Tanker om tis

Det er jo en lidt kæk overskrift, men det er samtidig helt reelt. Hvis vi nu siger at det, jeg skriver her om torsdagen skal være et lille spejl af mit liv her og nu, så er det vitterligt det, jeg er optaget af.

På onsdag rejser jeg til København og er vært for den fjerde Klimaaktivistiske Samtalesalon i Islands Brygges Kulturhus, og emnet er denne gang kredsløb. Jeg forbereder mig til samtalen på forskellige måder. Dels læser jeg den phd-afhandling, som min gæst, Lina Katan, har skrevet. ‘Affaldssortering – fra uoverkommeligt besvær til ubemærket rutine’. Der står så mange spændende ting, og jeg glæder mig enormt til at få hendes pointer udfoldet og diskuteret. Jeg læser, tager noter, tænker og observerer imens min egen hverdag på en lidt ny måde. Ser nogle detaljer, jeg ikke før var bevidst om.

Warm glow. Det er et begreb, som bliver brugt til at definere følelsen, man kan få, når man gør noget, man ved hører i kategorien ‘godt’. Jeg kan se, at jeg har en tendens til at navigere meget efter den følelse. Det virker simpelthen for mig at få det lille kick af ‘nu var du god’. Samtidig er en af hovedkonklusionerne i afhandlingen, at netop hvis affaldssorteringen opfattes som noget lidt moralsk ophøjet, så risikerer det at komme i kategorien ‘frelst’. Som ikke er særlig positivt, og i hvert fald ikke normaliserende. Også her genkender jeg noget, for der er nogle ting i min hverdag, som jeg holder meget lav profil med, simpelthen af frygt for at komme i den kasse.

At gøre affaldssorteringen til noget, som helt enkelt bare er ‘sådan man gør’, det virker hvis man vil sikre det som en rutine, der ikke kommer til forhandling internt fx i tidspressede situationer. Eller hvis man har gæster, og helst ikke vil opfattes som en dydigfrans. (Undskyld frans, ved ikke hvorfor dit navn står for skud her?).

Der er mange flere nuancer og præciseringer i det, dilemmaer og ting at forstå bedre. Det er det, samtalen på onsdag blandt andet skal handle om. Alle mulige spørgsmål omkring affald. Hvad er affald? Hvordan forholder vi os til affald? Hvem har ansvaret for affaldet? Og så videre, i alle de retninger samtalen nu vil.

En anden forberedelse er at jeg stiller spørgsmål på facebook. Forskellige spørgsmål, der giver mig mulighed for at undersøge lidt bredere hvordan mine tanker om kredsløb ligner eller adskiller sig fra andres. Det er også en samtale, selv om den foregår på skrift og i forskudte rum. Det er en af de ting, som jeg synes fungerer godt på de sociale medier, lige midt i en masse andet, som jeg synes er helt til hest.

Et spørgsmål jeg stillede i går, er blevet til en meget dejligt lang og blandet tråd. Der er konkrete fakta og erfaringer, hypotetiske reflektioner og links til mere eller mindre realistiske løsningsforslag.

Spørgsmålet er:

Hvis der fandtes et lovligt og hygiejnisk forsvarligt muldkomposterings-toilet udviklet til lejligheder i byer, som alternativ til wc (dvs toilet med vandskyl koblet til kloakering) – ville du så være interesseret i at have det?

Jeg bliver selv klogere mens tråden bliver længere. Både på fakta og på hvad det er, jeg selv drømmer om. Og er irriteret over. Fordi: Jeg er irriteret!

Jeg er irriteret over alle de opfindelser, der allerede findes, som vi forventes at være tilfredse med. Jeg synes helt ærligt ikke kloakering er verdens bedste opfindelse. Jeg synes ikke det er en fordel at vi usynliggør og laver afstand mellem os selv og vores kroppes kredsløb. Ude af øje, ude af sind. Det er ikke en god ting, hvis du spørger mig.

Men hvad er så alternativet? Det spørgsmål kommer selvfølgelig lige umiddelbart efter, og problemet er hvis det skal være mig, der skal besvare det. Jeg er ikke opfinder, ikke ingeniør, ikke ekspert. Hverken i kloakering eller i hvilke muligheder der ellers kunne være. Jeg er en en borger, der gerne vil have nogle flere valgmuligheder. Hvorfor må jeg ikke få flere opfindelser at vælge imellem, som udforsker alternativer til usynligheds-fjernheds-løsningerne?

Løsninger som eksperimenterer med nærmere, mindre kredsløb. Mere direkte efterligning af det, der sker af sig selv ude i naturen?

I forhold til mit sidste indlæg, hvor jeg skrev om at alle ikke kan leve som mig – som ofte handler om hvorvidt alle skal bo langt fra hinanden ude i skove vs tæt sammen i byer – så mener jeg jo at det hele skal være muligt. Men måske på nye måder. Byer og lejligheder kan vel også findes med andre former for kredsløb? Hvorfor betyder tæt beboelse nødvendigvis affald i enorme cirkler?

Hygiejne er vigtig. Smitterisiko er vigtig. Adskillelse af processer er vigtig.

Ja.

Jeg taler ikke om en tilbagevenden til middelalderens katastrofer med lort sejlende i gaderne sammen med grise, høns og legende børn.

Men er teknologien og den konkrete viden ikke netop et helt andet sted nu, kunne man ikke forestille sig nye opfindelser, som tager højde for alt det, der skal tages højde for?

I tråden dukkede faktisk et system op, som måske kan noget af det, jeg diffust forestiller mig. her er et link til en reklamevideo for produktet. Jeg har ingen anelse om hvorvidt det kan alt det, som det lover. Men alligevel … er det ikke en spændende tanke at man kunne indrette et byliv med det som et alternativ?

Et alternativ til et nu globalt omspændende system, der helt konsekvent skyller liter efter liter efter liter af dyrebart grundvand igennem meter efter meter efter meter af nedgravede rør. Hokus pokus, så er det næsten som om vi ikke har tarme, og det kan vi åbenbart bedst lide at forestille os, eller?

(Og hvad egentlig med rotteproblemerne, der er så massive netop med kloakering som en slags motorvej, kunne man ikke forestille sig løsninger, hvor de ikke var så stor en bieffekt?)

Så ja, jeg går her og tænker en del på tis og den slags, sådan en torsdag er det i dag.