var sket så meget med yurtebyggeriet i mellemtiden, var skoven til gengæld eksploderet i grønt. Her er de samme tre vinduer, som der var billeder af før, men nu med udsprunget bøg udenfor:

Det er virkelig, virkelig dejligt med alt det grønne. Det er sådan set også dejligt, at det ikke er for tørt. Men. Vejret. Vejret, for helvede!

Lige siden vi blev færdige med at sætte yurten op, har det jo nærmest regnet hver eneste dag? Og det har regnet på den allermest uforudsigelige måde, hvor det skifter fra sol til styrtregn så hurtigt, at man næsten ingen reaktionstid har.

Jeg er nu endnu mere taknemlig for det stabile tørvejr, vi havde de sidste uger før vi samlede yurten. Hvor var vi bare heldige med det.

Og hvor længes jeg efter dage, hvor man kan vide med sikkerhed at det ikke regner lige om lidt, så man kan gå i gang med ting, der kræver at yurtens skelet blottes, uden at få tics og flossede nerver.

Sådan en flosset arbejdsdag er de næste billeder fra.

Vi nåede lige præcis at pille en hel væg af, så regnede det. I hast dækkede vi til. Så regnede det ikke mere. Så tog vi den af. Så regnede det igen. Meget. Det pissede ned hver eneste gang vi forsøgte at komme videre. Og solen kom frem, hver gang vi gav op og gik ind.

Jeg var faktisk rasende til sidst. Rasende på vejret. Det er en meget frustrerende oplevelse at være så rasende på en modtager, der er så fuldstændig ligeglad.

Den opgave, som krævede at vi blottede yurten var en af de mindre synlige, men meget vigtige. Jeg har ikke nogen billeder af processen, netop fordi det var så svært overhovedet at komme til at arbejde med det. Men på det her billede kan man se en kant, der stikker (skævt) op over fletvæggen. Kantens funktion er at holde fletvæggen stabilt ude i kanten af gulvet, uden at falde ud over kanten. Da vi samlede yurten havde vi bare sat nogle midlertidige del-kanter på, nu skulle vi tage dem af og lave en hel, lige kant hele vejen.

Det lykkedes, til sidst, dagen efter, hvor vejret var en smule mere samarbejdsvilligt, og nøjedes med lette byger.

På næste billede kan man se en anden essentiel ting, som ikke var kommet på i første omgang. Det er spændebånd, som skal sikre fletvæggenes øverste kant. De var ved en fejl ikke blevet sendt sammen med yurtens vægge og tag – det opdagede vi den dag, vi samlede det hele. På dagen løste vi det ved at binde et meget langt reb hele vejen omkring yurten.

Men nu var de rigtige spændebånd ankommet, et til hver fletvæg, og det var tid til at opfinde noget, som de skulle fæstnes i. Det skulle samtidig være noget, der holder fletvæggen på plads langs træsektionens side. På billedet herunder kan man se den midlertidige løsning, som havde holdt væggene på plads indtil da:

Det lille bræt blev nu erstattet af et bredt, højt, som øverst har huller til spændebåndets stropper:

Hullerne til spændebåndets stropper er bare lavet med en boremaskine, og ikke særligt pæne – men det kan man overhovedet ikke se når båndet sidder på.

Panelet indefra (før spændebåndet er strammet op):

Og udefra (senere kommer der træ-beklædning på væg-sektionen ved siden af, som skal lave en pæn afslutning mod stoffet.):

Den første af de tre stofvægge fik altså sine paneler i slutningen af maj, den sidste side lavede jeg først i går. Der er sådan en lille detalje med de knapper/låse, som stoffet sidder fast på panelet med. Det har jeg ikke fotograferet, men der sidder ni på hver side, som hver skal præcisions-skrues på, sådan at stoffet ender med at sidde stramt og jævnt på væggen. Dvs. 56 knapper med to skruer hver. Det er alle de der småting, som tager tid, som man glemmer igen så snart det er gjort. Og hov, jeg byggede forresten også et overhæng over døren, som jeg helt har glemt at fotografere. Det er ellers pænt. Det kommer med i næste bygge-indlæg, som forhåbentlig ikke kommer til at hænge så længe som det her.

Allersidste billede i denne omgang er kronen, der kom op som noget af det sidste i maj. Det er stadig ikke den færdige understøtning, men trods alt bedre end kosten. Så kan man sidde inde og kigge op på det grønne, grønne og himlens evindelige drama-skyer:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s