Mens jeg skriver dette er vi midt i en uge, hvor alle børn er andre steder, Simon er færdig med sit fuldtids+ arbejde og vi laver ikke andet end at bygge. Derfor når vi endelig nogle med-længsel-ventede milepæle: I går gjorde vi taget helt færdigt! I dag skal vi lægge uldisoleringen på!! Det betyder at selve konstruktionen er færdig og yurtens ‘indmad’ kan begynde at tage form.
Men de billeder, jeg nu viser, er fra månedens første halvdel, hvor tiden stadig var fyldt med andre ting. Jeg var på det tidspunkt mest bare hjemmeskolelærer på nødløsningsmåden, mens både jeg og skolens lærere ventede på at finde ud af om det virkelig var sandt at den der faktisk uundværlige lærer kom tilbage. (Og det viste det sig jo heldigvis at være, som jeg skrev om i forrige afsnit af min yurtebygge-føljeton.)
Hjemmeskolelivet har aldrig været en drøm for mig, men som så meget andet, må jeg bare konstatere at det var en virkelig lærerig, øjenåbnende, perspektivsættende og helt ærlig FIN oplevelse. Udover et ret hardcore pensum, hvor jeg undervejs lærte meget nyt om svensk historie, så indførte vi også kagebagning på skemaet. Det vil sige, vi har jo faktisk ingen ovn, så det handlede mere om kagepyntning. Her har vi forsøgt at lave vores egne katte i form af marcipanpyntede kager med træstammefyld:
Regnbue blev selvfølgelig introduceret for sit katte-alter-ego og var passende skeptisk:
Vi lavede også kagerne i deres originale træstamme-form med en optimistisk chokolade-pyntning, der selvfølgelig ikke duede:
Vi har set en del Bagedysten i foråret. (Jeg ved ikke hvordan, men jeg har indtil nu fuldstændig misset at det var værd at se, nu kan jeg ikke holde op igen og ser mig baglæns igennem sæsonerne.) Men altså, jeg tænkte helt ærligt: Hvor svært kan det være, det der med at smelte chokolade? Svært, viste det sig! Men når vi i løbet af de næste par måneder får bygget mit drømmekøkken i den nye yurt, så kommer jeg til at eksperimentere videre indtil det lykkes! Og bage kager helt fra bunden! Men helt sikkert også lave de her kager igen, for kagefyldet i den her opskrift smager virkelig godt.
Okay, det var så lidt om hverdagen og tiden der var fyldt med hverdag, arbejde, nødløsning og kager. Men indimellem havde vi alligevel dage, hvor vi faktisk havde tid til at bygge på yurten. Herunder kommer lidt billeder & forklaringer.
Helt i begyndelsen af juni brugte vi en dag på at bygge en sko-reol ved indgangen. Reolen er samtidig en rumdeler, og den type plade, som den bygges med kommer til at blive gennemgående i indretningen indenfor. Det er en af de mere fabriksfremstillede og muligvis ikke særlig miljøvenlige elementer, som jeg indimellem er lidt i tvivl om, men som jeg alligevel har besluttet mig for. Simpelthen fordi jeg gerne vil have vægge, der er ens og neutrale, som samtidig skal kunne tilpasses virkelig mange forskellige former for afslutninger. (I forhold til de andre materialer, som er hjemme-høstede og forarbejdede eller renoveret genbrug er de selvfølgelig også dyrere, men alt er relativt og i virkeligheden er det jo en vildt billig løsning, som fungerer som møbler og vægge i et.)
At vi lige begyndte med den reol, var der flere grunde til. For det første havde vi ikke sammenhængende tid nok til at lave taget færdigt, som ellers var stopklodsen på at komme videre med det meste. For det andet var jeg i en fase, hvor jeg tvivlede lidt på hele konstruktionen. Sådan er det tit med hjemmelavede ting, jeg tror virkelig det er noget kulturelt og jeg tænker meget over det, så her kommer en lille historie om æg.
