Nu bruger jeg zombier som metafor for min egen eksistens (TorsdagsSkov #14)

Tilbage i 2018 havde jeg lyst til at lære at lave videoer. Både optage og redigere. Jeg lærer bedst ved at gøre, især indenfor en (småpresset) tidsramme. Derfor besluttede jeg at lave en lille video og lægge ud her hver torsdag. Jeg kaldte det Torsdags Skov, og jeg nåede at lave 13 videoer før jeg i maj samme år gik i stå igen.

(Min egen favorit er den lille film om sneglen, som jeg optog mens jeg var allernyest og stadig lidt hemmeligt forelsket i ham, som jeg nu bor med, stadig holder af at kysse og endda lige har bygget en yurt med.)

Nu genoptager jeg så konceptet Torsdags Skov, men på en ny, meget enkel måde: Hver torsdag skriver jeg lidt her på bloggen. Hvadsomhelst, stort eller småt, men noget.

Også nu handler det om der er noget jeg gerne vil, men at jeg fungerer bedst med klare tidsrammer. Lige nu handler det om at få en god skrivepraksis igen. Og hvad definerer en ‘god’ skrivepraksis? Første svar er sådan helt, helt enkelt: At skrive. Men for mig personligt er der så en del nuancer i det. Jeg har skrevet om det en del gange efterhånden (måske finder jeg nogle link og sætter ind senere), fordi det vitterligt fylder meget i mit liv.

Kort sagt er det sådan her: Jeg har det dybt i mig at jeg vil gemme mig. Jeg har det lige så dybt i mig at jeg vil dele det, som er vigtigt for mig. De to ting findes som modstridende kræfter, og når trangen til at gemme mig vinder, så er der alt muligt forskelligt på spil – men en af de dårlige ting er frygt. Frygten for at det, jeg vil dele, som jeg selv synes er vigtigt, bliver afvist. Nej, nu er jeg ikke helt præcis nok, min dybeste frygt handler om at være pinlig.

Pinlig.

Det er sådan et underligt fænomen, jeg undrer mig selv over hvad det er, der er så farligt ved at være pinlig. Men et godt eksempel er at jeg lige nu, mens jeg er i gang med at skrive det her, begynder at synes at det i sig selv er pinligt at jeg skriver om det. Fordi hvem er egentlig interesseret i mine indre blokeringer, hvor navlepillende kan det egentlig blive, og med alt det der foregår i verden, hvad skal verden med mine ord om mig, mig, mig?

… lige nu går jeg i stå, har svært ved at fortsætte, overvejer om det nu også er en god ide med den her torsdags-skrivning, hvor jeg blotlægger alt muligt følsomt uden overblik over hvordan det kan læses. Kontroltab, hej hej.

Det er nemlig også en stor del af mit skrivekompleks. Jeg vil så gerne sammensætte ordene på en måde, så der er garanti for at jeg ved hvordan de bliver læst. Det gør mig til en meget grundig skrivende, men det sker også at nuancer og tvivl og ambivalens og sprækker (du ved dem, hvor lyset kommer ind) bliver stampet så hårdt at ordene dør.

Når du læser nu, så husk at det, jeg gør med ordene lige nu er at lede, jeg ved ikke selv helt efter hvad, men jeg ved at hvis jeg ikke tør blive i den uvished, dvæle lidt, så er der noget, som stivner.

