I sensommeren fik jeg besøg af Tonje Eliasson, der skulle interviewe mig til Torpares medlemsblad. Artiklen var i bladet i februar, men jeg fik først selv bladet i hænderne fornylig. Jeg blev interviewet lige præcis i den nervepirrende tidslomme, hvor ‘Når vi rejser til Mars‘ var ved at blive trykt. Det vil sige at romanen var endegyldigt færdig, jeg kunne ikke ændre mere – men den var endnu ikke udkommet, så jeg vidste ingenting om hvordan den ville blive læst. Og jeg tænkte ekstremt meget på hvad jeg egentlig selv ville med bogen.
Undervejs i interviewet viste det sig, til min egen overraskelse, at der var nogle meget bestemte ting, jeg håbede at folk ville få med. Samtalen med Tonje endte på den måde med at være en meget vigtig forberedelse til alt det udadvendte, der skete i den hektiske måned lige efter udgivelsen.
Der er virkelig mange passager, jeg blev glad for at genlæse da jeg fik bladet med posten forleden – men nok især denne sides passage, som begynder med at jeg mener at alle burde forholde sig mere til deres eget skrald, og fortsætter ned til at hvis man føler noget er forkert, synes jeg også man skal handle på det:
… og så er der billederne, der illustrerer interviewet … Da jeg bladrede siderne igennem, og nåede til netop det billede, der er herover, hvor jeg står i min prikkede kjole og kigger på de udspredte fliser i græsset, så fik jeg et virkelig syret flashback. Kan I huske, at jeg lige efter den nye yurt var kommet op, skrev at jeg havde svært ved at vænne mig til at den stod der? Nu har jeg åbenbart vænnet mig så godt til det, at jeg fuldstændig havde glemt, hvor kort tid siden det er at den kun fandtes som den visuelle markering.
Billedet herunder, hvor jeg holder flisefoto’et op ved siden af den færdige yurt – det er taget med otte måneders forskel:
Bladet udkom jo i februar, så det er på en måde en gammel nyhed, men hvis man på et senere tidspunkt melder sig ind i foreningen Danske Torpare, ligger alle numre elektronisk.
Selve teksten kan kun læses, hvis man er medlem af Torpare, men de fine billeder skal I ikke snydes for, så her kommer en lille fotoserie af de fire opslag, placeret i mit spinatbed. Og, for at undgå misforståelser, alle yurtefotos i bladet er jo taget i Simons yurt.
Campingvognen, som dengang stadig var i brug, har i mellemtiden fået en vandskade og er på vej til de evige skrotmarker – når vi altså er færdige med at bruge den som skur. På det lille billede herunder er det mig og min far, der mødes foran deres husbil, og på allersidste opslag er jeg på besøg i min mors atelier, hvor også hendes norske veninde blev del af historien.
Katten Regnbue fik selvfølgelig også charmet sig ind på et lille yndigheds-billede, og det er er ikke så mærkeligt, for de er jo bare med overalt hvor der sker. Som fx på det allerøverste billede, hvor de kom springende ud af det blå da jeg tog billedet. Eller når nogen fotograferer et blad i et spinatbed, så ligger man da lige ved siden af for en sikkerheds skyld. (#Katteneeraltidmed):
Maja Elverkilde // Pote Produktion 