I Värmland, da jeg havde høns for første gang og de begyndte at lægge æg, så mærkede jeg første gang den her følelse. Jeg havde glædet mig sådan til at spise æg fra egne høns, men …. Var det nu sikkert? Hvordan kunne jeg vide at de var sunde? Der var jo ingen instans, der havde tjekket dem, tænk hvis mine høns fejlede noget, som gjorde æggene farlige? Eller hvad med kosten? Fik de nu det rigtige at spise? Hvordan kunne jeg vide det uden at en fødevarestyrelse på en eller anden måde var inde over det hele og gav det et stempel af en slags.
Det tog den tid, det nu tog, før jeg vænnede mig til at det var op til mig selv at vurdere om æggene var spiselige eller ej, og at jeg faktisk kunne stole på det jeg så, lugtede, smagte. Og jeg begyndte at genkende den mistro mod hjemme-vurderinger i forhold til mange andre ting. Derfor ved jeg også godt at min tvivl omkring yurtens konstruktion bunder i noget af det samme. Det er bare i en helt anden, stor skala – og til en vis grad er min tvivl berettiget denne gang.
Huse skal være sikre. Taget skal ikke falde ned over os, væggene skal ikke vælte. Yurten skal være solid nok til at klare både storme og tunge snefald og det kræver at vi tænker os godt om netop nu, hvor vi laver det sidste arbejde med konstruktionen.
Grundkonstruktionen, den traditionelle teknik, som Simons yurt er bygget med, den hvor der er fletvægge hele vejen rundt, den er gennemprøvet. Det er en variation over en model med årtusindlang nomadisk tradition. Det, vi nu har bygget, min fusions-yurt med en blanding af fletvægge og træ-rammer, det er ikke testet på samme måde.
Min usikkerhed handlede om hvorvidt princippet om at taget og væggene holder hinanden på plads også gælder for trærammerne, som er helt anderledes tunge i sig selv. De er i udgangspunktet kun fæstet med skruer direkte ned i fundamentet. Og er det nu nok?
Den usikkerhed er jeg forbi nu, hvor vi også har lavet taget færdigt. Men der i begyndelsen af juni, føltes det som en rigtig dårlig konstruktion vi havde opfundet. Derfor havde jeg behov for at opfinde andre måder at sikre træ-rammernes placering på. Reolen er altså tænkt som mere end bare en reol. Fordi den er fæstnet direkte på væggen, hjælper den samtidig med at holde væggen på plads.
Min fusions-yurt har tre sektioner med fletvægge og tre sektioner med træ-rammer. Jeg har tegnet på indretningen af yurten lige så længe som jeg har tegnet på selve konstruktionen af yurten. Indtil nu har jeg været typen, der flytter rundt på indretning ofte, men fordi vi nu har valgt at bo så småt har jeg overgivet mig til at alle jeg udnytter pladsen bedst med indbyggede møbler, der er rumdeling & opbevaring i ét. Det er fordi jeg kender indretningen så godt allerede at vi kunne tyvstarte med en reol, selvom grundkonstruktionen af yurten ikke var helt færdig endnu. Det er også derfor jeg ved, at jeg kommer til at bygge et møbel ud for hver træ-ramme, som samtidig kommer til at forstærke væggene. Men nu ved jeg bare også at det egentlig ikke er nødvendigt. Og det er virkelig rart at være forbi den hurdle allerede.
Her er forresten grundplanen over yurten, som jeg tegnede i august 2021, da fusionsyurten blev opfundet.
Det var en fintegning af mange, mange skitser og den har ikke ændret sig siden og nu-nu-nu begynder den at materialisere sig i den virkelighed, som er udenfor mit hoved, det er stort. Reolen var første lille forvarsel, udsprunget af akut uro, men som sagt også en tyvstart.
