Vi vågnede til regn i dag, og det gjorde ingenting, fordi i dag skal vi alligevel ikke bygge. Sådan går dagene: Hver dag er enten en dag, hvor vi bygger eller ikke, og nedtællingen til vinter begyndte allerede dér i midten af marts, hvor vi gravede de første fundamentfliser ned.
Regnen, der trommer mod stoftaget, er lyden af at bo i et telt. På mange måder bor vi vitterligt i et telt, på andre måder gør vi ikke. Brændeovnen og uldisoleringen er en åbenlys forskel, og det at der er højt til loftet (over 3 meter i midten). Men stofvæggene. Der er noget vigtigt ved dem, som også har været vigtigt at bevare i fusions-yurten. Det handler netop om lydene udefra. At vi stadig kan høre træernes brusen i vinden, alle dyrenes lyde. At vi aldrig er i tvivl om hvilket vejr, vi falder i søvn og vågner op til.
Jeg boede jo i en tipi i nogle mærkelige måneder af mit liv i 2017. Dengang vi var flyttet fra Värmland til Skåne, og jeg ikke rigtig fandt mig til rette i huset med indlagt el og vand. Jeg skrev om lydene. Allerede dengang drømte jeg om at bo i en yurt, men kunne ikke forestille mig det som noget konkret. Tipien var en økonomisk tilgængelig mulighed, bare ikke en vinterholdbar løsning. (Fordi jeg havde det så godt i den, blev vi faktisk boende helt til begyndelsen af november, så blev nattekulden et alvorligt problem og modvilligt rykkede vi ind i huset igen.)
Året efter flyttede Simon ind med sin yurt, og nu er det allerede to år siden vi flyttede til Halland og yurten blev den fælles ramme om vores hverdagsliv. Jeg har forlængst vænnet mig til det, også i en grad, så jeg indimellem glemmer hvor særligt det er. Jeg tror, det er arbejdet med den nye yurt, der gør at jeg igen er så bevidst om forskellen på at bo i et hus og en yurt. Et hus med vægge og tag af stof. At vågne op til regnen, der indimellem trommer så hårdt på taget at vi ikke kan høre, hvad vi siger til hinanden.
Sidste sommer. I dag tænker jeg også på sidste sommer. Netop på dette tidspunkt for et år siden var jeg så travlt optaget med at færdiggøre ‘Når vi rejser til Mars’. Jeg ændrede slutningen og skrev nye tekster helt til det sidste, og i slutningen af juli arbejdede jeg med dem, som siden har fået deres eget liv som både gør-det-selv-guide og udstilling. Skovmeditationerne. Der er allerede mange ord omkring dem, men det, de var på det tidspunkt, for præcis et år siden, det er sytten helt konkrete handlinger. Jeg gik ud i skoven, igen og igen, jeg gik ud og hjem og for hver gang gik jeg ud mere bevidst om hvad jeg bærer med mig. Alle de lag, jeg ifører mig, temperaturregulerende tøj, skoenes beskyttende såler, myggenet, tasker, ting. Alle de forestillinger; idealer og illusioner, jeg lægger imellem mig og mine omgivelser.
Jeg siger ikke at det lykkedes mig at frigøre mig fra alt, jeg siger bare at jeg gik ud igen og igen, og at hver gang jeg opdagede, at jeg bar noget med mig, så lagde jeg det fra mig. Jeg gik tomhændet, barfodet, nogle gange nøgen, med min opmærksomhed rettet mod selve det filter, jeg oplever alt igennem. Selve sproget, også før jeg er opmærksom på at jeg sætter ord på noget. Sproget former hvad vi sanser, nogle gange om vi overhovedet sanser med alle vores sanser. Hvis vi giver det lov. Sproget giver sig selv lov. Sproget er så stærkt i os, og handlingerne var en måde at omgå sprogets magt, samtidig med at handlingerne selv fandtes i kraft af sproget.
Jeg vil stadig ikke sige, at noget som sådan lykkedes for mig, men jeg prøvede og jeg gjorde helt konkrete ting. Jeg handlede, jeg var nærværende i den helt fysiske længsel efter at være mere med hele mig og alt omkring mig. Jeg sov i skoven, alene og uden telt, det har jeg aldrig før turdet gøre, det ved jeg egentlig stadig ikke helt om jeg tør, men nu ved jeg, at jeg kan. Og i små glimt oplevede jeg at være. bare være. Eller nærmere ikke. Jeg oplevede noget, som jeg ikke har ord for, men som jeg alligevel gjorde mig så umage med at beskrive, fordi det føltes som en gave, jeg gerne vil give videre. At være en del af i stedet for adskilt fra.
Jeg tænker meget på det netop nu, fordi det er gået op for mig at jeg denne sommer bruger min tid, min energi, mine fysiske kræfter på noget, som nærmest er det modsatte. Jeg bygger et hjem. En beskyttende skal at gå ind i, hvor jeg er adskilt fra alt det, som er ude. En temperatur-reguleret afgrænsning, som skal give mig ly for vinteren. Ly for alle de udsving og forskelle, som er mine omgivelsers.
