Sidste år gik jeg ind i det nye år med en beslutning om at gennemføre et eksperiment: Et helt år uden at være på sociale medier. Det gik rigtig godt i lidt over et halvt år, og så gik det slet ikke længere. Det er en længere historie, som jeg ikke har haft tid til at skrive om her – fordi en del af eksperimentets kollaps handlede nemlig om at tiden til det ene sluger tiden til det andet.
Nu prøver jeg igen, men på en anden måde. I år er der ingen ikke-intentioner. De sociale medier er en del af mit arbejdsliv på godt og ondt, og jeg har ikke råd til at slippe dem (endnu). Men. For der er nemlig et meget stort MEN: Tiden skal være min egen igen, og min tid skal være langsommere.
På den måde gælder det, jeg skrev i indlægget med titlen: ‘Barnet og badevandet, os og algoritmerne‘ stadig. Det blev i øvrigt årets allermest læste indlæg, og jeg er ret sikker på at det er fordi jeg ikke er den eneste, som bøvler med det her dilemma. Nu er der så gået et år, og det eksperiment jeg satte i gang gik ikke. Nu prøver jeg så igen, men altså, netop igen og denne gang uden ikke-intentioner.
Lyder det kryptisk? Måske, jeg prøver lige at være mere konkret.
I det nye år vil jeg gøre et nyt forsøg på at generobre tiden til det, jeg selv synes er det vigtigste. En af de ting er at skrive her på bloggen, så dette indlæg er også et løfte om at jeg fremover kommer til at være mere her. Igen.
I første omgang meget stille og med små her-og-nu-indlæg, men i løbet af foråret vil jeg også genoptage byggeføljetonen. For det er jo også en del af historien om året der gik, og tiden, der blev slugt. Vi byggede og byggede og byggede. Og blev faktisk færdige. I året der kommer skal vi stadig bruge meget tid på praktiske ting, fordi det er vores livsstil, vores valg. Men vi har alle de tag over hovedet vi kan ønske os, og vi har en hverdag, der fungerer. Det er uendelig stort at det lykkedes, og jeg glæder mig til at fortælle resten af yurte-historien, som jeg slap helt tilbage i juni.
For nu vil jeg ønske alle jer derude et vildt blidt nytår og ønsker om et nyt år hvor vi sikkert gør det hele igen, men på en måde som alligevel er ny.
Og så er der faktisk brug for en fuldstændig ny verdensorden nu, ikke? Men det er en anden historie, som jeg vil skrive meget mere om i alle de her nye indlæg, der vil strømme frit fremover.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 
“Det var dengang folk, der delte interesser fandt hinanden på portaler, som de selv lavede.”
Jeg gad godt, at vi i 2023 ikke skyllede hverken børn, fysiske sunde fællesskaber og alt det andet vi som ikke er født i den digitale tidsalder savner, ud med badevandet.
De fællesskaber finder vi bare bl.a bare på de verdammte medier.
Så hvor er balancen?
Jeg har dagligt lyst til at tage mine børn ud i den svenske skov, som Andrea Hejlskov gjorde, da hun tog den store flugt.
Vi børn og nu forældre af 70’erne og 80’erne har begge tidsaldre i os.
Det gør det svært for os.
Børnene derimod er født ind i det digitale og kender ikke andet.
Vi må passe på dem men acceptere deres skæbne og fremtid.
Godt nytår, Maja!
LikeLike
Kære Christina
Jeg er med dig i dilemmaet omkring balance!
Jeg ville sådan ønske at jeg kunne finde de fællesskaber, jeg længes efter i det fysiske rum lige der hvor jeg er. Her & nu, det nærvær. Men jeg kan se at jeg bliver ensom med mine livsvalg, hvis jeg helt vælger de digitale muligheder fra. Men jeg kan også se jeg bliver kørt noget så eftertrykkeligt rundt i manegen, hvis jeg tror jeg finder de fællesskaber på facebook og instagram.
Så prøver jeg her, på min blog (og drømmer også stadig om den der fællesblog, som bare kræver noget opstartsenergi jeg ikke har pt) og bliver så glad, når jeg får et svar som dit! Hver gang vi, som netop husker noget og savner noget, omend det efterhånden er lidt diffust, insisterer på at finde hinanden udenom de kanaler, der styrer os så hårdt i retning af passivt forbrug, så får jeg håb om at vi finder ud af det alligevel. Det håb er også på vores børns vegne. Det er rigtig nok at de vokser op i en tid hvor det digitale omslutter os i hverdagen, og det virker som om det kun vil fortsætte med at vokse ind i vores hverdag. Men tænk hvis det bare er en fase? Hvis vi bare skal lære det bedre at kende, så vi kan træffe nogle bedre valg. Vælge fra, fordi vi kan se det er bedre med mindre? Jeg har ikke lyst til at opgive visionen om et liv, hvor vi har muligheden for at findes som fysiske kroppe i samme rum og der finde de fællesskaber, der er meningsfulde og livgivende for os. I dag har jeg ikke lyst til at opgive det, i hvert fald.
kh Maja
LikeLike
Hejsa Maja
Du og din familie ønskes et rigtig godt nytår. Jeg håber I alle har det godt😃
Jeg håber du får held med at bruge mindre til i den digitale verden🤞🏻💪
Hilsen Heidi, Mjälahult kapell
LikeLike
Kære Heidi
Godt nytår til jer også!
Indtil videre går det utrolig godt med mine helt egne benspænd for at være mere nærværende i mit eget liv. Men sådan er det jo gerne i begyndelsen af et nyt år, så er man helt fuld af pep og tro på funklende fine forsætter 🙂 Indtil videre kører jeg med helt enkle regler, som er telefon og internet er slukket indtil kl 11 og igen fra kl 21. Det betyder at begyndelsen på dagen er helt i ro, og den ro følger faktisk med mig videre ind i dagen når jeg ‘lukker op’, viser det sig. At slukke igen kl 21 er betydeligt sværere! Jeg trækker tiden og finder på undtagelser MEN de dage det lykkes oplever jeg at der når at komme lige præcis den ro igen, som jeg i det sidste halve år har savnet så meget.
Jeg ser forøvrigt meget frem til jeres koncert, a pro pos oplevelser i den fysiske nær-verden 🙂 Men har glemt hvilken dato det er jeg skal reservere?
Kh Maja
LikeLike