Jeg tror den sluttede for to dage siden, hvor jeg ud af det blå fik tre arbejdsrelaterede mails med opgaver, jeg skulle løse. Eller måske var det i går, hvor jeg løste den første opgave, kiggede i kalenderen og pludselig huskede alt det, der skal ske i efteråret, som så altså er lige om lidt.
Det er altid lidt diffust, det med ferie, når man arbejder som selvstændig. Noget bestemmer jeg selv, andet er bestemt af sæsoner og andres rytmer. At det lige netop var den første onsdag i august at tre vidt forskellige mennesker, ansat i kulturrelatede institutioner i tre forskellige landsdele, simultant var begyndt at kommunikere med omverdenen om efterårets arrangementer igen. Jeg ved ikke hvorfor, de ved det nok heller ikke. De følger et større skema, og via dem følger jeg det så også.
Måske bor jeg langt ude i en skov, i et andet land, i en hverdag som på mange måder er et ret stort nej til store skemaer. Det ændrer ikke på at jeg er forbundet med deres virkelighed helt ned i den slags pudsige detaljer.
Jeg har lagt mærke til at jeg tit skriver her når jeg mærker en overgang. I dag er det så overgangen mellem ferie og arbejde, jeg kan mærke. I modsætning til overgangene mellem årstiderne (som er glidende og altid i gang, alle årstider ligger under og over hinanden, som et tykt snoet tov i tiden), så er overgangene mellem ferie og arbejde hakkende og abrupte. Man flyder hverken ind i ferien eller ud igen. Man snubler for det meste undervejs, glider i en bananskræl, slår skulderen mod dørkarmen, har glemt noget og må løbe tilbage, en gang, flere gange. Man kommer for sent eller toget kørte for tidligt. Det er på vej ind i ferien. Man er hektisk og lover at løse alle opgaver først, på en gang, man kommunikerer med mange flere mennesker end normalt og egentlig muligt, lover til højre og venstre og tror selv på det.
Så tager en ny slags travlhed over, det er den hvor man skal huske hvad man har planlagt at nå i sin ferie. Det er også tit noget, der skal kommunikeres med flere om, noget med tidstabeller og aktiviteter og bevægelser mellem hjem og ude og hjem igen.
På et eller andet tidspunkt bliver der stille. Ikke nødvendigvis rundt om en, men indeni. Det er en stilhed, hvor det, som er arbejde faktisk ikke findes. Det er en stilhed, der får en til at købe et puslespil i en museumsbutik, fordi det vitterlig føles som om man er et menneske, der skal bruge de lange vinteraftener på at lægge puslespil. Et puslespil med nattehimlens stjernebilleder som motiv, et puslespil med 1000 brikker. De fleste er sorte.
Måske har man ikke lagt et puslespil siden man var barn. Men måske er man vitterligt et vinteraftenpuslespils-menneske nu? Det føles sådan og det er det fineste ved den tilstand, synes jeg.
At jeg faktisk ikke kan vide det, før det bliver vinter. At hver ferie virkelig, ægte, er en mulighed for at genopfinde sig selv. Stilheden, bevægelsen ud, eller det modsatte: At blive hjemme og bare gøre noget andet lidt. Gøre ingenting.
Dage, som begynder og slutter uden at man har udrettet noget særligt.
Jeg forestiller mig at det både er helt anderledes og fuldstændig det samme for mennesker, som arbejder på andre måder. Mennesker, som har en konkret arbejdsplads med konkrete arbejdstider. Men jeg ved det jo ikke. Jeg forestiller mig at overgangene måske er lidt mindre diffuse, men præcis lige så kantede. At andre mennesker også snubler lidt desorienterede tilbage i den tilstand, som er arbejde. Andre menneskers forventninger til at man igen er et menneske, der løser opgaver på afgrænsede måder. Opgaver, der griber ind i andre menneskers hverdag på måder, der er forskellige men alligevel ens. Skemaer, der er lidt strammere. Tidspunkter, der passerer forbi som punkter. Nåede man det? Det vigtige? Den ene vigtige ting efter den anden glimter forbi og dem, som er foran en lyser altid lidt mere kritisk.
Jeg drømmer om at leve på en helt anden måde, hvor tiden slet ikke findes sådan, som kritiske punkter. Men min virkelighed er som den er, på godt og ondt, og det, jeg mærker i dag er overgangen. Vejen tilbage til den tilstand, hvor jeg er et menneske, der arbejder. Har mit lille skema inde i et større skema. Udfører mine opgaver og sender dem ud, får svar og så videre.