Nogle dyr trækker sydpå, andre finder huler at overvintre i. Træerne smider deres blade og lukker ned for transporten af vand og næringstoffer, det er deres vinterhi. Græsset over jorden visner ned, rødderne hviler under jordens overflade, hvor udsvingene er minimale indtil foråret, så begynder det hele forfra. Vi er vel som bjørne uden pels, tænker jeg. Og så alligevel ikke. Der er nemlig en forskel på at gå helt i hi så længe der er koldt, og så menneskers ihærdige forsøg på at indrette sig sådan at årstidernes udsving påvirker hver dags rutiner mindst muligt.
Tempoet er det samme, handlingerne er de samme, indenfor er så godt som ens uafhængigt af udenfors lys, mørke, kulde, varme, væde, tørke.
Og der er forskel på at bo i en yurt og at bo i et hus.
Den forskel, der handler om at skallen er lidt blødere, at taget er af stof.
Temperaturen inde følger næsten den ude, og lydene findes stadig. Vi skal hele tiden udenfor, vi skal hente vand og brænde, vi skal tisse. Når sneen lægger sig for tungt, skal vi skrabe den af taget.
Det er et kompromis. Det er noget midt i mellem et hi og ikke. Vi er langsommere, vi holder ilden i gang, vi har det ret hyggeligt, det er én sandhed. En anden sandhed er at vi bevidst har valgt en hel masse komfort fra. Vi har valgt at mærke det, der sker ude også når det er koldt, vådt, blæsende, mørkt. Besværligt.
Vi går ikke helt i hi, men det er også fordi vi ikke selv kan vælge. Med skolebørn følger en hverdag året rundt, der ikke kan vælges fra. Jeg tror ikke det er hverken sundt eller meningen, men det er et vilkår at følge og som sådan giver det ikke mening at stille spørgsmålstegn ved det hver eneste dag. Men noget af vores hverdagsbesvær handler om at vi ikke har muligheden for at sætte tempoet helt ned, være mere rigtigt i dvale-tilstanden vinteren igennem. Og det vilkår gælder i endnu højere grad for mennesker, der bor i huse, der koster flere penge at holde kørende, der kræver mere koncentrerede gå-på-arbejde-tilstande året rundt.
Det tænker jeg meget på nu, hvor det stadig er sommer, men jeg mærker hvordan overgangen mod efterår og vinter ligger som en bevægelse, der begyndte for længe siden. At bladenes grønne nu er mat, mættet, ikke længere sprødt og i spring.
Der er gået en måned siden jeg sidst skrev her. Jeg fotodokumenterer stadig alt vi gør, og planen er stadig at fortsætte min byggeføljeton. Men dagene, dagene, de driver forbi og tiden er anderledes om sommeren, sådan er det bare. Det er om sommeren alting sker og ingenting sker. Føljetonen genoptages når tiden er til det, inde, måske først når vinteren faktisk har lagt sin dyne af langsomhed over os igen.
I dag ville jeg bare vise det nyeste, vi har lavet: Den første, hele, træbeklædte væg-sektion!
Det er en stor ting af mange grunde, men især fordi metoden til at beklæde væggen er blevet opfundet mens den blev lavet. Jeg har hele tiden haft det her billede i mit hovede af det færdige resultat, men selve konstruktionen var mildest talt diffus. At bygge en cirkel med firkantede materialer – det er hele tiden det, som er det tricky med at have opfundet den her fusions-yurt, som blander bjælke-teknik med den gamle, nomadiske fletværks-konstruktion.
Men så blev mine diffuse ideer langsomt til en færdigformet metode, som jeg nu ved præcis hvordan jeg skal gentage på de næste træ-sektioner.
Vi har nået en masse: Uldisoleringen er på plads, alle tagpinde og understøtningen af kronen er færdige, to nye vinduer er kommet til ved siden af døren og køkkenvasken er skåret til.
Vi mangler også stadig en masse. Alt behøver ikke at være færdigt før vi kan flytte ind, men to meget væsentlige punkter er afgørende. Alle tre træ-vægge skal være beklædte og isolerede, brændekomfuret skal renoveres og en (delvis muret!) skorstensløsning skal laves. Min drøm er at vi er helt færdige med alle træ-væggene midt i august, sådan at de to sidste uger kan bruges på yurtens varmekilde. Meeeen … alle, der bygger selv, ved jo godt at den slags kun er pejlemærker, der skal holde gejsten oppe. Mere sandsynligt går september også før vi når så langt, og det er også i acceptabel tid før vinteren kommer. Vinteren, som jo er det eneste urokkelige pejlemærke vi har at rette os efter når det gælder af få vores skaller klar til at rumme vores dvale-drømme om en blidere verden.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 