En anden tyvstart, er at vi selvfølgelig allerede er en lille smule flyttet ind i yurten. Indtil videre er den bare blevet et ekstra soveværelse, som mig og drengen for eksempel brugte i den uge, hvor hans skoleferie allerede var begyndt – mens Simon stadig skulle op klokken seks hver morgen for at køre på arbejde. Det er lige præcis de situationer, hvor vi ikke i flok deler døgnrytme, at vores liv sammen de sidste to år har været lidt ekstra udfordret. Allerede nu kan vi mærke friheden ved at have et opholdsrum mere. Her er et billede af aftenyurten udefra:
Og indefra:
En anden ting vi gjorde, som ikke ser ud af så meget lige nu, men bliver vigtig i den færdige indretning, er at vi besluttede at rette op på en fejl, som var sket undervejs. Hm, lidt svær at forklare, men: I den oprindelige plan var yurten placeret med åbningen mod øst, og indvendigt var sovedelen placeret spejlvendt i forhold til køkkendelen. På grund af terrænets stejle skråning var vi nødt til at dreje yurten. Jeg har en plan om at lave et specielt vandopsamlings-bed ud for køkkenvaskens afløb, og køkkenet måtte bytte side for ikke at havne helt i skygge. Alt kan jo flyttes rundt i det her samlesæt – og først da vi samlede yurten opdagede jeg at det ene køkkenvindue efter spejlvendingen var havnet på den forkerte side. Og at den anden side var lige præcis for smal til at vinduet bare kunne flyttes.
Her er et billede af køkkenvinduet, som sidder forkert (og dermed giver problemer i forhold til den indretning, der er megetmeget tiny-funktionel og fast):
Og her er et billede, hvor vi har fjernet vinduet fra den forkerte side:
På det næste billede, har vi lavet plads til vinduet, ved at gøre den anden side fem centimeter bredere. Det gjorde vi ved at fjerne bund, top og midterstykke (det bræt Simon har i hånden på billedet herover), skubbe hele fletvæggen lidt sammen og sætte nye, bredere stykker ind. At skubbe fletvæggen sammen betyder også at gøre den højere. Der er en margen til udsving og ingenting er helt lige i en yurt, men fem centimeter kortere væg ét sted kunne alligevel tydeligt ses som en højdeforskel. Derfor var vi bagefter nødt til at løsne hele træsektionen fra gulvet og skubbe den præcis 2,5 cm til den anden side, sådan at der var to fletvægge, der tilsammen delte ændringen i træ-rammens størrelse. (Giver det her mening, når man læser det? Det håber jeg virkelig!)
I forhold til alt det jeg skrev ovenover, om at være usikker på om konstruktionen nu er sikker nok, så var den her operation en del af terapien. Der var jo et moment, hvor vi faktisk åbnede en vægside MENS taget hvilede på det, vi moslede med væggene, ændrede på højden, skubbede først til den ene side, så den anden … og det gik fint! Taget fulgte med i bevægelserne, væggene forblev lodrette. Fusionsyurten er stærk, selv om den bare er noget vi har fundet på.
De sidste småting, der skete med byggeriet i denne periode, var at jeg lavede de to sidste siders paneler:
Nu har yurten spændebånd mellem alle træ-rammer, i stedet for det røde, midlertidige reb, og stofvæggene sidder udvendigt stramt fast med små knapper, i stedet for at være surret fast med snore på kryds og tværs, og helhedsindtrykket bliver for hver af den slags færdige detaljer bare bedre og bedre.
Det allersidste jeg vil vise for denne gang, er entreen. Det var endnu en af de ting, der slet ikke hastede, men så var det til gengæld virkelig sjovt og noget, jeg kunne lave alene, mens Simon stadig arbejdede. Jeg har ikke noget godt før-billede, men siderne imellem de to plan var jo åbne, og bare det at lukke dem, gjorde meget for følelsen af at entrén blev et rum, og yurten et hjem.
Alt er bygget af restetræ, en blanding af det, der var tilovers fra fundamentet og brædder fra min fars store samling af byggerester. Det største arbejde var at skure træet rent og slibe det. Her er den færdige trappe:
Det var det for nu. Om lidt går jeg ud, så skal vi nemlig hente uldisoleringen og sætte den op i yurten. Bagefter er der to vinduer, der skal kittes og en brændeovn, der skal pudses op, og og og … Det hele kommer selvfølgelig også som billeder her. Lige så stille, skridt for skridt bliver vi tættere på færdige.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 