Og for at undgå misforståelser: Jeg har skabt et arbejdsliv som er utrolig tæt på ideelt og jeg har en grad af frihed, som jeg ville misunde mig selv, hvis jeg var en anden.
Og for at gøre det mere konkret: Den udadvendte del af mit arbejde (undervisning, workshops, foredrag) er koncentreret til nogle måneder om foråret og efteråret, og rundt omkring det er der oceaner af kommunikation. Den indadvendte del (at skrive) bestemmer jeg selv over, og lige nu er den hundrede procent kuppet af yurtebyggeriet, som heldigvis også er en kreativ proces, der hænger så tæt sammen med alt jeg skriver om&med, at jeg med sindsro kan kalde byggeriet for en bog i sig selv.
Og for at gøre det lidt mere uklart: Når jeg skriver at jeg tror, min sommerferie er forbi, så handler det jo kun om den udadvendte del af mit arbejde. Jeg holder aldrig fri fra det andet, det som er at skrive/finde på/bygge/skabe/gøre. Det kan jeg ikke. Det har jeg ikke behov for. Men de mennesker, som jeg har helt tæt på, de kan godt have brug for at jeg gør det. Jeg vil gerne også være et menneske, som kan lade være. Det er noget med nærvær, men det er også noget med præstationsræs/dødsangst, som jeg godt selv kan se kan være usundt i længden. Så jeg øver mig i også at være uden at gøre. I år besluttede jeg mig for at være sådan, helt enkelt her og sammen, i præcis tre uger. Vi var nødt til at rejse væk for at jeg kunne finde ud af det. Så var vi turister lidt. Så købte jeg det der puslespil. Jeg er stadig så spændt på hvem jeg er til vinter.
… nu vågner mit barn. Skoleferien slutter først om en uge, og det er den tredje faktor i det puslespil, som er ferie-hverdagstilstanden. I Sverige er skoleferien ni uger lang. Der er så stor forskel på de dage, hvor skolens skema også er vores og de dage, hvor skolen ikke findes. Jeg nyder de dage, hvor skolen ikke findes. Drengen nyder dem. Men der er også noget fint over den rytme, som skolen skaber. Den forskel i løbet af dagen på tid, der er opgavernes og den tid, der er vores.
Når vi som nu er hjemme og han har fri, men jeg ikke har helt fri, så veksler vi mellem tilstandene. Flydende og ubesværet, men også lidt uklart. Jo tættere vi kommer på at skolen begynder igen, jo mere uklart. Overgangen larmer også før den sker. En del af mig glæder mig til alting igen er ordnet i tidspunkter. Ting vi skal nå, ting vi skal gøre i bestemte rækkefølger og den lille tilfredshed, når noget kan krydses af. En anden del af mig sørger lidt på forhånd. Sørger over at vi aldrig har fået muligheden for at leve på en fundamentalt anden måde.
Jeg drømmer om at leve tættere på den tid, som er årstidernes. Den, hvor overgangene er vævet ind i hinanden i stedet for at være fiktive, hakkende overgange.
Men det skriver jeg ikke om i dag, for det hører paradoksalt nok til mit arbejdsliv at have tid til at skrive om det. Den del af mit arbejdsliv, som ikke er det udadvendte, der allerede er begyndt (inkl. momsregnskab), nej, det her hører til den allermest dyrebare, indadvendte del af mit arbejdsliv.
Paradokset: At skrive om min længsel efter en helt anden måde at leve på (ikke for alle, ingen tvang, men som en tilgængelig mulighed for dem, der også længes), det kræver et overskud af tid, som jeg ikke har på grund af det liv, der findes nu.
Paradokset: At det indadvendte arbejdsliv, der i virkeligheden er det allermest udadvendte, vitterligt kun findes som paradoks, fordi den tid det kræver kun findes når alle de store skemaer omkring mig er i gang og giver mig tidslommer at dykke ned i.
Lige nu er vi i en overgang før næste overgang, en mellemtilstand, en midt-imellem-tid, men jeg vil huske at nyde den sidste rest af feriens tid med mit barn, selvom sommerferien er slut.
Fordi sommerferien er åbenbart forbi derude. Derude i den større virkelighed, som jeg tror, jeg deler med nogle af jer, der læser med. Kan I mon også mærke det? Ved I hvorfor den første onsdag i august er anderledes end fx tirsdag? Eller mandag? Eller torsdag?
Maja Elverkilde // Pote Produktion 