Alle kan jo ikke leve som dig

Jeg kan huske, at jeg den første vinter i Värmland spurgte alle de lokale, jeg mødte: Hvad er en normal vinter her? Ingen gav mig det svar, jeg efterlyste. Alle svarede forskellige variationer af ’normal findes ikke’. De tre vintre jeg (over)levede på Bondsäter var da også først og fremmest kendetegnet ved at være dybt uforudsigelige. Helt ned på timebasis kunne det ændre sig så dramatisk, at det gav problemer. Et snefald begyndte og fire timer senere lå der en halv meter sne. Et snefald begyndte og fire timer senere var det smeltet og igen frosset til is. Temperaturen kunne være på minus atten i en hel måned, eller svinge mellem plus fem og minus ti i løbet af et døgn. Det første år kom foråret for fuldt flor i begyndelsen af marts og blev. Året efter lå et stædigt lag sne helt ind i maj.

Forholdet mellem lys og mørke var anderledes stabilt, det er et holdepunkt, som ikke rokker sig med mindre man selv flytter sig. Fra oktober bliver dagene gradvis kortere, og i november kan det mærkes. Livet inde begynder, og på Bondsäter, dengang drengen ikke var begyndt i skole endnu, kunne vi sætte tempoet præcis så meget ned, som årstiden kalder på.

Jeg holdt virkelig, virkelig meget af vintrene på Bondsäter. Jeg savner dem stadig. At være der, at have hverdagens rutiner der, stilheden, storheden, roen.

Men: Jeg hadede og frygtede bilkørslen i hele vinterhalvåret. Jeg oplevede alle tænkelige former for problemer forbundet med bilkørsel på bugtet skovvej, der kun uregelmæssigt blev ryddet. Når vi absolut skulle ud at køre, var det enten fordi drengen skulle i børnehave, fordi vi skulle købe ind eller fordi vi skulle til eller fra Danmark. Noget kunne planlægges, sådan at jeg ikke kørte på dårlige vejrdage – men netop uforudsigeligheden gjorde at jeg kunne aflevere drengen i børnehave i fintfint vejr, men inden han skulle hentes igen var der opstået en utroligt dårlig køresituation.

Vi flyttede fra Bondsäter fordi drengen blev stor, nærmede sig skolealderen. Fordi vi blev for alene i skoven. Fordi jeg blev mere og mere bange for vinterkørslen. Det var gode grunde, og godt vi flyttede.

Men jeg savner stadig vores hverdagsliv i Värmland.

Det er både det helt konkrete sted, jeg savner. Men det er nok endnu mere den tid i mit liv, hvor ingen udefrakommende instanser bestemte over min døgnrytme. Det er en tid, som de fleste lever med som en faktor, der aldrig er til diskussion, og jeg ved ikke om det er mig, der er unormal, når jeg har så ekstremt stor modstand mod at døgnrytmen er den samme, dag efter dag, mens årstiderne ændrer sig så meget?

Jeg ved, at jeg er privilegeret. Jeg ved at det, at jeg har været i stand til at skabe et arbejdsliv, hvor jeg har så relativt stor indflydelse på hvordan jeg organiserer min tid, ikke findes som mulighed for alle.

Men.

Hvorfor gør den egentlig ikke?

På top 3 over kommentarer, jeg oftest får til mit liv, er den her: ’Alle kan jo ikke leve som dig’

Jeg har hørt den kommentar så tit, og jeg svarer hver gang nogenlunde sådan her:

Jeg argumenterer ikke for at mine livsvalg skal ophøjes til nogen norm eller på nogen måde kan ses som opskriften på ’det gode liv’. Når jeg fortæller om mit hverdagsliv, så gør jeg det fordi jeg mener, der er mangel på diversitet i selve den måde vi fortæller hinanden at det er muligt at leve på.

Der er brug for udvidelse af selve mulighedsrummet, mener jeg.

Der plejer jeg at stoppe, fordi som regel kommer denne kommentar sådan i slutningen af den sammenhæng, hvor jeg har fortalt om mine livsvalg. Det er ikke noget, folk plejer at sige som det første, mere en lidt sammenbidt sidste kommentar, før vi går hver til sit. Jeg opfatter (helt lommepsykologisk) det sådan, at kommentaren udspringer af en kombination af længsel og afmagt. At det er et udtryk for frustration over at jeg siger ’det her kan man’, når det i hverdagen føles så fuldstændig umuligt. Og helt reelt for mange ER umuligt.