Det er det, der sker når jeg i perioder ikke skriver. Når jeg gemmer mig. Der sker det at jeg glemmer, hvad der er vigtigt for mig. At noget overhovedet er vigtigt. Dagene glider ligesom fra mig, jeg registrerer det knap, jeg er som en zombie. Men en usædvanlig træt zombie. (Nu tænker jeg meget på zombiers søvnmønster, jeg har i min seneste selv-zombieperiode og som barn af min tid set vildt mange serier, blandt andet Walking Dead, og i den fortælling er der jo en slags mønster, som ikke direkte involverer søvn, men mere en slags dvaletilstand. For det første er zombierne klart mere aktive om natten. Men om dagen aktiveres de også nemt, hvis de fx lukkes ud af de huse, de er fanget i eller hvis der er høje lyde eller menneske-aktivitet omkring dem. Man får indtrykket af at de indespærrede zombier bevæger sig hele tiden, vandrer og vandrer i større eller mindre cirkler afhængig af deres muligheder. Så de opretstående zombier hviler ikke som sådan, de stopper ikke op, de sætter sig ikke ned. De sover ikke. Tværtimod er de en slags mareridts-evigt-søvnløse væsner- Dem, som jeg tænker på, der alligevel har dvale-hvile som mulighed er de zombier, der ligger fladt på jorden. Enten begravede (helt eller halvt) under overflader af jord, mudder eller vand. Når man ser serien, får man det indtryk at de liggende zombier ligger fuldstændig stille indtil det øjeblik noget ‘vækker’ dem. At de bliver trådt på fx, eller en høj lyd forstyrrer dem. Når jeg siger dvale, så er det den tilstand af ikke-bevægelse, jeg tænker på. Men hele zombie-begrebet er flydende, både i mine tanker og i serien, hvor forskellige logikker afløser hinanden afhængigt af historiens dramaturgiske behov. I den sidste sæson (hvis der da ikke kommer flere alligevel), sker der fx en evolutionær proces, så nogle af zombierne udvikler evnen til at kravle op på ting. Det gør dem farligere, og der er brug for farligere for at holde spændingsniveauet. Menneskerne i historien er helt enkelt blevet for dygtige til at bekæmpe dem, de skal knap nok anstrenge sig for at uskadeliggøre zombierne længere (hjernen skal smadres, hvis du ikke har set serien, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale.)

Nu bruger jeg zombier som en metafor for min egen eksistens, men jeg roder ret meget rundt i hvordan metaforen egentlig hænger sammen.

Jeg bliver en zombie, når jeg ikke tvinger mig selv til at konfrontere min egen frygt for at blotte mig selv i al min ikke-kontrollerede proces-eksistens?

Men hvad mener jeg, når jeg kalder mig selv en zombie? I det serieunivers, der lige nu er min reference, er det at være en zombie, at være både aldrig-vågen og altid-vågen. Det er en tilstand, hvor der kun findes en drift: Mere mad, og det er en tilstand af konstant fysisk fremdrift, når maden materialiserer sig. I det univers er zombien jo faktisk ude af kontrol i forhold til sig selv. Den kontrol, som jeg jo ellers higer efter.

Og det giver mening, i denne (viser det sig åbenbart) lille terapeutiske skrivetime: Jeg er så flov over mine zombieperioder. Jeg hader mig selv for at spilde værdifuld tid på at ikke-leve, men kun orientere mig efter de allermest basale behov tillagt ekstra komfort og trøste-virkeligheds-flugt.

Nu begynder jeg at blive lidt presset, fordi jeg har bestemt at jeg bruger en time på at skrive, og så publicerer jeg, uanset hvad jeg har skrevet, og det er nu om syv minutter, og jeg synes jeg har rodet mig ud i noget MEGET PINLIGT NOGET, som jeg ikke selv har den mindste smule overblik over.

Jeg skynder mig lige at skrive at jeg virkelig synes jeg har styr på det, og allermest er stolt over mig selv fordi jeg gør det her nu, og hvis man skal blive i den besynderlige zombiemetafor, så er jeg også mennesket, som aktivt vækker zombien helt op, og insisterer på at forklare zombien at den ikke skal skamme sig, og fortæller den at i stedet for at ligge der i mudderet og skamme sig, så skal den ranke ryggen og vide at: det er helt normalt. Det sker for alle i perioder. Det er også fordi verden virkelig ER skræmmende og uoverskuelig, for ikke at tale om følelser. Følelser kan være SÅ overvældende, der er ikke noget at sige til at man vil gemme sig lidt indimellem. Og netop det at andre også har det sådan, og gør sig umage for at dosere alt det voldsomme lidt i mødet med andre – fordi, alternativet er bare også lidt vanskeligt. Skal vi stå der overfor hinanden og være helt hudløst ulykkelige, vrede, forelskede, smålige, sultne, liderlige, rasende, trætte hele tiden? Det har jeg helt ærligt ikke lyst til, det scenarie er lidt som at vi alle skulle være psykiske blottere, nej, jeg holder af at vi gør os lidt umage og har hæmninger, jeg holder af at vi vejrer stemningen, situationen og så deler på et niveau hvor vi alle kan være der.

Et minut tilbage.

Der er så meget mere jeg vil sige, men reglen har jeg jo lavet for min egen skyld. Det her er skrevet for mig, fordi jeg har brug for det, og at det er vigtigt for mig at lægge det ud til offentlig skue (og risiko for skam), det når jeg ikke at forklare, men hvem ved, måske står det alligevel et sted helt uden at jeg selv forstår det?