Det her er mig, der står i et hul foran min yurt, som vi selv har bygget. Hullet skal blive et afløbsbed, der skal opvaskevandet løbe ud og give næring til grøntsager, vi skal tage ind, fortære, vaske op, forfra.
Vi har bygget en yurt. Bygget det hele selv, bygget et hjem, som kan flyttes, nu er vi snegle med eget tag. Vi prøver at bygge et liv, som vi kan være lidt langsommere i. For det meste går alting alligevel for stærkt, vi falder i huller vi selv har gravet uden at opdage det, vi kravler op, ryster jorden af os, prøver igen.
Vi prøver, prøver, fejler, falder, prøver igen.
Det her er mig, der står i et hul, jeg selv graver, som jeg håber vil give mening. Hverdagsmening og større mening. Det her er mig, der vil noget. Noget mere-end, større-end, noget diffust, jeg ved knap nok selv hvad?
Jeg eksperimenterer med mine hverdagsvalg, jeg kalder det hverdagsaktivisme, jeg tror på det.
Men er det nok? Er godt for mig nok for mig?
‘Men sådan som du lever, sådan kan alle jo ikke bare gøre’
Den kommentar har jeg fået utallige gange, og jeg plejer at sige at det er jo rigtigt, og så er vi ligesom enige om noget. Hvad?
Nu vil jeg vende det om og sige: Hvis alle levede som mig, så kunne nogle helt andre, nu u-forestillelige ting lade sig gøre!
MEN: Hvorfor skal vi overhovedet snakke om EN måde at leve på som model for andre – hvorfor problematiserer vi ikke i stedet at den moderne civilisation tvinger folk ind i så ensartede livsvilkår, hvorfor accepterer vi at mulighederne for liv snævrer sig ind i så rigide rammer?
Det er på en måde den røde tråd i de fem samtalesaloner, som jeg er vært for i løbet af det næste halve år. Jeg vil gerne snakke om hvad der er muligt, hvis vi begynder med at kortslutte alle de ‘hvad nu hvis’er som vi plejer at stoppe eksperimenterne med før de når at begynde.
Aktivisme har jeg valgt som nøgleordet, klimakrisen har jeg valgt som nøglesagen. Af helt personlige grunde, simpelthen fordi det er de ord, der giver mening for mig, som jeg står her i det hul, som jeg insisterer på er et springbræt, en trampolin og ikke en fælde.
At med åbne øjne vælge at handle udfra de livsvilkår, der sker her & nu.
I aften inviterer jeg til en samtale, jeg er vært, jeg har gæster på en scene. Men allermest håber jeg at den ramme, som samtalesalon’en er, kan blive afsæt for et rum for samtale på tværs af de her forhåndsdefinerede afgrænsninger. Samtalen, mødet, bevægelserne imellem, dér hvor vi er flydende. Levende.
Det her er en invitation, og jeg ville gøre det kort, men det er jeg elendig til på skrift – men ude i virkeligheden er jeg vildt god til at lytte, og jeg håber du vil komme og tale med.
Overskriften: Er klimaaktivisme din nye borgerpligt?
Gæsten: er Kristina Stoltz, aktuel med romanen ‘For evigt’ og garvet aktivist på en måde, jeg selv er lidt bange for men gerne vil vide mere om.
Stedet: er Islands Brygges Kulturhus
Tiden: er i dag, onsdag d. 28. september kl 19
ps. Som optakt til denne første samtale har jeg på min facebook-væg inviteret til mini-debat, og jeg har fået sådan nogle spændende input – dem tager jeg også med mig i aften, som spørgsmål vi i fællesskab kan tænke videre med.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 