Mine muligheder er ikke dine muligheder og omvendt. Jeg er født med nogle ressourcer, har mødt nogle ressourcer, har valgt til og fra og noget er også held, noget er temperament, noget er tilfælde. Lige præcis mit liv findes vitterligt kun som mulighed for mig, og jeg ER privilegeret på en masse områder. Jeg er også fattigere end du tror, arbejder hårdere end du tror, er oftere bange for fremtiden end du tror.

(Eller altså, end jeg tror at du tror, det er vitterligt min egen analyse og den har alle de blinde punkter som jeg lever med.)

Så jeg siger ikke så meget mere, jeg er som regel træt på det tidspunkt, og desuden fuld af ømhed overfor hvor kommentaren kommer fra.

I dag vil jeg gerne sige noget mere, fordi jeg mener mere. Så her kommer et udvidet svar til hvorfor jeg mener at vi har brug for udvidelse af selve mulighedsrummet for levet hverdagsliv:

Den tid vi lever i er domineret af nogle efterhånden ret rigide succeskriterier, hvis du spørger mig.

Kapitalismens forbrugerkultur er passificerende og indbyder til præstationsræs, det mener jeg.

Den globalt omspændende kapitalisme har nogle indbyggede uretfærdigheds-strukturer, som vi alle ligger under for, fra vi fødes til vi dør, også når vi ikke lige kan se det, mener jeg.

Samtidig får vi fortalt at enhver er sin egen lykkes smed, og at hvis vi ikke lykkes, så er det fordi vi ikke har kæmpet nok for det.

Man kan lykkes eller falde ret så eftertrykkeligt igennem.

Det første bliver sværere og sværere, det sidste sidder som en isnende angst, der i sig selv kan stå i vejen for at folk oplever at livet er nogen man selv finder på.

Det er min generelle mening om den generelle tilstand lige nu.

Det jeg håber at opnå ved at fortælle så nuanceret og åbent om mine livsvalg, som jeg overhovedet kan (også i min roman ‘Når vi rejser til Mars‘, også i interviews som fx den seneste Genfortalt-podcast i to dele, det er ikke kun en blog-ting), det er at inspirere andre til kigge mere nysgerrigt på deres egne livsvalg, og overveje om der er muligheder, de på forhånd har valgt fra, simpelthen fordi ’det kan man jo ikke’.

Jeg håber også at alle vil kigge helt nøgternt på deres egne privilegier og forhindringer. Jeg hepper vist egentlig bare på åbne øjne og bevidsthed om hvem vi er i samspil med vores omgivelser. Hvad vi har at give, hvad vi har brug for – men lidt mere frit fra det der samfunds konventionelle rammer, der har det med at lægge sig om vores forestillingsevne, som om de var naturlove.

… Men så er der også en helt anden indgangsvinkel til det spørgsmål, som jeg tænker endnu mere på for tiden. Det er nemlig gået op for mig at der også kan ligge noget fuldstændig andet bag spørgsmålet, som jeg ikke har været opmærksom på tidligere.

Men nu er jeg løbet tør for den tid, jeg har givet mig selv til at skrive & udgive de her torsdagsindlæg, så det må bare hænge og svæve lidt som en teaser til næste torsdag:

Udsagnet ’Alle kan jo ikke leve som dig’ kan også dække over en bekymring for det bæredygtige perspektiv i hvis væsentlig flere mennesker vælger at flytte ud af byerne og ’ind i naturen’.

Der er nemlig en hel skole indenfor miljøaktivismen, som har (spændende, vægtige) argumenter for at det bedste fremtidsscenarium vil være hvis mennesker holder sig indenfor nogle oprettede byzoner, og lader store områder være fuldstændig blottet for menneskelige aktiviteter.

Der er mange nuancer, mange midterpositioner, og nu har jeg bare listet en yderposition op her, for at gøre det tydeligt, hvad der er på spil, indtil jeg får tid* til at fortsætte. Jeg mener mere, men jeg er mindst lige så meget meget mere i tvivl, og det er derfor jeg gerne vil skrive om det. Det er sådan jeg tænker bedst, helt enkelt og på torsdag tænker jeg videre her.

(*Tid, tid, min tid er nemlig utrolig skemalagt, og modsat det jeg begyndte med at skrive, så trives jeg nemlig bedst med klare rammer, jeg vil bare lave dem selv, så jeg kan lave dem om tit og i forhold til årstidens tid.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s